Læsetid: 7 min.

Det sjældneste talent

16. oktober 1998

Den amerikanske krimiforfatter James Crumley overdænger ikke sine læsere med bøger - men når han skriver tager han læseren vidt omkring i det amerikanske samfund

Portræt
Der er selvsagt mange glimrende krimiforfattere i Guds eget store land i dag. Og så er der - efter min smag - en fem-syv stykker i mesterklassen. Elmore Leonard, James W. Hall, Carl Hiaasen, Michael Connelly for nu bare at nævne nogle af dem. Men det sjældneste talent, i mere end én forstand, det er altså James Crumley fra Missoula, Montana.
Sjældent f.eks. bare på den måde, at der er temmelig langt mellem hans bøger, hvis hovedpersoners mildt sagt heftige livsstil sikkert også til en vis grad signalerer deres forfatters noget turbulente leben, et leben hvoraf prosaen må være et vanskeligt udvundet ekstrakt. Til gengæld er Crumleys prosa så også virkelig vintage, fuld af den mest frydefuldt højtskruede metafor-manierisme, fuld af det helt åndeløst grovkornede replik-piskesmæld.
Hør f.eks. bare: "... med en stemme så hård og flad som et dask med et stykke optændingsbrænde mod et cowboybukselår".

Chandlers uægte afkom
Selv holder James Crumley (f. 1939) af at præsentere sig som bastard child af Raymond Chandler, den gamle mester, som også på mange måder popper op i hans bøgers intertekstuelle spil. Men Chandlers aristokratiske, moralske kulturkritik er slet ikke længere Crumleys.
Meget troubled vand er løbet under broen siden dengang, 60'erne, Vietnam, stofferne, kvinderne - hverken den hvide ridders fornemme outsider-moralske integritet eller hele den amerikanske livsstils selvsagte optimisme er til at tro på i disse sene tider. Og dog er Crumley med fynd og klem Amerika, et folkeligt, nord- og sydvestligt friland, hvor myndighederne primært er nogen man uden videre skrupler tager røven på, samtidig med at man - forhåbentlig - bevarer sin moralske anstændighed.
Ud over en tidlig, uoversat Vietnam-roman og en ditto sen novellesamling har vi vist nu - omend knap i den rigtige rækkefølge - fået alle Crumleys kriminalromaner på dansk, alle glimrende oversat af Søren K. Barsøe. Fem er der kun, Den forkerte sag (1975/92), Det sidste gode kys (1978/93) Bjørnen danser (1983/91), Den mexikanske træand (1993/95) og nu så Grænseslanger (1996/98).
Grænseslanger opsummerer hele rækken - på flere måder. Roman et og tre havde nemlig den ødselt forsumpede privatdetektiv Milton Chester Milodragovitch ('Milo') i centrum, mens nummer to og fire havde den lidt yngre ditto C.W. Sughrue i hovedrollen. Og det, at de undervejs i deres omtumlede karrierer engang har været partnere, siden både uvenner og venner, er simpelthen udgangspunktet for nummer fem, som oven i købet har dem begge som fortællere, på skift!

Vidt omkring
Skønt Grænseslanger altså har hele to - ganske vist mere eller mindre forhenværende - privatdetektiver med næsen i de kriminelle spor, er romanens historie absolut ikke let at følge. Sådan var det jo allerede med Chandler, som også satte 'gode scener' højere end story line og deduktiv logik. Og ydermere giver den 'pikareske' romanstruktur Crumley rig lejlighed til at komme vidt omkring i det vestlige USA - her især Sydvest-Texas og Californien - så hans idiosynkratisk skarpe blik for korruption, magtbrynde og hykleri kan udfolde sig frit og sætte magtfulde sprogblomster.
Ja, selve krimigenre-konceptet bliver temmelig meningsløst over for en roman, hvis motor er to aldrende, 'troubled macho men', to sene 'cowboys' på jagt på "en eller anden slags forvirret, vanvittig retfærdighed", i en kynisk rå verden næsten helt af led. Et kapitalt organiseret kaos, hvor åleglatte narkobaroner, patetiske generaler og slimede bankfolk med kunstforstand holder deres rænkefulde kort tæt til kroppen og har en yderst skræmmende eksekutivmagt i en gudsvelsignelse af steroide bodyguards, depraverede gorillaer og stenede lejemordere. I sidste ende er Crumleys romaner - og ikke mindst Grænseslanger - en slags politisk roman, forklædt som krimi eller thriller. Og altså genuint, desperat romantisk.

Lænset for penge
Milo har endelig, til sin 53 års-fødselsdag, arvet sin fars godt tre millioner dollars, som hans skøre mor i had til den gamle pigeglade Montana-gründer havde båndlagt. Pengene er stort set det eneste, Milo har efter dem, de begik begge selvmord; forhold der har traumatiseret Milos liv, der på et tidspunkt var meget nær ved at ende i dødelig vold og mangfoldigt misbrug.
Ti år på vandvognen - som bartender - i tålmodig venten på arven har dog rettet op på den chevalereske ridder af den sidste ære. Men en fed orm af en bankmand har via computertricks lænset Milo for alle millionerne, da den store dag endelig oprinder. Han har dog stadig visse faste værdier, han kan realisere, nok til at holde ham solidt flydende en god stund ...
Sughrue, den lakoniske "møgbondefilosof" og "vagantpoet" med den smertelige
Vietnam-ungdom, har efter endelig at have mødt den store kærlighed, mistet den igen i en forræderisk CIA-inficeret narkolabyrint - og har efter sin søde hævn (i Den mexikanske træand) med nød og næppe kunnet trække sig tilbage til ensom privatdetektivvirksomhed i barndommens Texas, med faderligt ansvar for den afdøde elskedes spæde søn. Men en dag på en bar bliver han skudt gennem nyren af en tilfældig chicano, der måske ikke er så helt tilfældig endda. Han overlever lige præcis, i kraft af en skøn kvinde han kun kender overfladisk, men som er villig til at gifte sig med ham ...

Logisk opslitning
Både Milo og Sughrue er altså - hver på deres sted - sårede, psykisk som fysisk, deres ære er gået for nær, deres stolthed kræver oprejsning. Milo opsøger Sughrue i eget ærinde, men udsætter gerne sin hævn for at forfølge Sughrues opklaring.
De kommer vidt omkring i Milos labre Cadillac: Texas, New Mexico, Californien og Washington - en veritabel road-novel, hvor tilfældige møder uforudsigeligt afsætter nye spor, der må forfølges, og som de to med megen gusto tager på sig, ud fra Milos klassiske devise: "Åh, jeg pirker bare op i lortet. Det er altid godt at se, hvad der flyder, og hvad der synker".
Metoden afstedkommer en del saftige voldsomheder, festlige og/eller skræmmende bekendtskaber, men ganske langsomt begynder Milos og Sughrues respektive hævnhistorier at krydses, for til sidst at være filtret fuldkommen djævelsk ind i hinanden. Dog på en sådan måde, at Milo for Sughrues skyld forholder denne vigtige oplysninger, Milo vil ikke involvere ham i sin egen dybeste misere. Og alligevel så indfiltret, at de kun sammen kan klare det med livet i behold ...
Heraf flyder bl.a. det logiske i historiens opsplitning i to fortællespor. Milo er den meget frodige fortæller (i præteritum), Sughrue den mere lakoniske (præsens), men skiftene modsvarer også det stykvise, inkongruente i opklaringen, som yderligere understreges af især Milos sans for 'baglæns' fortællen, noget holdes tilbage, og Sughrue - og læseren - mystificeres produktivt.
For man hænger ved deres læber. Der render en strid strøm af øl, whisky, tequila osv. gennem genvordighederne og de luksuriøst installerede pauser, tilmed grundigt spædet op af masser af stærke joints og uendelige baner kokain, så man bliver helt svimmel, skiftevis lystent smittet og temmelig skræmt.
Der er den yderligere pointe derved - ud over det kick rusgiftene giver det højt krydrede sociale leben og den speedede action - at en del af den kriminelle humle selvfølgelig er narkotikaen og dens vandring fra Mexico til USA, en vandring som det amerikanske politi øder millioner på forgæves at forsøge at stoppe. Til Crumleys ret udelte skadefryd, han er utvetydigt for legalisering som den eneste fornuftige vej.

Tag vare på den slags
Inderst i det intrikate netværk ligger dog noget ganske andet, dog lige så vel styret af stormægtig ambition og magtvilje. Det kommer vestfra, hvor alle, selv "Los Angeles' gadeskilte (...) vil instruere film." Crumley har selv bitre personlige erfaringer med filmbyen, men hans satire er - som i alt andet - gennemtrukket af stor kærlighed, her til de westerns, model Peckinpah, hvis maskuline spor Milo og Sughrue trofast trasker i.
Og som i sådanne barske eventyr vrimler også Grænseslanger med sanseforvirrende træske og forbløffende stærke kvinder, til stor fortabelse og stor fryd.
I det hele taget er romanen én stor fryd. Ikke én scene, der ikke smælder af stædig livskraft, skær poesi eller krydret vittig dialog. Et veritabelt overflødighedshorn af sproglig udtrykskraft og sanseligt overskud. Og med en usentimental undertone af forgængelighed, der afstedkommer en generøs følsomhed for alt levende, midt i de voldsomste excesser.
Trods romanens voldsudfoldelser er Crumley f.eks. fuldstændig skånselsløs i sin kritik af amerikansk militarisme, der gennemsyrer også meget på overfladen civilt liv.
Crumley skriver en postmoderne barok, det er sene tider. "Den tid på døgnet, hvor den sorte asfalt æder lyset fra forlygterne, og luften bliver uigennemtrængelig som aske."
James Crumley er en sjælden forfatter. Som det så præcist hedder på bagflappen, med et citat fra New york Times Book Review: "Tag vare på forfattere som Crumley, før de brænder ud - og tager flammen med sig". Værsgo.

*James Crumley: Grænseslanger. 357 s., 335 kr. Forlaget KLIM. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her