Læsetid: 5 min.

På jagt efter nye markeder

19. oktober 1998

Grundfos er hele tiden på jagt efter nye markeder og har nu flere ansatte i udlandet end
i Danmark

De er over hele verden, pumperne, der hænger som udsmykning på informationsdirektør Kim Klastrups kontor i Grundfos' hovedsæde i Bjerringbro.
Den "enormt smukke dykpumpe" hænger på væggen i fire længder - jo, Kim Klastrup er ægte begejstret for det rørformede design i blankt rustfrit stål, som kan hente grundvand op fra 350-400 meters dybde. Og dykpumperne gør det i fjerne egne af Afrika og Indien, nogle steder drevet af energi fra solceller: Enkelt, smukt og bæredygtigt.
"Selv om pumperne arbejder usynligt for forbrugerne, gør vi meget ud af designet og holdbarheden. Vi producerer pumpernes Rolls Royce-modeller. Det spiller selvfølgelig også ind på prisen," siger Kim Klastrup.
Så er der spildevandspumper, ikke helt så kønne, men effektive til f.eks. at oprense forurenede grunde, og trykforøgningspumper, der bl.a. sørger for, at beboerne på de øverste etager i højhuse kan få brusebad, og endelig cirkulationspumpen:
En kompakt lille rød sag, der sidder i omkring 800.000 danske huse samt i et uoverskueligt antal huse i udlandet, og som Grundfos har erobret halvdelen af verdensmarkedet for cirkulationspumper med.
På Grundfos i Bjerringbro tager det to arbejdsdage at producere de 60-70.000 pumper, der er brug for på det danske marked om året.
Det forklarer i sig selv, at Grundfos er "nødt til", som Kim Klaustrup udtrykker det, at være en eksportvirksomhed - sidste år med en omsætning på 7,2 milliarder kroner:
"Vi er hele tiden på jagt efter markeder, der kan give 10-15 procent vækst i omsætningen og dermed et indtjeningsgrundlag, der også kan finansiere den forskning og udvikling, som bringer virksomheden i front med ny teknologi."
"Vores produkter bliver jo i stadig større grad små intilligente systemer, som kan kommunikere med hinanden."

Opfindersnilde
Den ambition, kombineret med opfindersnilde og en salgsstrategi, der fra første færd har satset på lokale salgs-, service- og produktionsvirksomheder, har gjort Grundfos til den tredjestørste leverandør af pumper og dertil hørende teknologi til verdensmarkedet. Med mere end 10.000 ansatte, heraf lidt under 4.500 i Danmark, i 55 selskaber i 38 lande.
Alt i alt et klassisk amerikansk drømmeeventyr, som begyndte i Bjerringbro i 1945 da Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik, som beskæftigede seks mand, fik en ordre på en pumpeinstallation, og indehaveren Poul Due Jensen gik i gang med at konstruere en pumpe, fordi den ikke var til at fremskaffe på anden vis.
"Filosofien har været den samme fra første eksport af pumper til Norge i 1949: Virksomheden går ind på nye markeder med et eget selskab, som signalerer, at vi mener det seriøst og har tænkt os at blive. Kunderne kan få lokal betjening og reservedele om ti og tyve år," siger Kim Klastrup.
I dag holder Grundfospumperne golfbaner i Jakarta grønne, vinmarker i Australien frodige, et bilvaskeri i Kina og beboerne i Greenpeace-basen på Sydpolen med vand... Kim Klastrup slår op og viser frem i "billedbogen" - jubilæumsbogen, som blev lavet til 50 års-fødselsdagen i 1995 i form af en historisk og aktuel fotografisk ekspedition jorden rundt til steder, hvor Grundfos-pumperne arbejder.

Basale behov
"Der er så mange mennesker med basale uopfyldte behov for drikkevand, vandrensning, airconditionering. I den forstand er de potentielle markeder enorme: Kina, Indien, Brasilien, Rusland og til en vis grad også østlandene. Men samtidig bevæger vi os ind i mindre udviklede økonomier, hvor usikkerheden er stor."
"I juli 1997 indviede vi en produktionsfabrik 100 kilometer fra Shanghai med 120 medarbejdere, samt et salgsselskab, som langsomt begyndte at få gang i omsætningen. Det projekt har jo været voldsomt sårbart over for både naturkatastroferne og valutasvingningerne."
"Lige så i Rusland, hvor vi rundede 100 millioner kroner i omsætning, åbnede et servicecenter og hvor tingene udviklede sig fornuftigt indtil august måned, hvor rublen røg i gulvet."

Vækstkrise
Og så er vi nået frem til begrundelsen for, at Grundfoss fyrede 160 medarbejdere i maj og 275 medarbejdere i oktober:
"I 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne oplevede fjernøsten en vækst på 20-30 procent. Nu er væksten dalet til mellem 2 og 5 procent. Med andre ord, bliver forventningerne om vækst på de asiatiske og det russiske marked ikke indfriet, og det ruller tilbage til Vesten," siger Kim Klastrup - og ridser tilbageslaget op i punktform:
De europæiske eksportvirksomheder sælger mindre, konkurrencen på de nære markeder bliver skærpet. Det får konsekvenser for underleverandører. Bankerne bliver mere forsigtige med udlån. Større byggeprojekter bliver sat på ventelisten...
"Vi kan mærke en større tilbageholdenhed med at sætte store investeringsprojekter igang, for eksempel shoppingcentre med masser af vand- og varmesystemer."
"Samlet betyder det, at Grundfos ikke får den vækst, som vi havde budgetteret med og tilrettelagt produktion og lagre efter."
Og altså derfor heller ikke brug for det planlagte antal medarbejdere.

Vægten er tippet
Forudsætningen for at antallet af Grundfos-arbejdspladser er vokset i Danmark har været virksomhedens ekspansion i udlandet, understreger informationsdirektøren:
"Indtil 1996 fulgtes ansættelserne næsten parallelt; for hver arbejdsplads, der blev oprettet i udlandet, blev der oprettet en i Danmark."
"Nu er vægten tippet. Der er flere ansatte i udlandet. Efter denne afskedsrunde er vi nede på 4.225 medarbejdere i Danmark ud af et samlet antal på 10.100."
Udviklingen er et led i et større grad af international arbejdsdeling. Fremover skal især den videnstunge del af pumpeproduktionen, forskningen og udviklingen, foregå i Bjerringbro, lige som hovedsædet skal blive liggende her:
"Vi kan ikke flytte virksomheden til Brasilien; kernen skal forblive intakt for at bevare virksomhedskulturen."
Samtidig skal en større del af produktion og samlinger af pumper foregå lokalt rundt om i verden:
"Med arbejdslønninger på op til 115 kroner i timen, kan vi ikke levere pumper til Indien, hvor en faglært koster fire kroner i timen."
"Vi lægger produktionen, hvor det er mest rationelt og billigst. Leveringstiden bliver også et stadigt vigtigere konkurrenceparameter. Det kan i sig selv være et købsargument, at pumpen kan være fremme i løbet af 48 timer. I visse situationer - hvis en undergrundsbane pludselig bliver oversvømmet, eller der sker noget andet, som truer mennesker eller værdier - er det langt vigtigere end prisen."
"Men hvis vi kan opretholde en beskæftigelse i Danmark på omkring 4.500, synes vi også, at vi har gjort en rimelig indsats," siger Kim Klastrup.

*Dette er den anden artikel i en serie om Grundfos i Bjerringbro. Den første blev bragt 17. oktober. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her