Læsetid: 3 min.

Prodi går af efter kamp til stregen

10. oktober 1998

En enkelt stemme skilte Italiens regering fra sejr. En teknokratregering er den mest sandsynlige udgang på regeringskrisen

ROM - Højrefløjen brød ud i jubel og klapsalver, da det i går ved middagstid stod klart, at Italiens første centrumvenstre-regering siden Anden Verdenskrig tabte en tillidsafstemning i parlamentets underhus, deputeretkammeret.
Efter en nervepirrende kamp til stregen tabte regeringen med 312 stemmer mod oppositionens 313, og regeringschef Romano Prodi kørte omgående til Quirinal-højen for at indgive sin afskedsbegæring til præsident Oscar Luigi Scalfaro, der modtog den uden forbehold.
Romano Prodis regering blev med sine 876 dage ved magten Italiens næstlængst regerende siden krigen og den første regering nogensinde, der er blevet væltet på en tillidsafstemning i parlamentet. Alene det faktum fik i går iagttagere til at udelukke, at Prodi får mandat til at danne en ny regering.
Samtlige partier og grupperinger holdt eftermiddagen igennem møder for at lægge strategi for de kommende dage. Den mest sandsynlige udgang på krisen er, at præsident Scalfaro efter den obligatoriske konsultationsrunde udpeger en ny regeringsleder, der skal bringe Italien igennem det såkaldte hvide semester, en periode på seks måneder fra 27. november frem til slutningen af maj, hvor en ny præsident skal vælges. I det tidsrum kan parlamentet ikke opløses og nyvalg derfor ikke udskrives.
Scalfaro, der ønsker at undgå et valg nu, ventes at udpege enten økonomiminister Carlo Azeglio Ciampi, udenrigsminister Lamberto Dini eller formanden for senatet Nicola Mancino som chef for en ny regering, der skal sidde i de seks måneder frem til Scalfaros afløser udpeges af parlamentet i begyndelsen af juni næste år. Herefter er det sandsynligt, at der udskrives nyvalg, som højrefløjen ifølge meningsmålinger står til at vinde.

Kommunister splittet
Krisen blev udløst sidste søndag, da de ortodokse kommunister i Rifondazione Comunista, regeringens støtteparti, besluttede at stemme imod finansloven for 1999 og trække deres støtte tilbage fra regeringen. Selv om et flertal af kommunisterne i parlamentet trodsede partibeslutningen og stemte for Prodi i går, var det ikke nok til at redde regeringen.
Silvio Liotta fra Dinis parti, Italiensk Fornyelse, der tilhører regeringskoalitionen, stemte imod Prodi, fordi han ved valget i 1996 blev valgt ind for tv-kongen Silvio Berlusconis parti Forza Italia. Denne ene stemme kom til at bestemme udfaldet, og Liotta blev omgående ekskluderet af Italiensk Fornyelse.
"Folk har ret til at stemme, som de vil, men Liotta kunne i det mindste have underrettet partiet forinden," sagde en vred partifælle, deputeretkammerets vicepræsident Pierluigi Petrini, i aftes til Information.
"Liottas skridt kom fuldstændig bag på os og er en meget alvorlig handling. Mit håb er nu, at Italien alligevel får en finanslov i hus, for det er fuldstændig ulogisk at vælte en regering efter to års succes for ikke at sige triumf," sagde Petrini. Afstemningsresultatet kom som en overraskelse, da det var forudset, at Prodi lige nøjagtig ville klare skærene.
"Det er en skøn dag i dag, og mit humør er i top," sagde Ignazio La Russa fra det yderste højreparti National Alliance til Information.
Selv Prodi trykkede sine triste ministre i hænderne med et ubekymret smil og sagde, at han var "rolig", fordi regeringen havde været "konsekvent", hvad italiensk politik ikke er forvænt med. Den 59-årige økonomiprofessor fra Bologna, der imod alle odds har sikret Italiens deltagelse i den fælles mønt fra starten, ventes nu at vende tilbage til sit rolige familieliv og undervisningen på universitetet i Bologna.
Det er endnu usikkert, om præsident Scalfaro imod forventning skulle finde på at udskrive nyvalg med det samme. En anden hypotese, der heller ikke menes at være den mest sandsynlige udgang på krisen, er en bred samlingsregering på tværs af parlamentet, der får som opgave at gennemføre forfatningsreformer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her