Læsetid: 6 min.

Palæstinensisk stat til forhandling

15. oktober 1998

Forsøg i Washington på at genoptø fredsforhandlinger i Israel spås gode chancer hos palæstinensiske ledere. Men meget afhænger af, om Sharon er blevet udenrigsminister for at knuse eller konstruere en fredsaftale

JERUSALEM - "Clinton skal vise, at han stadig kan regere. Netanyahu skal bevise, at det er de andre, der ikke vil have fred. Arafat skal vise palæstinenserne, at han kan skaffe resultater via forhandlinger. Alle tre har brug for en succesrig udgang af forhandlingerne i Wye. Jeg tror på succesen".
Den fremtrædende palæstinensiske talsmand Faisal Husseini er optimist forud for dagens forhandlinger mellem de tre parter i Washington.
Onsdag sendte både Bill Clinton og Israels ministerpræsident Daniel Netanyahu lignende optimistiske meldinger.
Men uden for de luftkølede lederes lokaler er stemningen opkogt.
En meningsmåling blandt palæstinensere peger den forkerte vej på tre vigtige områder: Opbakningen til væbnet kamp mod Israel vokser støt sammen med overbevisningen om, at man aldrig får fred med landet.
Samtidig er palæstinensernes leder Yassir Arafats popularitet faldet til det laveste i mange år; kun 44 procent af palæstinenserne bakker idag op om deres præsident. "For hver dag der går, falder troværdigheden for de palæstinensere, der går ind for fredsforhandlingerne", siger Husseini.
Torsdag eftermiddag amerikansk tid mødes de tre i Det Hvide Hus. Derefter flyttes forhandlingerne med deltagelse af delegationer til konferencecenteret Wye Plantation i det østlige Maryland.
På papiret er succesen hjemme. I slutningen af sidste måned bekræftede Netanyahu skriftligt til både Clinton og Arafat, at han er parat til at afgive myndigheden over 13 procent af den besatte Vestbred til det palæstinensiske hjemmestyre.
Arafat har desuden accepteret, at israelsk militær fortsat skal patruljere tre af disse procenter som et såkaldt "naturreservat" - angiveligt et synonym for forbindelsesveje- og zoner mellem jødiske bosættelser i det palæstinensiske område.
Kilder i Israel giver desuden udtryk for, at parterne allerede har haft landkortene fremme og trukket de nødvendige streger for hvilket territorium, der afgives.

Stor mulighed for fiasko
Reelt er der imidlertid stor mulighed for fiasko, fordi mødet sandsynligvis vil komme til at handle om meget mere end blot denne territorieafgivelse.
Teknisk set betegnes aftalen om territorieafgivelsen ifølge Oslo-fredsaftalen som "Tilbagetrækning nr. 2".
Oslo-aftalen er en vedtaget skitse til en tretrinsudvikling, hvor første troppetilbagetrækning, Israels anerkendelse af PLO, oprettelsen af selvstyreområderne og af en væbnet palæstinensisk politistyrke var hovedpunkterne i trin ét.
Trin to, herunder tilbagetrækning nr. 2 skulle have været gennemført allerede sidste år. Men inden man kom dertil blev ministerpræsident Yitshak Rabin myrdet af en israelsk højreekstremist og den langt mere konservative Netanyahu valgt som statsleder.
Under hans ledelse er forhandlingerne om den anden tilbagetrækning blevet udskudt lige til nu.
Tredje fase skulle have været den såkaldte "endelige aftale" om resten af det palæstinensiske område samt selvstyrets fremtid - heri ulmede det for israelerne mest betændte emne: En palæstinensisk stat. Det hele skulle afsluttes i løbet af fem år, det vil sige før den 4. maj 1999.
"Og efter det tidspunkt er vi palæstinensere fuldstændigt frit stillet til at gøre som vi vil", siger Husseini. "Traktatligt set er vi uden bindinger. Vi kan oprette en hær, vi kan importere våben, vi kan erklære den palæstinensiske stat for oprettet".
Det sidste er netop, hvad Arafat har erklæret hvad han vil gøre den 4. maj næste år, uanset om forhandlingerne er ført til den foreskrevne "endelige aftale".

Sidste chance før maj
Den liberale israelske avis Ha'aretz skrev i går, at hovedemnet for Wye-forhandlingerne netop er et forsøg på at undgå en sådan situation, der givet vil øge spændingen i Israel.
"Netanyahu har truet med bål og brand, hvis Arafat ensidigt erklærer staten for oprettet. Jeg er overbevist om, at der vil blive tale om en voldsom israelsk reaktion", siger Riad Malki, der opfattes som en uofficiel talsmand for de mest radikale tilhængere af Oslo-processen.
Malki var en fremtrædende leder af det blodige oprør, intifadaen, der tvang Israel til forhandlingsbordet, og det har bragt ham tæt på diskussionerne i ledelsen omkring Arafat.
"Wye-forhandlingerne er derfor sidste chance for at undgå en eksplosion til maj næste år", siger Malki.
Han forventer derfor - akkurat som Ha'aretz' kilder blandt amerikanske embedsmænd - at USA ønsker, at hovedresultatet i Wye bliver en handel, hvor Arafat accepterer at udskyde sin selvstændighedserklæring i to-tre år, til gengæld for en officiel israelsk erklæring om, at den vil acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Netanyahu og hans nyudnævnte udenrigsminister Ariel Sharon har trukket deres front uhyre skarpt op før forhandlingerne. De afviser, at Wye-mødet kan føre til en aftale om anden tilbagetrækning før forhandlingerne om en "endelig aftale" er indledt. De ved, at Arafat tidligere har afvist dette, hvad han gentog i går.

Skruer bissen på
Forud for sin afrejse til Washington via et besøg i går hos Jordans kong Hussein, søgte Netanyahu tirsdag efter mandat i parlamentet til sine forhandlinger.
Debatten blev refereret i onsdagsaviserne - sammen med ni nye ultimative krav til palæstinenserne. Det er en sammenfatning af tidligere krav (palæstinensisk undertrykkelse af terror, palæstinensiske sikkerhedsgarantier til Israel) som Arafats selvstyre umuligt kan efterkomme, så længe det ikke har fuld myndighed over palæstinensisk territorium, plus en række krav om opfyldelse af tidligere aftaler (reduktion af det palæstinensiske politi fra 36.000 mand til de aftalte 25-30.000, konfiskation af illegale våben) til et umuligt krav om, at Israel alene skal afgøre omfanget af den tredje og sidste tilbagetrækning.
Mordet tirsdag på en ung badende israeler i en sø syd for Jerusalem og kvæstelsen af hans kammerat fik desuden Netanyahu til at skrue bissen endnu mere på med en kommentar om, at dette gjorde, "at der ikke var mulighed for en aftale nu".

En forgræmmet kartoffel
Meget tyder på, at disse udtalelser og krav er beregnet på at berolige hans højrefløj - for allerede mens israelerne læste referaterne af dette i deres onsdagsavis sammen med de ni krav, så anslog både Netanyahu og udenrigsminister Sharon på besøg i Jordan langt mere optimistiske toner, der blev gentaget fra deres fly på vej til Washington: "Vi tror absolut, at forhandlingerne kan lykkes", sagde Netanyahu, og Sharon tilføjede, at "freden kan lykkes, den er inden for rækkevidde - men det vil tage tid".
Jokeren i forhandlingerne vejer cirka 120 kilo, har et ansigt som en forgræmmet kartoffel og har ophidset stort set alle fløje i Israel: Udenrigsminister Sharon.
Netanyahu har udtrykkeligt udnævnt ham til at være manden, der gennemfører forhandlingerne om "den endelige aftale" med Israel om palæstinensernes fremtid.
Han har tidligere erklæret, at en palæstinensisk stat allerede er under oprettelse, og at forhandlinger derfor reelt skal handle om at definere dens territorium og magtbeføjelser.
Hans udnævnelse har skabt raseri blandt den palæstinensiske befolkning:
"Hvad er det for et signal at sende til os", siger PLO's forhandlingsleder, "at udnævne til forhandlingsleder en mand, der kalder Arafat en massemorder og har gentaget, at han ikke vil give ham hånden".

Gåden Sharon
Andre palæstinensere - herunder både Husseini og Malki - er mere forsigtige og siger, at udnævnelsen af høgen Sharon enten kan betyde, at Netanyahu vil sætte forhandlingerne i stå uden selv at kunne få skylde for det, eller at Sharon skal holde højrefløjen inde i Netanyahus regering, når den indgår en aftale med PLO.
Sfinxen Sharon skærpede gåden om hans rolle ved at erklære i tirsdagens parlamentsdebat, at han ville stemme imod en "anden tilbagetrækning" fra 13 procent af de besatte områder - netop som han og Netanyahu fik mandat til at gennemføre dette.
Ron Pundik, en af de tre arkitekter bag Osloaftalen siger til Information, at han er "begrænset optimist. Sharon vil sikkert kunne give større indrømmelser end Netanyahu er parat til - for som høg står Sharon meget stærkere. Men jeg tvivler på, at han nogen sinde vil gå langt nok til at kunne lave en aftale, der er acceptabel for palæstinenserne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu