Læsetid: 4 min.

På en briks i New York

30. oktober 1998

Woody Allens seneste film, 'Harry - stykke for stykke', er en veloplagt og dejligt skamløs komedie om en frivol forfatter med skriveblokering

NY FILM
Man kan ikke andet end beundre Woody Allen. Gennem snart 30 år har den nu 62-årige instruktør lavet en film om året - 28 er det blevet til - og næsten alle handler de om det samme: Neurotiske og navlebeskuende new yorker-jøder, der ikke kan finde ud af det med kærligheden, livet, sex, døden, sig selv og hinanden.
Man skulle mene, at Allen snart havde fået dækket alle aspekter af den amerikansk-jødiske intelligentsias sjælekvaler, men faktisk synes instruktøren og hans hovedpersoner at være i lige så god form nu som for 10-15 år siden.
Således er hans nye opus, Harry - stykke for stykke, blot det seneste i en række løsslupne og helt vidunderligt morsomme og stilistisk eksperimenterende lystspil, som efter en af Allens mere alvorlige og traditionelle perioder startede med den kostelige Hitchcock-hyldest Manhattan mordmysteriet, fortsatte med det bevidst overstyrede periode-stykke Kugleregn over Broadway og den inspirerede græske komedie/tragedie-parafrase Mig og Afrodite, komplet med græsk kor og mytologiske skikkelser.
Højdepunktet i denne lille perlerække af film er dog Allens forsøg udi Broadway-musical-genren, den forrygende og charmerende Everyone Says I Love You - en film, det må have været svært at følge op.
Men ikke desto mindre er det endnu engang lykkedes Allen at leve op til sig selv, og i Harry - stykke for stykke udforsker han igen nyt land - både filmisk og sprogligt.

Sex, piller og alkohol
Efter at være blevet forladt af sin smukke og unge kæreste til fordel for sin bedste ven, oplever den midaldrende, pilleslugende og alkoholiserede forfatter Harry Block, at han for første gang i sit produktive liv har fået skriveblokering.
Men måske er det egentlig meget godt, fordi Harry, der trækker på forliste ægteskaber, udenomsforhold og seksuelle eskapader, når han skriver sine morsomme og populære bøger, må nemlig se sig udsat for den mægtige vrede fra tidligere elskerinder og ekskoner, som slet ikke kan se det sjove i hans afslørende fiktionaliseringer af deres liv sammen.
Harry har det problem, at han ikke forstår at omgås andre mennesker - især kvinder - på en ordentlig måde, og han må ty til omgang med sine romanfigurer og sado-masochistiske lege med hårdtpumpede ludere for at lindre sin ensomhed.

På briksen
Harry - stykke for stykke er som en rutsjetur på briksen, hvor forfatterens problemer med at favne livet og menneskene omkring sig illustreres, diskuteres og overvindes gennem levendegjorte og grumt underholdende uddrag fra Harrys egne bøger.
Oplevelser fra sit liv, som Harry har omarbejdet og forstørret i bøgerne, gennemspilles - med andre skuespillere i de centrale roller end i filmens virkelighed - og langsomt arbejder Harry sig hen imod en vis forståelse for og accept af sin egen afstumpede opførsel. Måske er han så flagrende i sit følelsesliv og sin troskab, fordi han slet ikke er egnet til at slå sig til ro med én kvinde.
Efterhånden, som skellet mellem Harrys alias'er i historierne og hans egen person nedbrydes, udspilles scenerne også med Allen selv og ikke hans litterære alter ego'er.
Denne blanding af fiktion og virkelighed giver Harry - stykke for stykke en sprælskhed, som, kombineret med den meget afslappede og frimodige omgang med sex og frække ord, gør filmen til en absolut forfriskende oplevelse - selv fra Woody Allens hånd.

I eget billede
Allen selv er dejligt skamløs i sin fremstilling af Harry. I modsætning til andre af Allens karakterer, som Harry deler adskillige egenskaber med, så er han ikke et af Guds bedste børn.
Han lyver, bedrager, drikker, dyrker kinky sex, skriver om det bagefter og føler kun ringe skyld over at være sådan. Faktisk har han svært ved - og er ikke interesseret i - at påtage sig et ansvar for noget som helst i sit liv - lige med undtagelse af sønnen, Hilly, som han elsker mere end nogen anden.
Harry befinder sig bedre blandt de romanfigurer, han har skabt i eget billede, og som elsker ham for den, han er. Med dem kan han kommunikere uden at blive misforstået og uden at skulle præstere noget.
Sædvanen tro har Woody Allen i filmen omgivet sig med en perlerække af skuespillere, der yder fint modspil til den troløse lille forfatter. Kirstie Alley og Judy Davis er henholdsvis konen og elskerinden, Demi Moore og Julia Louis-Dreyfus deres fiktive alter ego'er. Billy Crystal er bedstevennen, der løber af med kæresten, spillet af skønne Elisabeth Shue, mens Richard Benjamin spiller én herlig inkarnation af Harry selv og Stanley Tucci og Tobey Maguire to andre.
Harry - stykke for stykke er Woody Allen, når han er bedst. Det er en til tider
ustyrlig morsom, intelligent og endog lidt grovkornet udlevering af kunstnerrollen og instruktøren selv - hvilket nok skal give ny næring til spekulationerne om, hvor meget af Allen selv, der finder vej til hans film.

*Harry - stykke for stykke. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amerikansk (Dagmar og Grand i København og fire biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her