Læsetid: 2 min.

Fra plus til minus på få timer

8. oktober 1998

Regeringens syv uger gamle spådom om et milliardoverskud på betalingsbalancen er vendt til underskud på 10 mia

I løbet af få timer onsdag formiddag opjusterede regeringen Danmarks forventede overskud over for udlandet med tre milliarder kroner til et minus på omkring ti milliarder kroner.
I den Økonomiske Oversigt fra 18. august regnede regeringen med at overskuddet på betalingsbalancen ville blive en milliard i 1998.
Klokken 8.30 i går morges kunne pressen afhente oktoberoversigten, hvor regeringen i stedet for et overskud nu forventede et underskud på betalingsbalancen på syv milliarder kroner.
Klokken 9.46 bragte Ritzau et telegram om, at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at underskuddet på betalingsbalancen i det seneste år frem til juli summer sig op til godt ti milliarder kroner. Og klokken 11.30 justerede økonominister Marianne Jelved prognosen med tre mia.
Betalingsbalancespringet var en usædvanlig lynændring af den økonomiske vejrudsigt. Men de væsentlige nøgletal - som afspejler regeringens forventninger til dansk økonomi - ser i det hele taget meget anderledes ud end for syv uger siden:
*Eksporten ventes nu at stige med 2,5 procent i år. I august regnede regeringen med en vækst på 3,7 pct. For næste års vedkommende er skønnet dalet fra 4,3 til 2,9.
*Til gengæld er der stadig fart på den hjemlige økonomi. Bruttonationalproduktet forventes at vokse med 2,6 procent i år, en anelse højere end augusts forventninger om 2,5 procents stigning. Skønnet for 1999 går den anden vej: I august lød det på 2 procent, nu lyder det på 1,7 procent.
*Efterspørgslen forventes at stige med 3,4 procent i år - hvilket er 0,4 procent mere end skønnet i august.
Næste år bremser pinsepakken væksten i den indenlandske efterspørgsel til 1,4 procent, anslår regeringen. I august lød buddet på 1,8 procent.
*Investeringerne i 1998 forventes nu at stige med 7,7 procent mod 5,3 procent i august. For næste års vedkommende har forventningerne ændret sig fra 4,1 procents stigning til 2,8 procent.
*Beskæftigelsen forventes fortsat at stige med 49.000 i år, mens skønnet for 1999 har ændret sig fra 11.000 flere job i august til 6.000 flere job i oktober.
*Prognosen for den registrerede arbejdsløshed ligger til gengæld helt fast: Den forventes stadig at falde med 35.000 i '98 og 10.000 i 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her