Læsetid: 4 min.

Retro-Ballet

13. oktober 1998

Premieren på Nureyevs version af Petipas 'Don Quixote' gav Gitte Lindstrøm og Mads Blangstrup definitive gennembrud i en forestilling, der oser af udvendighed

BALLET
"Det Kongelige Teater (har) stadig ikke nogen forpligtelse til at sikre sig publikums konsensus på forhånd, gennem valget af et mondænt eller indtægtsgivende repertoire. Det har tværtimod en forpligtelse til at bevare overblikket og til at være normdannende for kvalitet på teaterkunstens vegne."
Disse ord, der burde broderes og sættes op over teaterchefens skrivebord, er desværre ikke udtalt af Det kongeliges balletchef, men af Klaus Hoffmeyer, skuespilchefen. Var de motto for indsatsen i alle de tre kunstarter på Kongens Nytorv, havde vi allerede en nationalscene, man kunne gå til med forvisning om, at her blev kunstens fane holdt rigtig højt. Det er ikke just den følelse, man nærmer sig en repremiere på en forvrøvlet russisk ballet med nogle berømte bravournumre, i en version fra 1966 og i scenografi og kostumer, der burde være på teatermuseum.

Provins
Hvis der ligger en tanke bag, må man formode at den ser nogenlunde sådan ud: 'Det vil være så godt for danserne, virkelig at komme i ilden'. Som hvis man sammensatte operarepertoiret efter, hvor mange høje c'er, der kunne nås på en aften. Hvordan Don Quixote skulle hjælpe nogen dansers forståelse af sine egne evner som menneskefremstiller er svært at sige, da det akrobatiske er i forgrunden. Vi skal helt op til danserinder af en kaliber som Maja Plisetskaja for at finde primaballerinaer, der kan forgylde klicheerne. Ellers kan man gå nye veje i stedet for at finde en mere end 30 år gammel version, som den finske nationalballet har gjort det i en rigtig god udgave af den gamle traver, hvor koreografen Jorma Uotinnen havde hentet inspiration i autentisk spansk dans.
Med Maina Gielgud og Paul DeMasson som ansvarlige for iscenesættelse og instruktion får vi kun den mest overfladiske parodi på sydlandsk temperament hos de stakkels dansere, der skal illudere toreros, sigøjnere og spanske donnaer. Det er er forestilling, der signalerer, at vi befinder os i en kunstnerisk provins, uden pejlemærker for mime, karakter og stil. Det Kongelige Teater skylder os stadigvæk en forklaring på, hvorfor vi skal se russisk ballet, når ensemblet ikke har russer-fornemmelse og aldrig modtager coaching af russiske instruktører. Til gengæld er henvendelsen til publikum anglende og cirkusagtig, efter hvert dansenummer: Illusionen om, at danserne befinder sig inde i handlingen er lig nul.
Det blev accentueret af et nyt påfund fra teaterchefens side: Udnævnelse af solodansere fra scenen efter forestillingen. Det er naturligvis glædeligt, at de to unge og lovende dansere Gitte Lindstrøm og Mads Blangstrup bliver hædret af teatrets ledelse - det kan måske få nogle flere talenter til at blive i landet - men kun en i forvejen så ligegyldig ballet som Don Quixote bliver ikke væsentligt forringet af et sådant illusionsbrud. Det er ikke smukt at se Michael Christiansen og Maina Gielgud drive personale-politik på de skrå brædder: Tænk, om man skulle rives ud af betagelsen over en rigtig god teateroplevelse. Der er gået for meget medaljeoverrækkelse i de fremkaldelser, der engang var bandlyst fra Det Kongelige Teaters scene.

Fornyelse
Repertoirevalget for Den kongelige Ballet er stadigvæk forbløffende: Alle de koreografer, der har klædt de danske dansere er hældt ud (Balanchine, Neumeier, Ashton), og i stedet får vi Béjart i lange baner og nu Petipa i Rudolf Nureyevs version, for at ende med Den glade enke i en australsk udgave. Publikum har stemt med fødderne, ved at blive væk - men sålænge Maina Gielgud er ved roret skal vi ikke forvente et ambitionsniveau som det, Klaus Hoffmeyer lægger ud med.
For det er jo ikke sådan, at man behøver lægge sin menneskefornuft i garderoben, når man går til dans. Der bliver stadigvæk skabt koreografi, der ikke blot er et 'kultiveret' sidestykke til VM-atletik - endog på Det kongelige. Den bedste nyhed i mange år inden for ballettens tilbud for de næste generationer af teatergængere er Tim Rushtons Udflugt i det blå. Efter mange rædsomme sæsoner med skrækkelige H.C. Andersen-balletter for det mindste publikum, så man pludselig det store talent i den danske danseverden folde en lille munter, begavet og moderne spøg ud for det henrykte børneklientel. Den kan man være bekendt at tage de små med til i efterårsferien: Så ved de hvilken koreograf, der burde lave balletter for de voksne.

Mangler indre ræson
Nytænkning finder man mindst af alt i Gielgud/Massons version af Don Quixote. Ridderen af den bedrøvelige skikkelse vandrer rundt i tågerne, Sancho Panza har ikke fået nogen karakter at arbejde med, og alle danserne lider af et personinstruktions-underskud. Selv de to unge hovedpersoner mangler den indre ræson for deres flotte dansenumre. Men de ser rigtig godt ud, og Mads Blangstrup tager nogle elegante maneger i bløde, høje spring og snurrer saligt behersket i sine fouettés. Gitte Lindstrøm er et vakkert pigebarn, der klarer Kitris svære trin med bravour.

*Don Quixote. Ballet af Rudolf Nureyev efter Petipa. Musik Ludvig Minkus, arrangement af John Lanchbery. Scenografi af Jens-Jacob Worsaae. Instruktion: Maina Gielgud og Paul DeMasson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu