Læsetid: 6 min.

Platform til musikken

14. oktober 1998

Nordmændene er hittepåsomme: De laver musikalske eksperimenter i Ultima Festivalen og de kreerer radikalt nye planer til rammerne for musikken

OSLO
Det er ikke en bodega-vittighed skabt i en sen nattetime af højstemte nordmænd. Det er ganske vist, at der foreligger planer til et operahus bygget på en boreplatform. Ideen til denne radikale løsning er kommet som følge af, at de politiske fløje i Norge ikke kan blive enige om, hvor et nyt operahus skal placeres. De stridende parter vil i nærmeste fremtid blive mødt med et forslag, som ikke er et kompromis, men en idé, der må betegnes som ganske imponerende.
Komponisten og idémanden Jon Persen har gennem længere tid arbejdet med at fremskaffe materiale, der kan dokumentere, at projektet kan gennemføres. Han bakkes op af tidligere direktør for et oliefirma, Johannes Berg, der er medlem af bystyret i Oslo.

Kunst og teknologi
Det forholder sig således, at der fra Ekko-fisk-feltet skal skrottes platforme. "Det viser sig," siger Jon Persen til Information, "at disse boreplatforme, der har været brugt siden begyndelsen af 1970'erne ikke er nedbrudt eller angrebet af rust. Tanken er at flytte en af disse ind i Olsofjorden tæt ved land og ombygge platformen til et nyt operahus. Man skal huske på, at en sådan platform er fem gange så stor som Covent Garden i London. Stedet skal foruden at være operahus også være et offentligt center for videnskaben, der her kan præsentere den nyeste viden og teknologi og arbejdsmetoder inden for bl.a. olieudvinding."
Johannes Berg supplerer: "Når man ser på, hvad dygtige arkitekter og konstruktører kan udføre af kompliceret ingeniørarbejde med de avancerede boreplatforme, så er der ingen tvivl om, at det vil være muligt at skabe et meget fleksibelt sted for ny og gammel musikdramatik med mobile scener osv."
På Informations spørgsmål om hvordan publikum skal komme ud til platformen, svarer Persen, at det er et endnu uafklaret spørgsmål. Man kan bygge en hængebro, men man kan også sejle publikum ud.
Der foreligger nu oplysninger om vind- og vandforhold set i relation til en konstruktion af dette center for kunst og teknologi. Der er ingen tvivl om, at den nye skabelse i det lykkeligste tilfælde vil blive bemærket i den ganske verden. Det man kan frygte er, at norske politikere ganske enkelt ikke tør tage imod projektet af angst for at blive gjort til grin, hvis projektet skulle vise sig at blive for dyrt eller forlise af den ene eller anden grund.

Mand med meninger
Jon Persen var i weekenden ude at indvie den ny lufthavn på Gardermoen. Persen er kunstnerisk leder for Oslo Sinfonietta, der spillede ny norsk musik, som var bestilt til åbningsfestligheden. Vores egen Palle Mikkelborg med gæster var i øvrigt også med. I Danmark ville man have indforskrevet Greve Pigegarde, Københavns Drengekor, eller Tivoligarden. Man bobler af lykke ved tanken. Ny musik i Terminal 3? Utænkeligt.
Enfin, efter endt job i Gardemoen sidder Persen foran mig på cafeen og taler om sit Boreplatformprojekt. Samme Persen var med til at skabe Ultima Festivalen for ny musik, som i år løb af stabelen for ottende gang. I de første år var Persen kunstnerisk leder af festivalen. Han siger generelt om festivaler:
"De er blevet alt for forudsigelige. Det er blevet til noget med at kende rigtige mennesker. Vi så det i Warszawa til festivalen Warszawa Efteråret, hvor gamle venner skulle favoriseres. Vi ser det mange steder - det er latterligt og ikke til at holde ud."
Persen er en mand, der står ved sine meninger. I maj måned oplevede jeg ham sidde i Grieghallen i Bergen med direkte tv-udsendelse i forbindelse med overrækkelse af Edvard-prisen til komponister og tekstforfattere. Persen fik en pris for et orkesterværk, som man spillede. Efter opførelsen sagde tidligere kulturminister Kleveland fra scenen, at Persen skulle komme op og modtage prisen. I protest mod den dårlige opførelse af værket blev Persen siddende på sin plads og Kleveland måtte improvisere for åben skærm.
Man kunne ønske sig flere af Persens typer i musiklivet. Ikke bare for kolorittens skyld, men fordi det billedligt talt ville sætte ansvarlige kulturfolk ud på det yderste af stolen, hvor det nu ofte er den tilbagelænede attitude, der er fremherskende. Persen er ikke enfant terrible, han siger bare sandheden, og den er som bekendt ikke altid velkommen.

Højdepunkter
Dette års Ultima Festival var Åse Hedstrøms sidste som kunstnerisk leder. Hedstrøm er blevet direktør for Konserthuset i Stockholm, og ny leder af Ultima Festivalen er Geir Johnson, norsk komponist, skribent og aktør gennem mange år i det norske musikliv. Med det nye fuldtidsjob i Oslo må Geir Johnson opgive arbejdet med at lede Music Factory festivalen i Bergen.
Johnson fortalte engang til mig, at han havde hyret Arditti Kvartetten til at spille alle Elliott Carters strygekvartetter i Music Factory. Der var i alt fire publikummer, som havde det strålende. Rigtig god koncert. Man kan håbe på at Johnson vil videreføre sine mærkværdige opfindelser fra Bergen og give Ultima et ekstra tilskud af galskab.
Dette års Ultima havde temaet Music, Man, Machine. Med masser af spændende film, teater, opera, seminarer om teknologi og musik og selvfølgelig en række almindelige koncerter.
Hvad angår det sidste, kan man ikke komme uden om at nævne det franske Ensemble Court-Circuit, der spillede værker af Philippe Hurel, Knut Vaage og Gérard Grisey under ledelse af Pierre-André Valade.
Dette ensemble har aldrig været i Danmark, men burde komme snarest muligt. Disse musikere spillede ganske enkelt fremragende, og musikken af Hurel og Grisey kunne man tænke sig at høre mere af.

En ny tids publikum
En helt fyldt Oslo Domkirke (mere end 1.000 mennesker) oplevede projektet Nordheim Remixed, opreklameret som "Årets definitive generasjonsmøte når Arne Nordheims elektroniske musikk omarbeides live." De to mænd bag 'Bioshere' og 'Deathprod' sad ophøjet på scenen, hvorfra publikum kunne se dem sidde og trykke på enterknappen på Mac'en og ligeså på andre knapper.
Jeg er overbevist om - set fra mit ørested - at dette er årtiets mest opreklamerede anti-ting, musikalsk set så tyndt, så tyndt. Lidt ambient, lidt new age, lidt minimalisme, lidt med dyb bas i brede klangflader med de så obligatoriske vanddryp som forekommer i al elektronisk og elektroakustisk musik.
Men 1000 unge mennesker i deres sorte tøj, deres sorte hår og deres ringe hængende i alle ekstremiteter, siddende totalt disciplineret, lyttende, vegeterende - end ikke et lille host lød i den halvanden time forestillingen varede - kan man ikke afvise som uvedkommende. Disse mennesker har haft en oplevelse som ikke kan ignoreres eller bagatelliseres.
En lignende lydhørhed og disciplin kunne opleves hos unge ved andre koncerter. Min amerikanske kollega sagde, at sådan noget ikke ville forekomme i USA. I Norden opdrager vi børn og unge til at være lyttere, til at gå ind i musikken, mente kritikeren.
Ultima Festivalen handler blandt andet om at skabe nye rammer for et nyt publikum. Dette nye publikum kommer nu til den etablerede fest, og deres måde at være til stede på giver os traditionalister anledning til at gå hjem og reflektere over fænomenet. Det er dette fremtidens publikum, som skal være med til at skabe musikkens rum. Måske et af disse rum til Ultima og andre bliver på en boreplatform. Hvorfor ikke?

*Ultima Festival i Oslo 2.-10. oktober. Kunstnerisk leder: Åse Hedstrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu