Læsetid: 6 min.

Sjuganov: Jeltsin bør gå af

31. oktober 1998

Den russiske kommunistleder distancerer sig fra Primakov og arbejder for at blive den næste præsident, fortæller han i dette interview

Den 54-årige leder af Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, Gennadij Sjuganov, der tabte præsidentvalget i 1996 til Boris Jeltsin, betragtes som en nøgleskikkelse i russisk politik.
Han parti er det største i parlamentets underhus, Dumaen, og det spillede en afgørende rolle i den seneste politiske krise. Det var på grund af det kommunistiske pres, Jeltsin blev nødt til at trække sin kandidat til posten som ministerpræsident, Viktor Tjernomyrdin, tilbage til fordel for Jevgenij Primakov.
I dag synes kommunistpartiet at distancere sig fra Primakov - formentlig for at fralægge sig ethvert ansvar for hans måde at tackle krisen på.
I et interview med Libération fortæller Sjuganov om sit partis - ikke altid lige gennemskuelige - politik og om kampen for at blive Jeltsins efterfølger.

Jeltsin fungerer ikke
- Jeltsin er syg og fører en tilbagetrukken tilværelse. Hvad mener De, han skal gøre i den situation: oprette en post som vicepræsident eller simpelthen gå af?
"Han har faktisk ikke fungeret, siden han blev valgt. Det er han ikke i stand til, og det er noget, alle ved. Hans pressesekretærer lyver så meget, at folk griner ad dem. Rusland lever med et tomrum dér, hvor magten skulle være, og det betyder, at landet er dømt til ustabilitet."
"Vi har længe foreslået at ændre forfatningen med henblik på at udfylde dette tomrum og skabe ligevægt mellem de forskellige grene af magten. Især er det nødvendigt at indføre en regel om, at præsidenten må underkaste sig en helbredsundersøgelse på parlamentets forlangende. Desuden skal der være kontrol med, hvordan præsidenten udøver sine beføjelser."
"Med hensyn til hans afgang er der to muligheder: Enten kan han afsættes, eller også kan han træde frivilligt tilbage. Det sidste ville være det bedste for landet og for hans nærmeste. Jeltsin er en degenereret drukkenbolt; han er ikke længere i stand til at træffe beslutninger. Vi har i Dumaen iværksat en procedure, der skal føre til hans afsættelse (som ikke har store chancer for at bære frugt, red.)."
- Vil det være nok for Dem, hvis der indføres en post som vicepræsident?
"Vi vil insistere på, at Jeltsin går af, for det er først og fremmest ham, der ødelægger landet. I seks måneder har han opholdt sig uden for Moskva, og man fortæller os, at han 'arbejder med dokumenter'. Det er en fornærmelse mod den sunde fornuft på et tidspunkt, hvor landet gennemlever en katastrofe. I virkeligheden er det selve præsidentinstitutionen, der skal ændres."

Pragmatisk regering
- Er De tilfreds med ministerpræsident Primakovs første dispositioner?
"Han kunne ikke komme til at danne den regering, der var brug for. De ministerier, der skal skaffe penge til staten (finans- og skatteministeriet) er i hænderne på dem, der har udløst krisen. Anatolij Tjubajs (en af de mest fremtrædende reformpolitikere) leder nu det nationale elektricitetsselskab."
"Den nye regering er dog mere pragmatisk end de foregående. I det mindste taler den til folk i et sprog, de forstår. Men den må hurtigst muligt gøre fire ting: sikre sig kontrollen over statens vigtigste indtægtskilder (olie, guld osv.); oprette instanser, der skal føre tilsyn med de offentlige tv-kanaler - ligesom Kreml er Ostankino stadig liberalismens højborg; sørge for, at folk overlever vinteren; og endelig bekæmpe korruption og kriminalitet."
- Kommunisten Jurij Masljukov er nummer to i regeringen. Er det ikke et bevis på, at den er venstreorienteret?
"Nej. Denne regering er hverken venstre- eller højreorienteret; den er pragmatisk. Man kunne kalde den Primakovs regering. Kun tiden vil vise, hvilken politik den vil føre - hvis den bliver venstreorienteret, så er det en venstreorienteret regering."
- Men støtter De den?
"Nej. Vores taktik er meget enkel: Vi vil støtte alt, hvad der gavner folket, genopbygger russisk industri og fremmer en kulturel og moralsk renæssance. Men hvis regeringen vender tilbage til den gamle politik, vil vi udgøre en meget hård opposition."
- Moskavs borgmester Jurij Lusjkov har indledt sin kampagne til præsidentvalget og foreslår sig selv som leder af en centrum-venstre alliance. Er De parat til at gå ind i en sådan alliance?
"Højrefløjen har lidt et kolossalt nederlag. Hvis vi skal nå frem til et stabilt politisk system, må centrum og venstre slutte sig sammen. Derfor fører vi en dialog med alle, der befinder sig i centrum: borgmestre og guvernørerne i de forskellige regioner, altså også Moskvas borgmester. Så må vi se, hvad hver især kan bidrage med, og derefter beslutte, hvem der skal lede alliancen."
- De er altså ikke imod en alliance?
"Jo større koalitionen er og jo mere den bygger på lokale lederes autoritet, jo mere realistisk er dens program. Så vidt jeg kan se, er denne koalition det eneste middel til at overvinde den demokratiske krise. For jeg udelukker ikke, at ekstremister - både til højre og til venstre - vil forsøge at destabilisere landet."
- Er De præsidentkandidat i 2000?
"Jeg er den mest populære politiker. Vi har det største og det bedst organiserede parti. Vi har også skabt en parlamentarisk blok, som tæller 200 medlemmer af Dumaen."
"Altså har vi alle de objektive forudsætninger for at få et godt resultat ved valgene - både til lokale råd, til parlamentet og til præsidentposten."
- Så er De altså kandidat?
"Det afgør partiets kongres."

Et gigantisk kasino
- I marts stemte De ikke mod at gøre den liberale Sergej Kirijenko til ministerpræsident. Var det, fordi De frygtede, at Jeltsin ville opløse Duamen og udskrive valg?
"Flere medlemmer af partiet stemte faktisk for Kirijenko; de er blevet genstand for disciplinære sanktioner. Valget af Kirijenko var en alvorlig fejl. Han talte bedre for sig end sin forgænger (Tjernomyrdin), men det var også alt."
"Han sprængte markedets strukturer - alt det, som Tjubajs og hans bagmænd havde forsøgt at bygge op. Tjernomyrdin og Kirijenko har forvandlet Rusland til et gigantisk kasino."
"Da Kirikenko blev valgt, drejede det sig ikke om, hvorvidt parlamentet skulle opløses eller ej. Det drejede sig om at undgå en total lammelse af magten, som ville have bragt landet på randen af opløsning."
- I Vesten beskrives Deres parti ofte som nostalgisk. Generer det Dem?
"Vesten tager ofte fejl. Vi er et moderne parti med et videnskabeligt grundlag og internationale erfaringer. Alle er nødt til at regne med os - både her og i udlandet."
- Men De har ikke taget afstand fra fortidens forbrydelser.
"Alt, hvad der skete i strid med loven i den stalinistiske periode, blev fordømt i 1950'erne (efter Stalins død)."
"Men tag nu Jeltsin: Han undertrykker et helt land. Han har svoret på, at den private ejendomsret er hellig, men samtidig har han taget folks opsparing fra dem og ikke udbetalt deres løn. Han taler om menneskerettigheder, men han kan ikke engang garantere retten til at leve."
"Det eneste fornuftige er at drage den korrekte lære af fortiden og ikke gentage dens fejltagelser. I den forbindelse vil jeg citere Leonid Leonov (sovjetisk forfatter i slutningen af 1920'erne, som lovpriste den revolutionære kamp): 'Man har først frigjort sig fra fortiden, når man ligger i graven.' Det er de dumme, der vil udviske historien."
"Som afslutning vil jeg sige, at jeg har stor respekt for franskmændene; de er dygtige og arbejdsomme. Faktisk tror jeg, der er mere socialisme i Frankrig end i Jeltsins Rusland."

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her