Læsetid: 6 min.

Ikke sippe men...

3. oktober 1998

Intermetzo
Man skal passe på med årene ikke at gå hen og blive en sippe. Men... Kursiveringen antyder på forhånd, hvad vej vinden blæser. Ordet sippe betyder i bred forstand: en snerpet kvinde, hvilken sidste kønsbetegnelse ikke paser på klummisten, der nærmest er det modsatte.
En sippe, gl. norsk dialekt: sippa, er ifølge Dansk Etymologisk Ordbog en kedsommelig person med nedtrukne mundvige, og behøver altså ikke være hunkøn. Klummisten har ikke nedadbøjede mundvige, bortset fra om morgenen, lidt op ad formiddagen, ud på eftermiddagen, om aftenen og i søvnløse nætter. Men langtfra altid.
I livets løb har han imidlertid mødt mangen en maskulin kønsfælle med kronisk nedadbøjede mundvige. Sipperne. I mindst ét bind kommende erindringer vil de blive remset op med navn og adresse.
Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er en sippe noget fra Skåneland, hvor ordets betydning slægter ovenstående på, men mere entydigt bevæger sig i kønslivets boldgade. En sibba, eller mere moderne: sip, er en ærbar pige på grænsen til det kønsmoralsk snerpede, en knibsk mø, en teknisk jomfru, råt for usippet: narrefisse.
Sippet kan man også være, hvis man sipper til mad og drikke, altså betegnelsen på en mådeholden nar, der ikke har fattet livets mening, nemlig at få noget i skrutten, mens tid er.

Det var indledningen, nu kommer selve klummen, vredet frem i panik over deadline. Thi således tager og tankegangen sig ud i ny og næ, når skriverkarlen ikke aner hvad han finde på, og det tyske valg er kommet for langt på afstand, og man ikke kan skrive mere om Det Kgl. Teater, fordi det efterhånden hænger de fleste ud af halsen:
At de dog ikke snart kan finde ud af at komme videre og få adskilt de skide kunstarter, således som selv hollænderne forlængst har begrebet, og få bygget et nyt skuespilhus og en ny opera med plads til alle, der vil, samt til balletten, og sagt farvel og tak for morgenkaffe til N.J. Kaiser, og opfundet en ny bestyrelsesformand, der ikke tilskriver landets statsminister smiskende breve, hvori afsenderen frejdigt betegner sine medborgere som en bande tossehoveer; jamen tænk, nydelige og samvittighedsfulde medborgere, der tilfældigvis tillader sig at have en anden mening om byplanlægning og teaterdrift end den ophøjede brevskriver, en bande tossehoveder; og at de dog ikke snart kunne få udvalgt en kunstnerisk personlighed med talent for det administrative - sådanne findes - til pure at nægte at føre musikanter, aktører og badutspringere i samlet flok ind i det 21. århundrede, men i stedet forlange adskillelse af skæg og snot og herefter uddelegere magten over menagen til kunstnerisk suveræne chefer for henholdsvis opera, ballet og skuespil og selv tage på bjergvandring på ubestemt tid i Andesbjergene.
Efterdi denne tåbelige samhusning af kunstarterne under én overkommandérgeneraldirektør stammer fra enevældens tid, som klummisten så indsigtsfuldt skrev i en leder her i bladet, og afspejler et teater, der i generationer har været et postulat, og som nu er deprimerende fastlåst i utidssvarende strukturer og umulige bygninger. Enhver med indsigt i den klassiske komedie kan jo sige sig selv, at teaterledelsens nye handlingsplan ikke indebærer en demontering af sig selv, ledelsen. So what next? som de siger på fransk.
For Tysklands vedkommende er der som antydet heller ikke meget at tilføje: Out and over, som de siger på tysk.

Hvad griber man til, når disse store emner i ugens løb er græsset af. Hvad skal man opfinde, alt er jo - med Hjalmar Ekdal i Vildanden - opfundet før, og i øvrigt er der ikke sket en kæft af universel interesse, bortset fra at Ritt Bjerregaard ulykkeligvis er faldet ned af en stige og har kvæstet sig alvorligt. De onde ler, de gode gnægger. God bedring i miljøet!
Så er det jo, at man griber i kassen efter et passende emne. Og så var det med ét, dét med det sippede pludselig stod for den indre glødelampe som en åbenbaring. Miljøetigen.
Ikke som vor foreliggende avis sædvanligvis behandler miljøet, og som miljøspecialisterne jo er specialister udi. Dér skal man ikke blande sig, hvis man ønsker et godt miljø.
Men miljø og miljø er jo både dette og hint - latterbrølene runger sikkert allerede viden om. Sagen er ikke desto mindre den, at der efterhånden er i den grad møgbeskidt i København, så det ikke er til at holde ud.

Vi københavnere - og for så vidt også andre der er så letsindige at aflægge visit i byen - vader i skidt og lort til anklerne. Den gade, klummisten bebor nu på 19. år, ligner Østberlin i de gode gamle dage, lige før muren skred sammen.
Snavs overalt, gadeinventaret nedslidt, brostenene i bølgegang, fortovsfliserne knækkede. Ældre folk kan ikke gå tur med deres rullator, med mindre denne har larvefødder. Hvor éngang glade drengebørn tumlede sig på deres løbehjul eller lod trillebåndet muntert snurre i lokalsamfundet, møder den besøgende hist en traurig glut med læderlap for øjet og om sit knæ en blodig klud, fordi han er faldet i et hul.
Leg og boldspil er det ikke nødvendigt at forbyde i hovedstaden, eftersom enhver form for livsudfoldelse i betragtning af gadeplanets beskaffenhed er forbundet med yderste livsfare. Små børn risikerer for stedse at forsvinde ned i hovedstadens gabende asfaltafgrunde, mellem hvilke cyklisterne må køre slalom. Hvilket disse imidlertid har godt af, disse tohjulsfascister, som lader svagere trafikanter, der et øjeblik har været så letsindige at forlade deres sikre automobiler, være frit vildt. Langt alvorligere er hullerne for de tunge trafikanter, når disse forsøger at forcere topografien. Kun slalom-kørsel, som var det testkørsel på Jyllandsringen, forhindrer dobbeltsidigt akselbrud, hvilket ikke er godt for betalingsbalancen, da fædrelandet ensidigt importerer bilreservedele.
Det kan siges ligetil: De københavnske gader er slidt ned. I visse kvarterer er asfalt undtagelsen. Tilsyneladende lader de ansvarlige - som i denne sarkastiske syntaks bør læses: de uansvarlige - tilsyneladende lader de stå til og naturen klare resten. Den opmærksomme vandrer gennem udsøgte kvarterer af Østerbro, som førhen var tumleplads for borgerlig anstand og velordnede forhold, ser at græs og ukrudt, tidsler og krat er ved at erobre byen tilbage. Det grønne vælder frem fra hver en krog og hver en sprække med i brolægning og vejbane.
Meget idyllisk, men mindre hensigtsmæssigt i byen og formentlig udslag af en og anden hyperliberalistisk ønsketænkning om kræfternes frie spil. Man forestiller sig vel, at en driftig person en dag af sig selv kommer med et lugejern og begynder for sig selv.
Mon ikke borgmester Pind er bagvedstående mørkemand? Det skulle ikke undre. Men hvem gider ringe til en allerede kulmineret stjerne, der ikke engang kan blive limet fast i Venstres hovedbestyrelseshimmel.
Og hvem fanden det så i øvrigt er, der p.t. skamforvalter denne mishandlede hovedstad. Jo, det er på forespørgsel gennem systemerne såmænd borgerne selv, der ikke gider feje for egen dør, men som dog ikke har anvar for hullerne i asfalten, og så er det ellers disse bydelsråd der med bistand af rengøringsentreprenørfirmaer skal sørge for resten. Jamen, det er jo rart at vide.

Der tales med god ret om miljøet, hullerne i ozonen og kvælstoffet der kvæler skarnet, og som utvivlsomt en dag rammer vore efterkommeres efterkommere. Men miljø er også det snublende nære, hvor møget ligger for vor sarte fod. Dét hører man af en eller anden grund mindre om. Klummisten husker fra sin fjerne barndom hospitalsdirektør Hemann, der var lige så konservativ som det Frederiksberg, han kom fra. Når dir. Hemann vendte hjem fra ferier i sin sorte Austin, udbredte han sig uforglemmeligt om renligheden i fædrelandet, som han fremhævede på velforståelig bekostning af de dengang mindre renlige folk i sydlandene.
"De darnske gader er som et darnsegulv!" jublede direktøren med buskede øjenbryn og åbne a'er. Han skulle bare se, hvordan darnsegulvet ser ud nu! Puh, bvadr!
For at overleve gademiljøets svineri - som her i slut-halvfemsernes København vanskeligt er til at overse - er man nødt til at overse det, har en erfaren mand engang sagt om svineri generelt. Det må de ansvarlige i København have taget til sig. Hovedstadens nærmiljø er ikke for sipper. Derfor kan man jo godt bøje mundvigene nedad, når man ser borgmester Pind på gaden midt i det øvrige privatiserede svineri.
En uafhentet contatiner med affald væltende ud i begge sider burde erstatte Absalons borg i Købenavns byvåben. Nemlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu