Læsetid: 4 min.

Opstandelsens nat

12. oktober 1998

Eller: Kaos i Kulturministeriet

KULTURNAT
En Kulturnat med 200 arrangementer på seks timer kræver sans for planlægning og fravalg. Informations udsendte havde hverken det ene eller det andet, men nåede vidt omkring alligevel.
For at lægge en kulturnatlig grundstemning kickstartede jeg aftenen på Medicinsk-historisk Museum i Bredgade. Her beskrev en ung studine i malende vendinger fortidens forfærdeligste sygdomme, mens hun viste rundt mellem montrer med illustrationer og gammeldags lægeapparatur. Vi hørte om spedalskhed, polio, kopper, syfilis, kolera ("man skider og brækker sig simpelthen ihjel i løbet af tre timer") og pest, som mellemøstlige rotter tog med til Europa i 1348.
Klokken 18.53 landede jeg godt forpustet af lange skridt ved Kulturministeret på Gl. Strand - Elsebeth Gerner Nielsen holdt åbent hus og ville selv være til stede.
Indenfor delte en fuldmægtig publikum ind i små grupper. Jeg selv røg sammen med tre ægtepar fra en vestlig forstad (Kulturnatten har en stor tiltrækningskraft på folk fra forstæderne). Fuldmægtigen førte os op ad de kulturministerielle trappetrin, hvor Klaus Rifbjerg Petersen, Ebbe Kløvedal Reich og Erik Thygesen "sad og røg hash" i 1970. Vi i gruppen kendte godt til historien og lo en genkendelsens kluklatter.
Ellers fik vi et indblik i, hvordan et rigtigt sagsbehandlerkontor ser ud, og fuldmægtigen fortalte, at der "inklusive kantinepersonale" var ansat 120 mennesker i huset.
Mere interessant var det at høre om kunsten på væggene. Kulturministeriet udmærker sig som arbejdsplads ved, at det har en slags aftale med Statens Museum for Kunst om udlån af god dansk kunst. Departementchef Erik Jacobsen, hvis kontor gruppen defilerede forbi, havde f.eks. malerier af Richard Mortensen, Egill Jacobsen og Lise Malinovski hængende på de mørkerøde vægge.

Kaos hos Gerner
I mellemtiden var ruderne i Elsebeth Gerner Nielsens kontor nede ad gangen begyndt at dugge, da en større delegation fra det frederiksbergske Rialto Teatret havde tiltvunget sig adgang til ministerens gemakker. Delegationen brokkede sig over, at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) vil fjerne sit milliontilskud til teatret fra 2001. Rialtos massive og uventede tilstedeværelse skabte trafikprop og kaos i ministeriet, for antallet af grupper med forstadsægtepar og rundvisende fuldmægtige hobede sig op alle mulige steder i huset. Jeg forsvandt ubemærket fra min fuldmægtige og maste mig ind på ministerkontoret - ind mellem de ophidsede horder, der anført af teaterchef Anders Ahnfelt-Rønne forsøgte at overbevise ministeren om Rialto Teatrets fortræffeligheder. Gerner Nielsen var i defensiven og så meget alene ud, men konfrontationen blev aldrig korporlig. Den toppede vel, da skuespilleren Margrethe Koytu kaldte DST's indgreb "en prut i en pude".
En prut i en pude var også Nationalmuseets annoncerede caféer fra diverse årtier op gennem det tyvende århundrede.
"Det er fanme en tynd kop te", sagde en skuffet ung mand, da han kiggede rundt i 60'er-caféen. Han havde ret. Et par røgelsespinde og lidt lejet discolys projiceret op på væggen kunne ikke gøre det. Og 80'er-caféen kunne en 7. klasse i Farum have fået mere ud af. Nationalmuseet havde blegt og parodisk fyldt et tilfældigt, ledigt hjørne op med stole og borde og troet at nøgenheden var dækkende for de kyniske kartoffelfirsere. Man havde forventet mere. Til gengæld var udstillingen Drømmen om det 20. århundrede en habil køsucces.

Oplæsning og zoo
Så var der oplæsning i Forfatterforeningen. Da jeg på vejen krydsede ridebanen bag Christiansborg, gik det op for mig, at jeg allerede savnede den intime varme, jeg var blevet mødt med i Kulturministeriet, og som jeg havde taget for givet. Jeg slog et smut forbi storattraktionen Den Kongelige Stald-Etat, hvor hestene i gennemsnit er 17 år og motionerer en time dagligt, som der stod på et skilt.
Stadig med hestepære i næseborene indfandt jeg mig i Dansk Forfatterforenings grønpanelerede lokaler. På en lille time kunne jeg nå at høre Jan Sonnergård og Jørgen Gustava Brandt give prøver fra forfatterskaberne. Her var der mere hvidvin og mindre omegn over publikum, som i kulturnatsammenhæng forekom atypisk.
Klokken 22 var det farvel til Forfatterforeningens prænatale hygge, som Gustava Brandt ville have kaldt den, og ind i en taxa - destination: Zoologisk Have.
Her var de fleste primater for længst gået i seng. En elefant, Chieng Mai, var i hvad inderne kalder musth - han gennemgik nogle hormonforandringer, der gjorde ham nervøs og aggressiv.
Dovendyret var til gengæld svært at tage seriøst som dyr den aften. Et eksemplar var kravlet ud fra sin naturlige fauna og hang nu helt stille oppe under loftet og under en øvrighedspersons intense opsyn. Før eller siden ville den kravle tilbage.
Girafferne lod heller ikke til at tage anstød af de beskuende menneskemasser. En høj familiefar i trenchcoat med livrem og grønt halstørklæde stod lidt og iagttog de langhalsede dyr. Så rømmede han sig:
"De glor lige så meget på os, som vi glor på dem."
Og man forstod dem jo godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her