Læsetid: 3 min.

Skeletter eller kæledyr

5. oktober 1998

Tvivlen bør komme Peter Reichhardt til gode i hans første forestilling som instruktør og direktør

TEATER
"Alle har vel et rum, de ikke går ind i," siger Ole, som er en overvintret hippie med Skousen/Ingemann på den gamle grammofon og bildæk mellem bukseremmen og underkanten af t-shirten. Ole bor alene i en stor lejlighed med mange døre.
Hans møbler, mest sofaer, er ren containerarkæologi, og hans samlede følelsesliv synes at være knyttet til en hel hær af bløde kæledyr. Plus unge mænd, der bruger ham som en slags mellemstation på vejen mellem teenage- og voksenlivet.
Oles lejlighed er den scenografiske ramme om Mungo Park-teatrets "Dengse og Mørket".
Ole (Hans Henrik Voetmann) har helt konkret et rum i lejligheden, han ikke tør gå ind i. Der kommer mystiske lyde derinde fra. Måske er det bare blæsten, der river i vinduerne. Måske er det meget værre end det. Skeletter?
Et af tøjdyrene har fødselsdag, og Ole har inviteret Dengse (Nikolaj Lie Kaas), én af de unge mænd, der bruger Ole til at komme videre med sig selv.
Dengse har netop truffet og forelsket sig i Janni (Line Kruse), som han inviterer med til fødselsdagen. Dengse er frygtelig umoden. Han er bange for at drømme, bange for at give los, han har nogle uafsluttede forældreopgør, han er først og fremmest forvirret over sine egne følelser - studerer i spejlet nogle udkast til forskellige reaktioner på Jannis udspil.

Janni og drengene
Hverken Ole eller Dengse kan ikke finde ud af at passe Janni ind i drengenes kammeratskab. Hun er tydeligvis kommet en smule længere med sig selv end de tilstedeværende herrer. Hun har tråde ude til både fremtid og fortid og en forståelse for nødvendigheden af at erkende og forstå sin egen følelsesmæssige bagage: "Der er mange mennesker inde i os, der presser på for at slippe ud."
Helt konkret i en passage, hvor Dengse hører hende tale med Dengses fars ord og stemme.
Fødselsdagsfesten får endnu en gæst: Ole har lejet det farlige værelse ud til én af Dengses bekendtskaber fra skoletiden, som er mindst lige så selvspejlende, mindst lige så skrøbelig, men noget bedre til at camouflere det.
Kortene er givet, og jeg ville være et skarn, hvis jeg afslørede, hvem der tager stikkene hjem.
Det er en god ide at prøve at indfange historien om overgangen fra senpubertet til tidlig voksen. Det er ikke nogen ny ide. Filmen og den dramatiske litteratur er proppet med tidligere forsøg. Men tonen ændrer sig, tiderne skifter og historien skal hele tiden fortælles forfra.
Denne udgave er ifølge pressematerialet "skrevet af Peter Hugge efter ide af Martin Kongstad" - man kan gætte på, hvad det betyder. Men det kan være grunden til at stykket også er præget af en vis usikkerhed i afleveringen. Så længe der fortælles i korte scener (eller billeder, om man vil) går det forrygende. I de længere forløb i lejligheden er der knap så megen fremdrift i fortællingen, og man kan ikke ligefrem beskylde arrangementet for at være elegant.
Men ok, det er Peter Reichhardts første forestilling som direktør og samtidig hans første som instruktør. Hvis han så også har haft manuskriptkrise undervejs, må man vel give ham tvivlens fordel og erkende, at det er meget godt gået.

*"Dengse og Mørket". Skuespil af Peter Hugge & Martin Kongstad. Instr.: Peter Reichhardt. Scen.: Kirsten Thomsen. Mungo Park, Allerød. Til 31. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her