Læsetid: 4 min.

Pinochet sidder i saksen

19. oktober 1998

Labour-regeringen lægger ikke skjul på sin afsky for Chiles eks-diktator. Det højner chancerne for en retssag

LONDON - Man kan høre de taktfaste råb, allerede inden man drejer væk fra den travle Marylebone Road umiddelbart syd for Regent's Park og ned ad den elegante Devonshire Place i det mondæne kvarter, hvor Londons dyre læger holder til. "We want justice", "we want justice" lyder det taktfast.
Nummer 20 er en stor rødstensbygning forsynet med glatpolerede beige sten op til første sals højde. Indgangspartiet er flankeret af to søjler. "The Clinic" står der med kønne bogstaver over døren, som var der kun én af slagsen.
Ikke så meget som fligen af et gardin rører sig, og alle vinduerne er lukket fast til. Formodentlig for at holde råbene fra de fortrinsvist chilenske demonstranter ude.
Nogle holder billeder op af Chiles mange forsvundne borgere. Andre vajer med landets flag, og nogle af børnene har malet deres ansigter i de chilenske farver.
"Jo, det er rigtigt nok. Han ligger derinde", siger en af de fire betjente, der er posteret foran indgangen, til Information. "Og dér bliver han liggende indtil videre".
"Han" er Chiles eks-diktator general Augusto Pinochet, som hviler sig efter en rygoperation. Politibetjentene er der for at passe på, at han ikke sniger sig ud, efter at to spanske dommere har forårsaget hans tilbageholdelse i London. De vil afhøre ham om mord på spanske borgere i Chile, og allerhelst have ham udleveret.
Den juridiske basis vil være den europæiske konvention om bekæmpelse af tortur, som indebærer mulighed for udlevering.

Ikke regeringens kop te
"Men dette her går langt ud over spørgsmålet om Chile", siger én af demonstranterne, Diana Gonzalez, der selv blev løsladt fra fængsel under en amnesti i 1978 og sat på et fly til Storbritannien, hvor hun har boet siden.
"Det vil få andre diktatorer til at tænke sig om en ekstra gang, før de iværksætter den slags systematiske forfølgelser, som Pinochet gjorde i Chile". Hvis det altså lykkes de spanske jurister, internationale menneskerettighedsforkæmpere og den offentlige mening at få bragt Pinochet for en dommer.
De udtalelser, der umiddelbart er faldet fra britiske politikere - selv på meget højt niveau - tyder på, at regeringen i denne sag vil leve op til løfterne om en ny, etisk udenrigspolitik og hjælpe til med at få Pinochet retsforfulgt.
Industriminister Peter Mandelson, som krediteres for at være en af de vigtigste strateger bag Labours valgsejr sidste år, lagde ikke fingrene imellem, da han blev interviewet på morgen-tv i går.
Han kaldte bl.a. Pinochet for en "brutal diktator". Ordene faldt i forbindelse med de chilenske myndigheders påstand om, at fordi Pinochet rejser på diplomatpas, nyder han immunitet.
"Tanken om at en brutal diktator som Pinochet skulle nyde diplomatisk immunitet, tror jeg er temmelig svær at sluge for de fleste mennesker her i landet", sagde Peter Mandelson.
Det britiske udenrigsministerium holder officielt fast i, at kun regerings-embedsmænd samt akkrediterede diplomater nyder immunitet. At Pinochet som senatsmedlem nyder immunitet i Chile, kommer ikke Storbritannien ved.
Tidligere har eks-diktatoren søgt om visum til Frankrig men blev afvist. Det er ikke nødvendigt for chilenere at have visum til Frankrig, men det ville have givet Pinochet status som VIP - Very Important Person - med alt hvad det indebærer af særbehandling og beskyttelse.

Thatcher-ven
Formodentlig har Pinochet troet, at Storbritannien ville behandle ham bedre. Det er trods alt sket før for den meget anglofile Pinochet.
Ifølge britiske medier har Pinochet flere gange tidligere besøgt landet og endda været til te hos tidligere premier-minister Margaret Thatcher. Hans eneste klagepunkt over briterne er efter sigende, at han ikke bliver genkendt tilstrækkeligt ofte i Londons gader.
Det tætte forhold mellem Chiles tidligere diktator og mange års konservative regering har ikke mindst sin baggrund i, at Chile ydede Storbritannien støtte under Falklandskrigen i 1982. Pinochets Chile har også været en lukrativ aftager for den britiske våbenindustri. De vennetjenester føler New Labour sig åbenbart ikke bundet af.
Rent teknisk sker der nu det, at de to spanske dommere, der har bedt om henholdsvis at få lov til at udspørge Pinochet og siden også få ham tilbageholdt, skal forhøre ham her i London. Ifølge spanske aviser vil det ske tidligt i den kommende uge, men nogle af de britiske medier hævder, at de to jurister allerede er her.
De skal også forklare deres sag i Madrid for at se, om den kan holde til, at Spanien formelt sender en anmodning om udlevering af Pinochet til de britiske myndigheder. Det skal ske inden 40 dage.
Den konservative, spanske regering er imod de to dommeres undersøgelser, og det vil vise sig, om modstanden er så stærk, at den faktisk blokerer for en anmodning om udlevering. I så fald risikerer landet international kritik.
Hvis den spanske regering rent faktisk sender en udleveringsanmodning til London, havner den i sidste ende på bordet hos indenrigsminister Jack Straw.
Under hele forløbet er premierminister Tony Blair dog blevet holdt underrettet, siger en talsmand for Downing Street. Og der er næppe tvivl om, at en sådan beslutning kræver opbakning fra højeste sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu