Læsetid: 3 min.

Romeo og Julie uden tårer

5. oktober 1998

'Romeo og Julie' er
en sejr for Østre Gasværks skuespillerensemble. Men action- moderniseringen knuste poesien

TEATER
Himmelsk højde er der i Østre Gasværks kuppelrum. Og det nøgne rum forvandler sig til både det smukkeste og hæsligste Verona.
De runde vinduer lyser katedralagtigt, mens drejescenens størknede jord hele tiden henviser til den grav, som hele tragedien styrer imod. Netop i Gasværket er der plads til Romeo og Julie's bankende hjerter.
For Lars Kaalunds første satsning som teaterdirektør er et forsøg på at modernisere Shakespeare. På at få den unge kærlighed til at virke aktuel i dag - med sin totale hengivelse og betingelsesløse opofrelse. Og ajourføringen er lykkedes med både brag og bravour for Kaalund og for scenografen Marianne Nilsson - med en opfindsomhed og et hæsblæsende tempo som i en actionfilm.
Men selvsamme fart og overfladeræs bliver også forestillingens svaghed. Det ydre tager overhånd, og premieren efterlod i hvert fald denne tilskuer uden tårer.

Dødninge-makeup
Jamen, var Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen da ikke fascinerende som Julie og Romeo? Jo. Men begge var mere instrueret som taberbrikker i et umuligt spil end som individer. Hun som gifteklar marionet for sin familie, han som offer for sin egen klikes kamplyst. Desuden havde de en dødninge-makeup om øjnene, der fratog dem ethvert sus af idealiseret skønhed, og Dyrholms firkantede kostumer og 90'er-fixerede pandehår fjernede rollens iboende luftighed fra hendes person. Det hverdagsagtige knuste det poetiske - shake it, babe.
Mads Mikkelsen havde desuden fået kværnet sin Romeo til en slags forelsket Hamlet - i begyndelsen mumlede han rundt med kranium og 'at være eller ikke være'. Og selv om Hamlet-inspirationen fint camouflerede, at heller ikke Mikkelsen er 17 år længere, gjorde den stykket unødigt fortænkt - og for langt.
Lars Kaalund har tydeligvis været inspireret af Baz Luhrmans film Romeo+Julie. Også han forsøger at lægge Shakespeares vers i munden på de moderne unge - bedst i godbidder fra Niels Brunses oversættelse som f.eks. 'du synes kun hun er velsignet / fordi du aldrig før har sammenlignet'.
Kaalunds skildring er lige så hårdtslående som Luhrmans, og han har villet ramme samme vægtløshed i de unges grænseløse forelskelse: Hvor Luhrman lod sit par svømme, har Kaalund ladet sine elskende flyve - i et himmelstræbende jubeløjeblik. At Kaalund så vil overgå
Luhrman i slutningens dødsrus er mindre væsentligt.
Musikalsk har Kaalund desuden fået sammensat en filmisk lydcollage med både schwung og andagt. Og klogt nok dukker Prokofievs berømte, stridsomme ballettema først op, da det får mest effekt - da konflikten slår ud i lys lue.
Måske er denne klassikeroplivning dog allermest interessant på grund af sit ensemblespil.
Kaalund har hyret Gasværks-skuespillerne for en hel sæson, og man kan mærke, hvordan skuespillerne ikke blot kæmper om at komme i søgelyset hver for sig, men at de prøver at skabe en forestilling sammen. Dejan Cukics iltre Mercutio, Niels Anders Thorns bævrende Benvolio og Iben Hjejles veninde-trofaste Claudia ('ammen') bliver derfor personer af egen interesse - ligesom Sidse Berrit Kvornings forstenede fru Capulet. Lars Lunøes magtvrede Capulet og Lars Brygmanns insisterende Lorenzo.
Det er unge og erfarne skuespillere sammen - karakteristiske i deres forskellighed. Og skuespillere, der boltrer sig på film, men som er lykkeligt befriet for filmmanerer, når de står på scenen.
Så selv om Kaalunds tolkning ville nyde godt af justeringer, så er forestillingen yderst seværdig. Og hvis nogen kan genoplive den brede interesse for dansk teater, så må det være disse gasværksspillere.

*'Romeo og Julie' af Shakespeare. Bearbejdelse: Lars Kaalund efter Niels Brunse og Edward Lembckes oversættelser. Instruktion: Lars Kaalund. Scenografi: Marianne Nilsson. Lys - i flotteste stjernesølv: Peter Glatz. Lyd: Kaare Bjerkø. Østre Gasværk til 19. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her