Læsetid: 6 min.

Pavens runde dag

17. oktober 1998

Intermetzo
I disse dage fylder paven som sådan 20 år. Den 16. oktober 1978 valgte Konklavet, kardinalforsamlingen i det aflåsede værelse (clave = nøgle) i Vatikanet, hvor røgen som bekendt skal bølge sort, før den bliver hvid, den polske konservative kardinal Karol Wojtula til ny pave efter Johannes Paul I, Albino Luciani, kaldet Septemberpaven, fordi han kun holdt en måned. Johannes Paul I var ellers et godt bud på nyskabelser inden for branchen. Hans andet tilnavn var: Den Smilende Pave, fordi han altid grinede over hele femøren og ikke brød sig en kæft om de opstyltede ceremonier, der normalt forbindes med paveriet. Således nægtede denne ligefremme, men vistnok højtbegavede mand, der blandt andet udgav en særpræget bog, Illustrissimi, hvori han skrev dybsindige breve til fiktive personer, som f.eks. Pinocchio, at lade sig tiarakrone.
Folk kunne lide at høre på ham, og sorgen skal have været oprigtig, da de en måneds tid efter ophøjelsen fandt ham død i sin seng. Nogle mente at han måtte være myrdet af de sureste af kardinalerne, men det er der vist ikke noget der tyder på. Han var bare død, hvad der jo kan ske for de bedste. Efterfølgeren Johannes Paul II, der ifølge kendere er en af de akademisk bedst udrustede, som den katolske kirke har sendt til tops - dobbeltdoktor i filosofi og teologi - er den første ikke-italienske pave siden 1523. Man siger, at den eller de kardinaler der træder ind i Konklavet som pave, forlader det igen som kardinal. Dermed sigtes til at kardinalforsamlingen er kendt for at overraske i deres endelige valg. Med andre ord er det ikke nødvendigvis en fordel at være favoritter, Papabili, såfremt man har ambitioner om at erobre tiaraen. Men det gjaldt altså ikke for Wojtula, der trods sin fremmede herkomst var en slags favorit.
I modpaveperioderne trængte andre nationaliteter end de italienske sig på. I årene hvor paverne boede i Avignon 1309-77 var paverne meget passende franske, så de kunne klare sig på sproget, som jo er meget svært. I den periode blomstrede Avignon op, som aldrig før - og først siden da masseturismen kom til og trampede byen flad som en fregne. Blandt andet fordi folk gerne ville se, hvordan paverne dengang i de glade dage boede i sus og dus i Palais des Papes, mens byen voksede og voksede.
Pavedømmets betydning viste sig ved prostitutionen i Avignon, samt handelshusenes - ikke mindst de italienske bystaters af slagsen - pludselige interesse for byen. En købmand som Francesco di Marco Datini i Prado en smule nord for Firenze, hvis regnskaber og breve blev fundet i store mængder, og hvis forhold anskueliggør mangt og meget om handelsforholdene i italiensk renæssance, er også pavemæssigt set typisk for tiden, idet han tjente en grundlæggende formue for sit eget handelshus ved at eksportere våben i store mængder til Avignon-pavernes bander af krigsknægte - eller capo'er.

Men tilbage til de tider da paven sidste gang inden Wojtula var noget andet end italiener og hed Adrian Lorensz og var fra Utrecht under pavebetegnelsen Adrian VI - praktisk med samme navn så han ikke behøvede at sy sine monogrammer i underbukserne om. Adrian besad Skt. Peters trone fra august 1522 til sept. 1523. Denne sølle tid, der således var ham afmålt, dækker over en tragedie, ihvertfald set fra den daværende il Papas synspunkt. Nu var Adrian på forhånd ikke hr. Hvemsomhelst, som paverne ofte ikke er og havde en fortid, som de fleste paver unægtelig også har.
Adrian var oprindeligt i sine unge år i sin egenskab af teologisk professor med et ganske pænt ry for lærdom og pædagogiske evner lærer for den senere kejser Karl V. Takket være denne intime forbindelse med kejserhuset blev professor Lorensz af kejser Maximilian sat til at bestyre Spanien, hvilken opgave han i det mindste overlevede, men faktisk også løste med politisk tæft. Dertil kom, hvilket skulle vise sig skæbnesvangert, at Adrian også påtog sig hvervet som inkvisitor for landskaberne Navarra, Kastillien og Leon. Alene ordet inkvisition - og ikke mindst den i Spanien - kunne få stærke folk til at bryde sammen og tilstå hvad som helst. Det gjorde så Roms befolkning, brød sammen, da Adrian i og for sig meget naturligt som den bedst kvalificerede for hånden blev genstand for den hvide røgs opstigen efter Leo X's død. Politisk logisk, eftersom Leo X, med det ikke uvæsentlige civile navn Giovanni de Medici, oven i købet efter råd af ingen ringere end Nicolo Machiavelli, der i de tider var i færd med at skrive sit udødelige mesterværk, Fyrsten, om magtens væsen, totalt undervurderede en oprørsk germansk munk ved navn Martin Luther, der boltrede sig oppe nordpå, og hvis rastløse og selvbevidste foretagsomhed unægtelig fik følger. Men Leo X var mere til skæg og ballade end strategiske teologiske og andre kirkelige reformer. "Lad os glæde os i fulde drag over det hellige pavedømme, som Gud har investeret i vor varetægt," som hans valgsprog temmelig selvafslørende lyder.

Kunstnere og andet godtfolk havde det fedt under Leo, der også selv havde det fedt, som det også tydeligt fremgår af den tegning Sebastino del Piombo formodes at have kreeret af tyksakken, hvis øjne er ved at rulle ud af hovedet på grund af det indre pres fra mad og drikke. Da Leo endelig stillede sutterne, var reformer med andre ord mere end påkrævede.
Adrian var i og for sig selvskrevet til at føre de nødvendige ændringer af katolsk praksis som for eksempel den bizarre afladshandel igennem, hvilket vel stadig kunne have afsvækket eller ligefrem standset fremdriften i Luthers reformbevægelse og betydet, at nordeuropæisk kirkegang i dag havde været mere festlig, farverig, fornøjelig og musikalsk. Men kardinalerne, de forædte pampere, hvoraf der var kommet adskilligt flere til, fordi Leo også havde solgt adskillige kardinalembeder for at få flere penge til mad og kunst, kardinalerne skulle ikke nyde noget af nogen forandringer, fy faen, og indledte en ondsindet hviskekampagne mod utrechteren.
Dén slog straks an, fordi romerne som antydet ikke var begejstrede. En nidkær inkvisitor var ikke just sagen for de fribårne indbyggere i evighedsstaden. "En barbar for norden," som de åbenhjertigt kaldte deres nye pave. Han, var de overbeviste om, havde ikke sans for livets sande goder. Og den formodning bestyrkedes de til fulde i, da Adrian - temmelig idiotisk iøvrigt - afviste enhver yderligere støtte til de skønne kunster.

Eftersom Leo forgænger havde kostet byen formuer, og Kuriens kasse var tom, skulle man måske synes, at romerne skulle have stukket piben ind. Men nej, de ville hellere have kunst på væggene end Adrians kedsommelige forsøg på at opføre sig økonomisk ansvarligt. Hvilket som bekendt også er det mest lyseslukkernedslående man kan gøre.
Da det heller ikke lykkedes Adrian, således som det var hans største politiske ambition, at samle kristenheden i en alliance mod den Høje Ports formidable hersker, Suleyman den Pragtfulde, der var i fuld sving med at udvide sit herredømme over Middelhavet og presse videre på, blev den gode (eller halvgode) pave for alvor mismodig. Kardinalernes surhed, romerne, hvis utilfredshed han i det daglige mødte ansigt til ansigter i sin egenskab af sognepræst i Lateranet, og Suleyman den Pragtfuldes fremmarch, dét var hver for sig og især tilsammen for meget på én gang.
Adrian som følte sig fjernt fra sit rationelle og fornuftprægede Utrecht lagde sig syg, dødssyg var han i virkeligheden, og efterkom hermed alle sine fjenders hedeste ønske ved at krepere i en fart. Clemens VII, endnu en Medici, Guilio de Medici, efterfulgte Adrian den Kedelige. Også Clemens er malet - til gengæld med sikkerhed - af Sebastino del Piombo. En sanselig fætter med ansatser til sorte rande under øjnene, der med garanti ikke er fremkommet af hændervridende nattevågen i bedekammeret. I begyndelsen solidt plantet lod han sig således også mindre distrahere af reformkravene end af skæg, ballade, vellevned og kunst på væggene.
Endnu engang fik Luther ganske omkostningsfrit et ordentlig pust medvind i reformationsskibets storsejl. Helt åbenbart orkede den katolske kirke ikke selv at trimme sit eget fartøj i tide, endsige tage protestanterne alvorligt.
Sådan er der så meget med de paver. Det ene ord om den ene, tager det næste om den anden. Dette var i dagens anledning blot en smagsprøve fra den papalhistoriske disciplin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu