Læsetid: 6 min.

Der skal en skidt karakter til at få en høj karakter

23. oktober 1998

Siger en, der selv har en skidt karakter uden altid at have fået høje karakterer - I anledning af Marx' genopstandelse

FRIE ord
En skidt karakter er det sikkert, der i de seneste uger er kommet til håndgribeligt udtryk, når jeg har grebet mine hænder i at gnide sig skadefro over den kapitalistiske krise. Den, som i går lod Informations forside forkynde Marx's genopstandelse og som inde i bladet med Eric Hobsbawm som pennefører over to sider blev udmalet under overskriften: "Det frie markeds dødskramper". Er det ikke det, jeg hele tiden har sagt?
Det er det. Også i 80'erne og begyndelsen af 90'erne, da alt efter neoliberalismens sejrsgang og Berlinmurens sammenbrud blev erklæret som ufatteligt godt, tillod jeg mig at fastholde, at den amerikanske kapitalisme ikke er svaret på den stalinistiske kommunisme.
Det gik nemlig ikke ufatteligt godt i de neoliberalistiske 80'ere efter 68-oprørets nederlag, og det vil det heller ikke komme til at gå, når det med rentesænkninger og pengeudpumpninger og andre såkaldte keynesianske midler (som mange nu råber på) måske om kortere eller længere tid er lykkedes at inddæmme de umiddelbare virkninger af de indtrufne finansielle sammenbrud.
Udstødningen af medmennesker og naturgrundlag var i fuld gang, før finanskrisen satte ind. I værste fald kan en dosis keynesiansme gøre ondt værre.
Den vil nok øge efterspørgslen på varer og tjenesteydelser, men de hjul, som igangsættes af den grund, behøver ikke at blive betjent af de udstødte eller udstødningstruede og den øgede produktion behøver ikke at blive mere bæredygtig end den, der i disse uger lider et vist tilbageslag.

DER SKAL mere til end socialdemokratismens økonom, John Maynard Keynes (1883-1946), kan tilbyde:
"Griskhed og åger (renter) og beregning (spekulation) må være vores guder en tid endnu," skrev han i god overensstemmelse med den økonomiske liberalismes fader Adam Smith (1773-90), der mente at "en usynlig hånd" på markedet ville sikre alle fordel af, at hver enkelt efterstræbte egen gevinst mest muligt. Keynes anbefalede efter Første Verdenskrigs militære ragnarok og 1929-krakkets økonomiske ragnarok hånden synliggjort af bevidste især finanspolitiske indgreb: Ved øget efterspørgsel og investeringer skulle fuld beskæftigelse opnås. Denne håndtering måtte varetages - og er hidtil blevet varetaget - af særligt indviede og udeksaminerede økonomer med høje karakterer. De skulle - så at sige bag ryggen på de griske og beregnende kapitalinvestorer og lønmodtagere - narre disse til dén markedsmæssige opførsel, som sikrede alle fordel af hver enkelts efterstræbelse af egen gevinst. For, som Keynes også skrev:
"Hvordan skulle jeg kunne acceptere den kommunistiske doktrin, der som sin uangribelige bibel har en forældet bog, som jeg ved ikke alene er fuld af videnskabelige fejl, men også uden interesse og anvendelsesmuligheder i den moderne verden? Hvordan kan jeg antage en tro, som foretrækker mudderet frem for fisken og hæver det ubehøvlede proletariat op over bourgeoisiet og intelligensen, som med alle deres fejl dog har kvalitet og bærer alle menneskelige muligheder i sig."
Men da den store kapitalistiske krise for anden gang blev grundlagt, og det skete hverken i år eller sidste år men i 1973, skete det netop som følge af keynesanismens og socialdemokratismens sammenbrud. Der gik spekulation i 13-tallernes velmente spekulationer i - og for så vidt imod - folks griskhed: Øget pengerigelighed førte ikke til øget beskæftigelse men til løn-pris-spiralernes inflation. Nu sad der højt uddannede økonomer med høje karakterer i brancheforeninger og fagforeninger og investeringsforeninger, som grisk satte priser og lønkrav og renter i vejret i takt med den øgede pengemængde, før den havde nået at gøre sin virkning på beskæftigelsen. Til sidst stod man med det, der netop ud fra en keynesiansk tankegang ikke kan ske: Øget inflation og øget arbejdsløshed på én gang. Stagflation, kaldte man det. Den er aldrig siden blevet overvundet, men har skiftet karakter til en ondartet udstødningsmekanisme med stigende uligheder til følge.

HAR MARXISTERNE så svaret? På vores store Marx-opslag i avisen i går citeres en af Tony Blairs rådgivere, Geoff Mulgan, for følgende:
"Man kunne forvente, at (marxisterne) Stuart Hall og Eric Hobsbawn tilbød deres ideer. Men trods kraften i deres angreb på 1990'ernes kapitalisme, så synes de - forbavsende nok - ikke at have noget at sige. Ikke noget om hvordan kapitalismen kunne gøres mere human."
Skønt Tony Blair (eller Poul Nyrup Rasmussen-Marianne Jelved) bestemt ikke har noget at prale af op til den aktuelle finanskrises udbrud, har marxisterne det i almindelighed heller ikke. Det hensynsløse selvopgør efter nederlagene i 80'erne er stadig ikke gennemført.
I sit opgør med 1968-oprørets pædagoger og med Information som hadeobjekt nr. 1 skriver Henrik Dahl i sin bog Den kronologiske uskyld (der siden vil blive anmeldt her i bladet):
"1980'ernes helte var velklædte storsvindlere og lykkeriddere, der ud fra en rent objektiv betragtning var særdeles usympatiske, og som i nogle tilfælde har fået deres fortjente straf i 1990'erne. Desuden var der permanent høj arbejdsløshed og masser af mere diskret egoisme. Derfor var der på en vis måde ikke så meget at være begejstret over ved 1980'erne. Og så alligevel. Efter at være blevet udsat for alverdens hyklere og magtbureaukrater, var det som om mennesket igen begyndte at betyde noget. I stedet for overfladisk demokrati på den ene side og udfrysning og sindrige beherskelsesteknikker på den anden, betød 1980'erne, at mennesket på godt og ondt kom i fokus igen. Man udøvede magt og fik ansvar. Og man kunne rette sine protester mod en person i stedet for et system, og dermed holde nogen ansvarlige. Det er næsten symbolsk for årtiet, at det, der gjorde en ende på det ultimative 1980'er-symbol, Poul Schlüters regering, var det personlige ansvar. Han satte selv dette skifte på dagordenen og endte med at blive dets mest prominente offer."
I al sin tvetydighed rammer denne karakteristik en ikke uvæsentlig del af forklaringen på 68-oprørets og marxismens nederlag: I mere eller mindre ærlig efterstræbelse af total frigørelse og frihed blev der af "pædagogerne" opvist de mest sindrige beherskelsesteknikker. Ikke bare i børnehaverne.
For marxismen suppleret med freudiansimen sad jo inde med de evige sandheder om, hvad der tjener menneskeheden bedst.
I den forstand ligner liberalismens tro på den usynlige hånds og keynesianismens og marxismens tro på de udeksaminerede hænders overlegenhed hinanden: Det almindelige mudder skal manipuleres mere eller mindre snedigt. Det skal ikke selv direkte overtage ansvaret.

NETOP fordi det er Henrik Dahl så magtpåliggende at få det nødvendige ansvar (gen)indsat i dets rettigheder, undrer det mig, at Information skal have æren af at være hans hadeobjekt nr. 1. Faktisk var det her i bladet, at der både i 70'erne og 80'erne blev kæmpet mest energisk for en art andelsorganisering, et økonomisk demokrati, et oprør fra midten ud fra den opfattelse, at et sandt demokrati er den samfundsform, hvor alle skal have lov at segne under ansvarets byrde og brække sig af magtens bærme. Hvad der ganske rigtigt jog en mængde "pædagoger" over til Politiken og Weekendavisen.
Men lad nu Henrik Dahl og hans tvetydigheder være. Hvis der skal findes et svar på både den stalinistiske kommunisme og den amerikanske kapitalisme og lægges et konkret indhold i snakken om "den tredje vej" må det være det fundamentale brud med både Adam Smiths, John Maynard Keynes' og Karl Marx' tro på dem, med de høje karakterer.
Thyge Arnfred skrev i går her i bladet i en vidunderlig smuk nekrolog over Hassan - arkitekt Niels Blegvad Stenz - der også blev min ven:
"Hassan blev økologisk jordbruger på Møn uden at skippe lærerjobbet på Kunstakademiets Arkitektskole i København. En dag sagde han imidlertid farvel til arkitektskolen, hvad jeg blev ked af. Jeg tror, han var skuffet over, at han ikke fik moralsk og materiel støtte til at gå bag om arkitektfaget og påvise sådanne alternativer til herskende udviklingstendenser i samfundet, der kan gøre det mere meningsfuldt at udøve faget."
Det var og er ikke en mand som Hassan, der med høje karakterer i ryggen lokkede og lokker verden ud i det, som for tiden optager de store overskrifter. Dertil var Hassans karakter for god.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu