Læsetid: 3 min.

Sidste sejlads til Hades

24. oktober 1998

Alles ist weg, weg, weg. Christian Boltanski opløser forskellen mellem offer og bøddel, ung og gammel og mellem de historiske tider i sit monumentale, portræt af de døde og glemte

UDSTILLING
"Nr. 2498. Name: Unbekannt, Vorname: Unbekannt: Geboren 29. 6. 1942 (geschätzt), Augen Hellblau, Haare: Hellblond. Der Knabe nannte sich 'Bubi' und sprach von der kleinen Scwester Roswitha. Er erzählte, die Mutter sei
nicht mit dem Zug gekommen."
Man hører igen for sit indre øre lyden af togvogne, der gungrer rytmisk ad togskinnerne på vej mod de fatale destinationer i øst. Vi er tilbage i SHOAH, i Helvede, som Claude Lanzmann engang i firserne visualiserede billedløst, men uafviseligt. Om den lille, blonde dreng 'Bubi' nogensinde kom på sporet af sit ophav eller af sin søster, vides ikke. Og hans usikre og ensomme skæbne ville også have været glemt og borte med blæsten, hvis ikke den franske installationskunstner, Christian Boltanski, havde eksponeret den i Arkens Kunstakse sammen med portrætter af 1500 andre glemte individer.
Det er et meget tydeligt budskab, som Boltanski (f. 1944 i Paris og af jødisk herkomst), viderekommunikerer til publikum: Livet ender i døden, uanset, hvem man er: SS-officer, jøde, myrdet i gaskammeret, morder eller offer. Med døden er man totalt væk, som boblerne i bækken, hvis de, der kendte en, også er døde. Det skete som bekendt i SHOAH eller Holocaust, hvor hele familiestamtræer blev udryddet i gaskamrene. Langs den 150 m. lange Kunstakse finder vi portrætter på portrætter af anonyme mennesker. Rummet er mørklagt til lejligheden, så man føler sig hensat til stemningen i et kapel, hvor man tager en dyb indånding, inden man skal tage afsked med den døde. Det 1300 kvadratmeter store sort/hvide billedpatchwork på væggen opløser umiddelbart enkeltskæbnerne, der først træder i karakter, når man begynder at fokusere. Nøjagtig, som hvis man står over for en myldrende masse i storbyens gadebillede. Men der er gengangere, hvilket forstyrrer oplevelsen lidt og i uheldigste fald kan få betragteren til lege 'Find Holger'.
Fotografierne er delvis utydelige, patinerede, hvorved de virker ældede og fremstår som erindringsrester. De er Boltanskis genbrugte 'partitur', som han selv kalder dette billedarkiv, som han igen og igen 'reorkestrerer', alt efter rum og sted, så der kan komme nye visuelle 'koncerter' ud af dem.

Billboards i byen
Som det også sker rundt omkring i Københavns byrum, hvor der er ophængt store billboards med enkeltportrætter.
På husfacader og gavle ved Åboulevarden, i Njalsgade, på Den franske Ambassade m.m. kigger disse glemte personer ned på os. Boltanski sprænger hermed den lukkede museumsinstitution og gør sit budskab synligt for alle og enhver.
Og det, han gør, er at afsøge selve erindringens funktionsmåde. Kunstneren henter det glemte frem af arkiver eller fotoalbums. De enkelte skæbner tegner derved et mønster af uafvendelighed. Også vi andre er om lidt borte. Og hvad foregik egentlig dengang?

Smag af død
Som det fremgik af Tine Byrckels udførlige anmeldelse (den 12-.13. september) af den store Boltanski-udstilling, der indtil den 4. oktober kunne ses i Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris, så er der en altafgørende forskel på døden som den eksistentielle skandale, den er, og så det at blive udsat for SHOAH, der ikke kun udryddede menneskene, men også de mennesker, der kunne mindes de døde. SHOAH var en moralsk skandale, som menneskeheden endnu ikke har lært at leve med, og som visse, højreradikale grupper den dag i dag nægter har fundet sted.
Udstillingen er inddelt i tre dele: Dels den store væginstallation, dels en lille retrospektiv udstilling med værker fra hans tidligste produktion i perioden 1968-74. Her viser der sig en samtidskunstner, der arbejder minimalt og med udgangspunkt i det dybt personlige. Og endelig kan man i Grafikrummet se hans installation "Les Lits", med hospitals-barnesengene, der betegner overgangen mellem liv og glemsel/død.
Det er stærke sager. Efter mit besøg i Arken har jeg det omtrent, som da jeg for nogle år siden besøgte Auschwitz: En umiskendelig, rådden smag af død hænger i hår, tøj og smagsløg. Arken er den sidste sejlads til Hades.
Men ved siden af - i de svævende blå rum - leves der glad og ubekymret videre: kærlighedsbesyngeren Marc Chagall og 'smølfemaleren' Carl-Henning Pedersen, begge malere fra det 20. århundrede, der unægtelig betjener sig af en noget anden modus.

*Christian Boltanski: Forsvinden. Arken. Skovvej 100, Ishøj. Ti.-sø. 10-17. On. 10-21. Til 31. okt. Åbner i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu