Læsetid: 2 min.

PET-kulegravning udvides

31. oktober 1998

Justitsminister Frank Jensen (S) har besluttet, at PET-undersøgelsen skal omfatte perioden fra 1947 op til i dag. Det sker efter Informations afsløring af, at PET allerede i 1947 havde forbud mod at registrere lovlig politisk virksomhed

Justitsminister Frank Jensen (S) indrømmer nu, at det første udspil til en kulegravning af Politiets Efterretningstjeneste er mangelfuldt. Derfor vil han nu udvide undersøgelsen af PET's overvågning af lovlig politisk virksomhed til hele efterkrigsperioden.
Frank Jensens beslutning kommer efter, at Information i de seneste dage har kunnet afsløre, at justitsminister Aage Jensen (V) allerede i 1947 udstedte et klart forbud mod registrering af lovlig politisk virksomhed.
En historisk kendsgerning, som Frank Jensen ikke var bekendt med.
"Det var først i dag, da jeg spurgte mine embedsmænd om, hvad Elmquist-cirkulæret betyder for fortolkningen af 1968-erklæringen, at vi gik i gang. Men de kunne heller ikke se en forklaring," siger justitsminister Frank Jensen til TV-avisen.

Historieløst forslag
Justitsministeriets embedsmænd havde ganske enkelt ikke lavet deres historiske hjemmearbejde, før lovforslaget blev fremlagt for Folketinget, og Frank Jensen må derfor nu ændre sit stærkt kritiserede lovforslag.
Ministeriets jurister kan ikke længere finde holdbare argumenter for, at kulegravningen af PET skal begrænses til perioden efter 1968, som det oprindelige lovforslag lagde op til.
Oppositionen stiller sig imidlertid ikke tilfreds med ministerens beslutning om at udvide kulegravningen af PET: "Det er fint, at vi nu får en historisk undersøgelse. Det har SF også krævet. Men det betyder ikke, at det nuværende lovforslag kan accepteres," siger SF's formand Holger K. Nielsen.
Heller ikke Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, er tilfreds.
"Det er helt usædvanligt, at en minister vil ændre et lovforslag inden Folketingets førstebehandling. Jeg tror aldrig før, det er sket," siger Birthe Rønn Hornbech.

Klare retningslinier
Frank Jensens nye beslutning kommer som en reaktion på, at Information de seneste dage har påvist, at PET havde klare juridiske spilleregler for overvågningen af lovlig politisk aktivitet lang tid inden den omdiskuterede regeringserklæring fra 1968 .
Justitsminister Frank Jensen har hidtil hævdet, at PET ikke havde klare spilleregler for efterretningstjenestens overvågning af lovlig politisk virksomhed før 1968.
Dét har været justitsministerens hovedargument for udelukkende at ville undersøge PET's eventuelle ulovligheder i perioden fra 1968 til 1990.
Men som refereret i Information både torsdag og fredag klargjorde både justitsminister Aage Elmquist i 1947 og justitsminister Helga Pedersen (V) i 1952 et sæt officielle retningslinier for efterretningstjenestens beføjelser over for Folketinget.

Juridisk bindende
Professor, dr.jur. Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet bekræfter, at disse udtalelser har samme juridiske vægt som erklæringen fra 1968.
"Hvis en justitsminister udtaler sig til Folketinget om, hvordan den gældende praksis er for Politiets Efterretningstjeneste, så er det selvfølgelig en udtalelse, der er at betragte som en indirekte tjenestebefaling for de underordnede embedsmænd," siger han til Information.
Justitsministeriets jurister forsøgte så sent som i forgårs over for Information at begrunde den manglende historiske research med, at ministeransvarlighedsloven ikke blev vedtaget før 1964.
Og de tidligere justitsministres udtalelser derfor havde en anden vægt. Men ministeriets jurister var tilsyndeladende på vildspor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her