Læsetid: 2 min.

SiD: Nyrup svigter arbejderne

8. oktober 1998

Bred enighed om arbejdsmarkeds-reform er i fare efter åbningstalen - SiD-frygt for færre penge til arbejdsløse

Støtten til regeringens dagpengereform krakelerer efter at Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD, i går trak sin støtte til resultatet af trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter tilbage.
Bruddet kommer efter, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i Folketingets åbningstale lancerede planer om at ændre ved måden dagpengene beregnes på. Han foreslog, at dagpengesatsen fremover beregnes på baggrund af indtægterne over et helt år mod nu 12 uger.
Selv om der ikke lægger noget konkret forslag fra regeringen, frygter SiD, at det vil give færre dagpenge til deres medlemmer. Særligt medlemmer med sæsonarbejde.
"Vores støtte til dagpengereformen var betinget af to ting: En fortsat stabil økonomisk fremgang og at der ikke blev gennemført yderligere ændringer, der kan betragtes som stramninger. Jeg har haft politiske kontakter med statsministeren efter hans åbningstale, men jeg er ikke blevet tilstrækkeligt overbevist om, at det ikke er en stramning. Så nu står vi af støtten til dagpengereformen," sagde SiD's formand Poul Erik Skov Christensen ved middagstid i går.

Opblødning
Lidt senere på dagen blødte han dog en smule op på kritikken: "Skulle vi i SiD have taget fundamentalt fejl i forhold til tankerne omkring årsindkomstberegningen, så går jeg ud fra, at regeringen lynhurtigt offentligt forklarer os, hvor det er, vi tager fejl," sagde han.
I morgen skal SiD have repræsentantskabmøde, hvor forbundet endeligt skal afgøre, om det vil støtte arbejdsmarkedsreformen.
Fastholder repræsentantskabet SiD's nej til arbejdsmarkedsreformen brydes muligheden for at lave en reform med bred opbakning både politisk og på arbejdsmarkedet. Det så ellers ud til at blive resultatet, da Venstre i sidste uge accepterede resultaterne af trepartsforhandlingerne som grundpille for den tredje reform af arbejdsmarkedet.
Poul Erik Skov Christensen er med egne ord "ærgerlig" over udviklingen.
"Vi står stadig bag indholdet i dagpengereformen under de forudsætninger, vi har tilkendegivet. Og selv om vi ville få nogle tæsk på vores repræsentantskabsmøde på fredag, tror jeg, vi ville komme igennem, og vores medlemmer ville se, at oplægget til reformen er udmærket - under de forudsætninger vi havde stillet. Men nu da de forudsætninger er bristet, kan vi ikke med troværdighed fastholde støtten," siger han.

LO står fast
Også Dansk Magisterforening rettede i går en skarp kritik af statsministerens åbningstale. Forslaget skaber frygt blandt de medlemmer, der har kortvarige ansættelser, mener formanden Per Clausen: "Samtidig er vi vrede over, at man med denne ændring lægger op til en langsom, men sikker udhuling af dagpengene for de arbejdsløse.".
Hovedorgansiationen LO står dog fast på støtten til arbejdsmarkedsreformen. Og LO erklærer sig villige til at se på konsekvenserne af forskellige modeller for beregning af dagpengene.
"Men vores udgangspunkt er, at forsikringsprincippet skal fastholdes og solidariteten skal være i orden. Det skal ikke bare betyde, at de højeste indtægter skal have mere. Og der må ikke ske en forringelse af dagpengenes værdi," siger formanden for LO, Hans Jensen.
Nyrup ville i går ikke kommentere sagen. Han henviste i stedet til arbejdsminister Ove Hygum, der i en kortfattet pressemeddelse beklagede SiD's beslutning:
"Jeg stiller mig desuden lidt uforstående overfor SiD's begrundelse, da det må have stået klart for fagbevægelsen, at regeringens dagsorden for efterårets arbejde ikke var udtømt med justeringer af arbejdsmarkedsreformen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her