Arne Sejrs borgerligt-konservativt dominerede 'Firmaet' og det socialdemokratiske AIC havde en fælles fjende i kommunisterne, som det kit, der bandt de to politiske modstandere sammen - og dermed fungerede de tre E-tjenester i praksis som én
Det skete i sommeren 1997. Da Bill Clinton var i København i 20 timer den 11.-12. juli. Helt præcist under den amerikanske præsidents besøg i Mindelunden i Ryvangen. Endnu levende udvalgte veteraner fra Modstandskampen er linet op for at modtage hurtige håndtryk fra verdens mægtigste mand i det pressede program for Danmarks-besøget. Så standser han op foran en enkelt lille tyk mand og giver sig til at samtale med ham. Tv-kameraerne fanger situationen, før Clinton derefter skridter resten af veteranfronten af. Hurtigt.
Tilfældigt var det næppe, at USA's præsident denne julidag i Ryvangen standsede op og indledte en samtale med netop denne mand. For manden var en af modstandskampens pionerer og helte, grundlæggeren af Studenternes Efterretningstjeneste med det imponerende og forpligtende navn Arne Sejr.
En mand der også efter 1945 fortsatte sine aktiviteter, nu rettet mod verdenskommunismen i lille Danmark, da Koldkrigen for alvor satte ind fra 1948. Og hans indsats var kendt og skattet i USA fra 1950'erne på grund af hans rapporter om situationen i Danmark, især i Langley - CIA's hovedkvarter, hvor man godt kendte 'Arne' med det for en amerikaner svær udtalelige efternavn.
Og på USA's ambassade i København kendte man ham særdeles godt.
Derfor var præsident Clinton uden tvivl briefet, da han standsede op, indledte en kort samtale med netop Sejr den julidag i Ryvangen.
For Sejr var en nøgleperson i koldkrigstidens usynlige og ublodige kamp om sjæle på det politiske marked. Med lovlige og mindre lovlige midler. De sidste var Sejr og folkene i hans organisation eksperter i fra slutningen af 1940'erne.
Med accept fra toppolitikere og ministre i både Socialdemokratiet og de borgerlige VK-partier, med økonomisk støtte fra dele af det store erhvervsliv og dets organisationer, i samarbejde med de officielle efterretningstjenester, især forsvarets, Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) og den amerikanske ambassades stab, dvs. Labor-attachéen og lokale CIA-agenter.
I to perioder var Grant Olson henholdsvis næstkommanderende og CIA- stationschef i København. I et tv-interview med ham, der blev bragt torsdag i sidste uge på DR2, fortalte han om sit forhold til Sejr, 'Firmaet' og dets folk. De var "på hjemmebane" og meget mere inde i danske forhold end CIA. Derfor holdt CIA sig tilbage.
Sejrs organisation - 'Firmaet' som det blev kaldt, The Company hos amerikanerne i CIA - udførte tre typer af aktivitet:
nOplysning/propaganda via legale organisationer som Frihed og Folkestyre, Atlantsammenslutningen, Selskabet for kulturel Frihed og andre samt bøger, pjecer og nyhedsbreve med antikommunistisk indhold.
nI gråzonen desuden desinformation blandt kommunister og 'medløbere' via såkaldte sorte breve til DKP-medlemmer med en blanding af korrekte og fejlagtige oplysninger. Hensigten var at skabe forvirring og splittelse i partiet.
n'Sorte operationer', dvs. operationer, der lå i det grå område mellem lovligt og ulovligt eller som var direkte ulovlige.
Hertil kom systematisk uddannelse og træning af folk til forskellige funktioner og operationer.
De officielle tjenester måtte helst have private, uofficielle organisationer til at ordne den slags ting, der kunne give bæ på fingrene.
Den mest kendte sorte operation var Sejr-gruppens aflytning af DKP-folketingsmand Alfred Jensens og hans kone Ragnhild Andersens lejlighed i Vestersøgade 78 i København. Den stod på fra i hvert fald 1955 og op gennem1960'erne, hvor PET formentlig har overtaget den. Den aflytning medvirkede stærkt til splittelsen i DKP og Aksels Larsens eksklusion i efteråret 1958, fordi dens resultater - beretninger fra inderkredsen i DKP's centralkomité - løbende blev offetliggjort her i Information.
Arne Sejrs Firmaet var fra slutningen af 1940'erne det centrale organ i dette netværk af officielle og uofficielle efterretningsorganer, der holdt øje med den indre politiske udvikling i Danmark under Den kolde Krig og det barske politiske klima.
Det gjaldt ikke kun folk på den yderste venstrefløj, men også 'upålidelige' socialdemokrater og borgerlige.
Uden kendskab til eksistensen af dette netværk, dets indbyrdes samarbejde og dets aktiviteter - de hvide, de grå og de sorte - er det vanskeligt at forstå den nuværende alt for snævre diskussion om PET's aktiviteter efter 1968. Baggrunden og linierne bagud i tid er nødvendig.
Det var den danske efterretningstjenestes indsats under Anden Verdenskrig - ikke den samlede danske modstandskamp - der i 1945 af de allierede blev kaldt second to none. I denne tjeneste samarbejde både militære og civilister.
Fra dette samarbejde under krigen kendte den intellektuelt begavede kommandør Poul Adam Mørch og den tidligere historiestuderende, senere journalist og forretningsmand Arne Sejr hinanden. Begge var stærkt nationale og antikommunister.
Da Koldkrigen starter i 1947-48 kaster den tidligere stud. mag. Sejr sig over studier på det nye område "psykologisk krigsførelse" og producerer en mindre afhandling herom.
Nu mobiliserer Sejr sit gamle netværk af civile efterretningsfolk og aktivister. Det sker efter aftale med Mørch og i forståelse med fremtrædende politikere, der direkte opfordrer ham til at tage opgaven op på dette nye område.
Derefter rejses der diskret penge i det store erhvervsliv til Sejrs arbejde. Det sker bl.a. i Dansk Arbejdsgiverforening, Industrirådet, hos store virksomheder som Carlsberg og Tuborg, Danfoss, De Danske Sukkerfabrikker, F. L. Smidth og de tre københavnske storbanker Landmandsbanken (nu Den Danske Bank), Handelsbanken (nu fusioneret ind i Den Danske) og Privatbanken (nu fusioneret ind i Unibank).
Rekruttering af nye yngre folk sker primært blandt ungkonservative, især i den konservativt dominerede Studenterforeningen med den store bygning på H.C. Andersens Boulevard.
Når det gik relativt let at opbygge organisationen og at finansiere dens aktiviteter, skyldtes det to forhold. Det ene var skærpelsen af Koldkrigen og det psykologiske klima, der var skabt med trusselsbilledet fra Sovjet med kuppet i Tjekkoslovakiet 1947 og den såkaldte Påskekrise i 1948.
Det andet forhold var den allerede nævnte opbakning fra politikere, Arbejdernes Informations Central (AIC) og en række indflydelsesrige personer i datidens danske samfund.
Gennem professor Erik Husfeldt, medlem af Frihedsrådet, formand for Selskabet for kulturel Frihed og Informations repræsentantskab, fik Sejr - ifølge den efterfølgende beretning fra Tage Nielsen, én af hans operationsledere - kontakt med finansminister (og senere statsminister) H.C. Hansen, forsvarsminister Rasmus Hansen (kaldet Rasmus Jet) og andre ledende socialdemokrater, blandt dem den senere overborgmester i København Urban Hansen, leder af AIC, den nyligt oprettede organisation til bekæmpelse og registrering af kommunistisk indflydelse på arbejdspladserne. De bakkede op om Sejrs tanker og lovede økonomiske støtte til den oranisation, der blev til 'Firmaet'.
Det gjaldt ifølge samme operationsleders beretning også ledende borgerlige politikere som den konservative Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller, Venstre-folk som senere statsminister Erik Eriksen og den senere forsvarsminister Harald Petersen samt nogle unavngivne militærpersoner. Således havde 'Firmaet' fra starten bred politisk støtte - uformelt. Og også en uformel alliance med AIC.
AIC havde allerede i 1947 udsendt spørgeskemaer til de socialdemokratiske redaktører for at få oplyst omfanget af kommunisternes virksomhed og antal. Med Urban Hansens ansættelse som leder netop i 1947 blev AIC rigtig effektiv.
Allerede i februar 1949 kunne en rapport i CIA's hovedkvarter i USA anføre, at af det danske kommunistpartis 40.000 medlemmer lå de 3.000 inde med våben. I samme rapport anførtes desuden, at arkiverne i De samvirkende Fagforbund (i dag LO) over DKP-medlemmer viste, at disse udgjorde seks procent af samtlige DsF-medlemmer. De samvirkende Fagforbund søgte i øvrigt, "in cooperation with military authorities" at overvåge kommunisterne i fagbevægelsen. Hermed menes formentlig det begyndende samarbejde mellem AIC, FET og Arne sejrs 'Firmaet'
Forholdet er fremdraget af historikeren, lektor, dr. phil. Poul Villaume i hans disputats Allieret med forbehold. Villaume har haft adgang til amerikanske arkiver.
De lokale socialdemokratiske partiformænd fik i 1954 en skrivelse fra AIC, underskrevet af statsminister Hans Hedtoft med opfordring til at meddele, om der på medsendte lister over modstandere af vesttysk genoprustning var socialdemokratiske partimedlemmer. Desuden blev der opfordret til at give oplysning om det politiske tilhørsforhold på de øvrige ikke-socialdemokratiske navne på de medsendte lister.
Det borgerligt-konservativt dominerede 'Firmaet' og det socialdemokratiske AIC havde en fælles fjende i kommunisterne. Det blev det fælles kit, der samlede to politiske hovedmodstandere i den danske indenrigspolitik. 'Firmaet' og AIC blev to koordinerende søjler i hele det danske efterretningssystem fra slutningen af 1940'erne til op i 1960'erne og delvis også forbindelsen til CIA.
I begyndelsen af 1950erne forhandledes der mellem 'Firmaet' og AIC om etableringen af et mere formelt kontaktudvalg mellem de to organisationer.
Kontakten skulle være "en ganske uofficiel afdeling, hvor sekretærer og evt. ledere af forskellige organisationer, der arbejder med samme mål for øje på forskellige samfundsgrupper og med forskellige midler, mødes for at koordinere, effektivisere og dele opgaverne imellem sig".
Medlemmer skulle være Urban Hansen, der repræsenterede AIC, Fred og Frihed og International Trade Unions, Niels Matthiasen fra Fred og Frihed og Veteranernes Verdensforbund og AIC, Per Hækkerup (senere udenrigsminister) Europabevægelsens antikommunistiske Ungdomsorganisation og AIC, dvs. tre yngre socialdemokrater med en stor fremtid for sig.
Til dette Kontaktudvalg udpegede 'Firmaet' landsretssagfører Jens Buhl fra Selskabet for kulturel Frihed, Arne Sejr fra 'Firmaet' og Selskabet for Kulturel frihed og Fred og Frihed, og Niels Anders Türmer Larsen (fra 1959 med navneforandring til Frommelt), operationsleder i den sorte afdeling af 'Firmaet' med aflytningen af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen som vigtigste bedrift. Han fremstår i Kontaktudvalget som repræsenterende 'Firmaets' informationsafdeling. Endelig var der på papiret en kvindelig sekretær for Kontaktudvalget ved navn Marianne Lassen.
Praktisk skulle Kontaktudvalget lave aftaler om fælles kampagner, om at "organisere gennem de forbundne organisationer (politiske, kulturelle, reigiøse, faglige) om distribution" og til dette forål udpege tillidsmænd og sluttelig forelægge og diskutere problemer, der "kræver en indsats og løsning, for at finde ud af hvordan og gennem hvilke grupper problemet løses bedst med størst effektivitet."
Kontaktudvalgets formål var formuleret af Niels Türmer Larsen.
Hvor meget dette Kontaktudvalg kom til at forstærke det allerede nære samarbejde mellem AIC og 'Firmaet' er uvist. For allerede 1949-50 tilgik der desuden USA's ambassade i Danmark oplysninger om kommunistisk indflydelse på danske arbejdspladser. Da kunne AIC gennem sine 5-6.000 meddelere på landets arbejdspladser meddele, at 17 procent af medlemmerne i fagforeningernes bestyrelser i hovedstaden var kommunister og 23 procent af formændene.
I 1951 var disse procenter dalet til henholdvis 12-13 og 13 procent. Ifølge Poul Villaumes disputats Allieret med forbehold tilgik disse oplysninger "uden tvivl den amerikanske ambassade."
Denne vurdering bekræftes af den tidligere AIC-ansatte og S-borgmester i Rødovre Per Møllers generelle udsagn sidste lørdag aften i DR2's temaaften om de hemmelige tjenester. Desuden bekræftes denne formodning af den socialdemokratiske forhenværende minister Ivar Nørgaard, der i tv-nyhederne kunne berette, hvordan han under besøg i USA undrede sig: Amerikanerne havde navne i stimevis på danske kommunister.
Samarbejdet mellem AIC og Firmaet fungerede som skitseret, ligesom samarbejdet mellem AIC og PET virkede som bevidnet af tidligere PET-ansatte over for DR2. 'Firmaet' har fået oplysninger fra AIC, og AIC-folk aflagde besøg på Politigården, hvor de afleverede kuverter med navne.
Skulle der være tvivl om, hvordan AIC's oplysninger er nået til USA, så fremgår det af kommandør Mørchs arkiv og dermed af FE-arkiverne i Rigsarkivet, at Arne Sejr regelmæssigt udarbejdede mere eller mindre pålidelige rapporter til CIA.
Heri undervurderede han ikke sin egen og 'Firmaets' indsats. Disse rapporter endte i USA.
Da én af Sejrs og Mørchs gamle kolleger i E-tjenesten under krigen, direktør Ole Lippmann, i 1954 var i USA og talte med CIA-manden Shirer udtrykte denne flere gange sin anerkendelse over 'Arne' og hans arbejde.
Også selv om Sejr synes at have overdrevet betydningen af sin og 'Firmaets' virksomhed - ifølge historikeren, nu afdøde dr. phil. Wilhelm Christmas-Møllers oplysende pionerarbejde med bogen Obersten og Kommandøren fra 1995. Den handler om de militære efterretningstjenester 1945-55 og de to rivaliserende chefer, den næstkommanderende kommandør P.A. Mørch og hans chef oberst H.V. Lunding.
Christmas-Møller var fagmand i mere end én forstand. Fra 1955-68 var han deltidsansat i FE, først som løjtnant, senere som kaptajn af reserven.
Med oprettelsen og udvidelsen af 'Firmaet', med støtte og accept fra ledende borgerlige og socialdemokratiske politikere samt de nye antikommunistiske organisationer og økonomiske bidrag fra dele af det store danske erhvervsliv var det ene redskab til bekæmpelse og overvågning af den indre kommunistiske fare i Danmark etableret. 'Firmaet' havde med Sejr og Niels Türmer Larsen desuden direkte kontakt til CIA.
Med samarbejdet med det socialdemokratiske AIC fra 1948, der var med ved grundlæggelsen af 'Firmaet', og yngre socialdemokratiske politikere, var der dannet, hvad man internt i 1950'ere betegnede som "Den tredje Tjeneste" dvs. en tjeneste ved siden af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der blev dannet i 1950 ved en fusion af Marinens og Hærens efterretningstjenester med oberst Lunding som chef, og Politiets Efterretningstjeneste med skiftende chefer.
Reelt, men ikke formelt, var AIC en del af denne Tredje hemmelige Tjeneste.
Oberst Lunding var gammel rytterofficer, havde siddet isoleret i Tugthus i Tyskland i krigens sidste år, var socialdemokrat og nær ven af Hans Hedtoft. Kommandør P. A. Mørch var hans modsætning, konservativ, en intellektuel i uniform, der roede til Sverige i kajak efter 29. august 1943 og deltog resten af krigen i efterretningsarbejdet i Stockholm. Han burde efter egen - og andres mening - have siddet i Lundings stol.
To modsætninger mødtes. Det modsætningsforhold kom til at præge samarbejdet i FE, til Mørch tog sin afsked før tid i 1963.
Vigtigst var det, at Mørch holdt 'Firmaets' og Arne Sejrs sorte operationer hemmelige for Lunding som chef, dvs. operationer, som Mørch havde godkendt, formentlig med stiltiende accept fra øverste socialdemokratiske sted.
Blandt de sorte operationer - ud over den siden 1947 ulovlige registrering af personers lovlige politiske virksomhed - var først og fremmest den ulovlige aflytning af Alfred Jensens og Ragnhild Andersens lejlighed, der blev oprullet her i bladet i januar-februar 1976. Den blev ledet af Niels Türmer Larsen (senere Frommelt).
Det var den sorte operation, som bl.a. den unge Kjeld Olesen blev hyret til at medvirke i 1955-56 af Arne Sejr personlig formedelst 500 kr. om måneden, dvs. en pæn arbejderløn, plus et tavshedsløfte. Som student kunne man dengang klare dagen og vejen for 300 kr. om måneden på et lejet værelse.
Unge Olesen var uddannet shipping-mand i Rederiet J. Lauritzen, hvor den farverige skibsreder Knud Lauritzen var ivrig NATO-tilhænger og så inkarneret læser af Information, at han betalte sine JL-medarbejderes abonnement på bladet. Kjeld Olesen blev i 1956 sekretær for Urban Hansen og senere medlem af AIC's bestyrelse.
Efter den vellykkede gennemførelse af Alfred Jensen-aflytningen med offentligørelse i Information, sprængningen af DKP og den næppe forudsete succesfulde dannelse af SF i 1959-60 holdt Arne Sejr og Mørch fortsat operationen hemmelig. Også for FE-chefen oberst Lunding.
Han fik først underretning om den i 1963, blev rasende og iværksatte en undersøgelse med afhøring af Mørch og Sejr. Den endte med et noget tvetydigt notat af 15. november 1963. Heri påtog Mørch sig ansvaret for operationen, men benægtede at han havde et nærmere kendskab til den, selv om han havde drøftet den med Sejr. I øvrigt hed det i dette notat, der i dag ligger i FETs arkiv, at "Arne Sejrs informationstjeneste var legaliseret, aftalt med og godkendt af ledende politikere."
Samme år gik P. A. Mørch på pension på grund af alder - 65 år gammel.
Med kommandør Mørchs pensionering i 1963 og Lundings opdagelse af 'Firmaet' sorte operationer standsede grundlaget for dets fortsatte vigtige rolle i samarbejde med FET. Gradvist indkrænkedes dets aktviteter, ligesom det blev vanskeligere at rejse penge hos det store erhvervsliv. Men aflytningen af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen fortsatte op gennem 1960'erne, formentlig nu overtaget af PET. Men det var spild af tid og ressourcer. Den efterretningsmæssige værdi var ringe.
På samme måde blev AIC's indsats svækket. Truslen kom nu ikke længere alene fra de stærkt svækkede kommunister. Men fra en langt bredere og mere talstærk venstrefløj bestående af langt flere og mere talstærke formelle og uformelle grupperinger. De var vanskelige at overskue. Blandt partierne kom 'overvågningsfeltet' nu til at strække sig fra dele af Socialdemokratiet og Radikale, til DKP, SF og senere VS, til KAP'er, SAP'er, IS'ere m.v.
Blandt grupperingerne omfattede 'overvågningsfeltet' nu Kampagnen mod Atomvåben fra 1960, Vietnam-bevægelsen med dens til tider voldsomme protester og demonstrationer mod USA's krigsførelse, modstanden mod Fællesmarkedet og indførelse af Atomkraft, diverse tidsskrifter og støttegrupper til en række nationale befrielsesfronter i Den Tredje Verden. Dertil kom hele studenter- og ungdomsoprøret fra 1968 med afsløringen af lyttecentralen i Kejsergade i 1969 og diverse tidsskrifter. Det var aktiviteter, der fik tilslutning langt ind i traditionelt socialdemokratiske og borgerlige kredse.
Det var blevet uoverskueligt at holde styr på for private organisationer som Den tredje Tjeneste, Firmaet og AIC. Derfor var der logik i, at AIC som organisation blev aflivet i 1972-73, selv om LO og Socialdemokratiet stadig udførte nogle af den gamle organisations funktioner. Det var ikke let at være i Den hemmelige tredje E-tjeneste.
I de officielle E- tjenester skete der samtidig et generationsskifte, især i Forsvarets. De professionelle gamle rotter fra Besættelsestidens borgerlige del af Modstandsbevægelsen døde efterhånden eller stod af på anden måde. Deres efterfølgere fik mere at lave. De havde ikke altid samme kvalitet og deres arbejdsfelt var bredere og mere kompliceret.
Derfor så man fra slutningen af 60'erne og fremefter forskellige eksempler på fejltrin og afsløringer af de hemmelige tjenesters aktiviteter. Fra Kasper Neergaards og Ekstra Bladets driven gæk med amatørerne i PET til koksene hos de ellers så professionelle i Forsvarets E-tjeneste nede i Elefantstok i Kastellet. Eksempler på svigtende professionalisme her er sagen omkring Hans Hetler og Ulrich Schmidt, eller de to danske officerer, der blev taget med bukserne nede på spiontogt i Polen.
I 1972-73 havde PET og FET havde for alvor taget over - på godt og ondt. De to oficielle E-tjenester havde tilsyneladende også overtaget nogle af de 'sorte operationer', der tidligere var udført af AIC og 'Firmaet'. Den tredje hemmelige Tjenestes tid var forbi.
Men den havde udført sin rolle. De opnåede resultater var - med kommandør Mørchs ord "af politisk karakter" og "havde meget stor betydning for det psykologiske forsvar."
Med god grund standsede præsident Clinton op ved veteranen Arne Sejr i Mindelunden i juli 1997.
*Kurt Jacobsen er historiker og dr.phil. på en afhandling om Aksel Larsen.
Ole Lange er historiker, dr.phil og mangeårig medarbejder ved Information.
Begge er lektorer på Handelshøjskolen i København
