Læsetid: 3 min.

Rejsefører i tiden efter apartheid

21. oktober 1998

Nadine Gordimer fortsætter med at udforske 'normaliteten' i et Sydafrika efter apartheid

NY BOG
Man skal ikke have læst mere end de første par sider af Nadine Gordimers seneste roman, før det bliver klart, at hun stadig er en forfatter, som i eminent grad forstår at skabe personer i et univers.
Ægteparret Claudia og Harald Lindgaard er frisindede, liberale hvide af den særligt kuldslåede slags, som så ofte har været centrale i Gordimers romaner om apartheidtidens svære moralske valg. De placeres med få præcise anslag: hun læge, han direktør i et forsikringsselskab; et midaldrende par, der uden megen kontakt med en voksen søn, lever kærligt og høfligt sammen, beskyttet af dørtelefonen, i et overkommeligt rækkehus, hvor kæledyr ikke er tilladt.
Men selv denne velordnede verden kan på et øjeblik forvandles til ét stort følelsesmæsigt kaos, når den rammes af en af 'eksistensens bomber'. I dette tilfælde opsøges parret af en 'budbringer', en ven af sønnen, som fortæller dem, at sønnen er fængslet for drab, kaution afvist, og at han allerede har hyret en sort stjerneadvokat.
Det viser sig, at der er tale om et trekantsdrama uden racemæssige undertoner, en af disse ulykkelige historier, der har været kendt til alle tider og i alle kulturer, som aktiverer fundamentale spørgsmål om skyld og straf, men som tilsyneladende intet har at gøre med det moderne Sydafrikas problemer.

Racesplittet fortid
Og dog - det synes at være Gordimers pointe, at selv en så almen historie, som ville kunne kan finde sted i det mest velordnede samfund, får et særligt forvredet forløb, fordi den udspiller sig i en samfund, der stadig kun er på vej væk fra sin racesplittede fortid, og som endnu lever med et ekstremt højt voldsniveau.
Gordimers forlæg er det psykologiske retssalsdrama med basis i en ulykkelig kærlighedshistorie, hvor synsvinklerne skifter og virkeligheden relativeres. Historien giver en god klangbund for at gennemspille hendes kendte temaer: hvordan mennesker lever med de følelsesmæssige og moralske spændinger, der er forbundet med deres forestillinger om race, køn, seksualitet og generationer.
Hovedproblemet for forældrene og Gordimer er, hvordan man skal klare sig i normaliteten efter apartheid, når noget unormalt pludselig viser sig - og race ikke er en del af det nye unormale, man står overfor?
I en fint balanceret psykologisk analyse af forældrenes reaktioner på den sorte stjerneadvokat, viser Gordimer, at det er så nemt at falde tilbage på de gamle opdelinger og søge at fortolke verden igennem dem.
Små fordomme kan yde støtte på samme måde som velkendte krykker, men giver ingen rigtig sikkerhed, når det gælder om at stole på andre, sådan som forældrene må stole på, at advokaten kan hjælpe deres søn, hvis det skal lykkes at få ham 'af krogen'.

Lejlighed gør tyv
Romanen beskæftiger sig også mere direkte med de politiske ændringer og diskussioner, der præger det moderne Sydafrika. Retsagen om drabet aktiverer spørgsmålet om dødsstraffens afskaffelse, så Gordimer får hermed lejlighed til at beskrive Forfatningsdomstolens arbejde, give folkedybets hævngerrige røster frit løb i et debatprogram i radioen og henvise til en kendt sag om to dødsdømte for gadevold.
Gennem hele romanen løber et ekko af Sandhedskommissionens vidnesbyrd, og af de mange nutidige skudepisoder i forbindelse med røverier og bandeopgør. Med diskrete, præcise antydninger tegnes et billede af et samfund, hvor volden stadig bruges som den store problemknuser. Derfor er det lidt synd, at Gordimers sprog sine steder tynges af en kluntet oversættelse.
Selvom "Kampen", som Gordimer kalder den, er slut, har folk ikke vænnet sig til at bruge andre midler. Der er alt for mange håndvåben i omløb, og som vi alle ved fra mundheldet, hvis lejligheden byder sig, er det let at blive tyv, og hvis håndvåbnene ligger og flyder overalt, så bliver de også brugt.
Sådan ser Gordimer forbindelsen mellem den banale drabssag og det ny Sydafrika, der er på vej. Der er stadig mange moralske og politiske valg at foretage. Set udefra forekommer Gordimer at være en usædvanlig fintmærkende rejsefører. Hun kan se de farer, der lurer på det nye samfund, og hun gør det mindst lige så godt, som da hun skrev om apartheidtidens.

*Nadine Gordimer: Husvåbenet. Oversat af Kirsten Vagn Jensen. 328 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her