Den danske videnskabsmand Niels Steensen har haft stor indflydelse på den moderne forståelse af menneskets fysik. For ti år siden blev han saligkåret af Pave Johannes Paul II
Den 23. oktober var Niels Steensens dag her i Firenze. For i går var det 10 år siden, at den danske videnskabsmand, der levede fra 1638 til 1686, blev saligkåret af pave Johannes Paul den Anden i Peterskirken i Rom. Det blev fejret behørigt på dagen med en jubilæumsmesse celebreret af Firenzes ærkebiskop, kardinal Silvano Piovanelli i San Lorenzo-kirken, hvor Steensen ligger begravet. Katolikker fra bl.a. Danmark og Tyskland valfartede til messen.
Foreløbig er Steensen 'bare' beatus (salig), dvs. en person som har 'bestået' den første kanoniseringsproces - på grund af et helligt og forbilledligt liv samt mirakler ved hans grav eller ved påkaldelsen af ham. Mange håber, at den næste proces snart vil blive sat i værk, så Steensen kan opnå værdighed som sanctus (helgen).
Men selv som beatus er Steensen altså en mand, som Gud - ifølge katolikkerne - lytter til. Både salige og helgener æres og mindes og påkaldes, man beder ikke til dem, man beder dem gå i forbøn for én hos Gud - om end man i den mere folkelige katolicisme ofte finder direkte bønner om hjælp og støtte til de meget populære helgener. Og i Firenze regnes Niels Steensen faktisk for en sådan magtfuld person, ja som en fuldgod helgen. På hans sarkofag ligger der altid en hoben med små sedler fra håbefulde troende, som beder ham om hjælp - til at komme gennem bryllupsnatten og skænke det nygifte par sunde børn, til at bestå en eksamen eller hjælp til ens syge moster... Og så er der sedler fra danske gymnasieelever på studietur, der beder Steensen om held og styrke til det danske fodboldlandshold og lignende.
Men en beatus er altså, i modsætning til en sanctus, ikke universel, han æres især i de lokalområder, han virkede i. For de hellige af begge kategorier gælder det ydermere, at de ofte får tillagt et særegent virkefelt.
Steensens virkefelt er ikke overraskende videnskaben.
Det fremgik bl.a. af den københavnske katolske biskop Martensens ord ved saligkåringen i 1988: "Giv alle videnskabsmænd og forskere på Niels Steensens forbøn at få indsigt i skabningens love for at kunne bruge dem til Faderens ære og menneskenes vel."
Martensens tale var en genlyd af den bøn (på mange sprog), trykt på bagsiden et lille billede af Steensen, som man i årtier har uddelt i San Lorenzo-kirken: "Vi beder Dig, lad vor fromme Biskop Niels Steensen blive forherliget i Din Kirke paa Jorden, saa han, optaget blandt Dine Salige og Hellige, som gudfrygtig Forsker, som ærligt søgende Konvertit, som nidkær Præst og Biskop, kan blive Forbillede og Forbeder for hele Verden og især for de nordiske Lande, Dig til Ære og dem til Gavn. Amen."
Det var netop dette lille billede med bønnen, sammen med et billede af et Steensen-relikvie, der udvirkede det mirakel, som også var fornødent for beatus-værdigheden. Et var, at hans forbilledlige liv gjorde ham værdig til titlen 'Guds ærværdige tjener'. Men for at paven kunne imødekomme anmodningen om saligkåring, så skulle der føres bevis for, at Gud havde grebet mirakuløst ind i jordelivet på Niels Steensens forbøn.
I 1961 gik Signora Taddei til præsten i San Lorenzo-kirken og klagede sin nød: Hendes mand havde i en halv snes år lidt af en alvorlig leversygdom, og lægerne havde fastslået at han kun havde et par måneder tilbage at leve i. Præsten gav hende det nævnte billede, som hun anbragte under sin mands hovedpude, og efter, at ægteparret i ni dage morgen og aften havde bedt Niels Steensen-bønnen - så kom Gavino Taddei faktisk, mirakuløst, til hægterne. Uden at lægerne kunne give en forklaring. Miraklet blev anerkendt - og Steensen blev indlemmet i de saliges rækker.
En sådan mirakel-snak er naturligvis vanskelig at sluge i vores luthersk-evangeliske kultur. Men hvis man som god kristen tror på miraklerne i de hellige skrifter, så kan man jo med Kierkegaard sige: "Det er da et besynderligt Snerperi, at det kun skulde være skeet for 1800 Aar siden, at et Menneske blev hjulpet miraculøst."
Hvad er det så, der har gjort vor landsmand værdig til al denne ære og opmærksomhed fra katolsk side?
Niels Steensen, guldsmedesønnen fra Klareboderne i København, var en af 1600-tallets største videnskabsmænd, og allerede i levende live berømt i hele Europa. Han var uddannet som anatom på Københavns Universitet, og hans undersøgelser har haft afgørende indflydelse på den moderne forståelse af menneskets fysik. På sin uddannelsesrejse ned i Europa i begyndelsen af 1660'erne gjorde han sig bemærket ved - under en anatomisk dissektion i Leiden - at opdage ørespytkirtlens udgang (som stadig kaldes Ductus Stenonianus); og ikke mindst fastslog han, at hjertet er en muskel. I sit skrift fra 1664 om muskler og kirtler hedder det: "Hjertet er ikke mere en substans af særegen art og heller ikke en speciel substans som ild, indre varme, eller sjælens sæde, og ej heller en frembringer af visse væsker såsom blodet, eller producent af en vis såkaldt livsånde."
Hermed var der sket en total afmystificering af hjertet, og i en fransk anmeldelse af bogen fremhæves det, at den er noget "i retning af at omstyrte det, der har været mest grundfæstet i medicinen." For ikke at tale om det mest grundfæstede i menneskeopfattelsen - i årtusinder.
For et par måneder siden hørte jeg en protestantisk dr. theol. holde et foredrag om hjertet og inderligheden. Han havde det rigtigt dårligt med videnskabsmændene, der reducerede hjertet til - lige præcis en muskel. Han på sin side mente, at der lå megen dybsindig visdom i 'hjertets sprog' og i opfattelsen af hjertet som sæde for følelserne. En folkelig og poetisk opfattelse som ligger smukt i forlængelse af Bibelens tale om oprigtige henholdsvis forhærdede hjerter.
Niels Steensen havde ikke selv problemer med at fastholde sit videnskabelige standpunkt - at hjertet ikke er andet end en blodpumpende muskel - samtidig med, at han metaforisk "af et oprigtigt hjerte søger den sande tro." Men det var jo så - for Steensen - katolicismen!
Den videnskabelige erkendelse af hjertet som en muskel blev et første skridt på vejen til Steensens konvertering. Han fortæller hvordan han i 1663 dissekerede et oksehjerte og gjorde sine iagttagelser og erkendelser. Hermed kom han til at stå i absolut modsætning til datidens førende filosofi, cartesianismen, efter René Descartes (1594-1650). Et afgørende element i cartesianernes materialistiske menneske- og verdensopfattelse var, at hjertet var sæde for livsånderne. Hertil siger Steensen, at hvis han med sin kniv på mindre end en time kan få disse lærde herrers sindrige systemer til at styrte til jorden, "hvilken sikkerhed giver de mig for ikke også at tage fejl, når de behandler Gud og sjælen?" Cartesianernes religionsopfattelse gik kort sagt ud på, at den ene religion er lige så god som den anden; det gjaldt om praktisk at tilpasse sig den form, hvorpå menneskene et givent sted giver udtryk for sin taknemmelighed overfor skaberen.
Steensen fastholdt dog princippet i den videnskabelige metode, som han havde lært af cartesianerne: At tvivle på alt og undersøge tingene igen og igen.
I 1666 ankom Niels Steensen til Italien, hvor han straks blev genstand for stor opmærksomhed og veneration. Storfyrsten af Toscana, Ferdinando 2. (1610-70) tog imod ham med åbne arme, støttede ham finansielt og gav ham alle muligheder for videnskabelig forskning. Siden hen blev Cosimo 3. (1642-1723), hans nære ven og store velynder. Steensen blev ven med førende videnskabsmænd, Galileis arvtagere: Matematikeren Vincenzo Viviani, hoflægen Francesco Redi og Lorenzo Magalotti, sekretæren for det berømte Accademia del Cimento i Firenze, som Steensen også blev optaget i. Det var det første eksperimenterende videnskabsakademi i Europa, grundlagt i 1657, og dets motto var: "Undersøg og undersøg igen."
Det var et motto, der passede Steensen, og i de kommende år ydede han en formidabel videnskabelig indsats: I efteråret 1666 fangede man en kæmpehaj og fik den slæbt op på land i nærheden af Livorno. Steensen fik haj-hovedet til partering. Han opdagede, at de store hajtænder lignede de såkaldte tungesten, og han fastslog, at disse var forstenede hajtænder. Eftersom de fandtes i rigt mål på landjorden måtte denne altså have været oversvømmet. Hermed grundlagde han både palæontologi (forsteningslære) og geologi (læren om Jordens udvikling) som videnskaber. Det var i sig selv revolutionerende overhovedet at forestille sig, at Jorden havde en historie, en tid, en udvikling.
I forbindelse med sine geologiske undersøgelser i de toscanske landskaber gav han sig også til at studere krystaller, han opstillede en teori om hvordan de dannes, de forskellige arter og deres form. Hermed blev han grundlægger af krystallografien, og hans påvisning af kantvinklers konstans i krystaller kaldes efter ham Stenos lov.
Hele det miljø, som omgav Steensen i Firenze, og som han elskede højt, var katolsk: Hoffet, akademiet, vennerne... Det anfægtede ham, ikke mindst fordi han fra barnsben af var en from og rettroende lutheraner. Her dumper han så lige ned i skismaet mellem to stridende kristne kirker. Og fjendskabet var eklatant - 130 år efter reformationen. Ud fra ønsket om at genvinde de frafaldne lande iværksatte Romerkirken stadig missionsforsøg. Og i de protestantiske lande blev katolikkerne opfattet som kættere; der var tilmed dødsstraf for katolsk missionsvirksomhed.
I Danmark var der i 1600-tallet enkelte katolikker, men de måtte gå forsigtigt med dørene, og katolsk gudstjeneste fandt kun sted i de udenlandske gesandtskaber. Den mest berømte konvertit var nok rigshofmester Corfitz Ulfeldt (1606-64) - med det katolske dæknavn "Enhjørningen". For hans vedkommende lå der deciderede politiske motiver bag konverteringen, og han kan muligvis betegnes som en kynisk katolik. Steensens væsen var totalt forskelligt fra Ulfeldts, han var borgersøn og havde intet ønske om personlig magt, kun om at blive professor i anatomi ved Københavns universitet. Hans konvertering var oprigtig.
Det var en episode i Livorno i den 24. juni 1666, få måneder efter Steensens ankomst til Italien, der først for alvor rykkede ham. På denne dag overværede han Kristi Legemsfest. Det er en glædesfest som blev indstiftet i 1264 for at ære Kristus' nærvær i alterets sakramente, nadveren. Byerne i de katolske lande er på denne dag smykket med blomster og faner, kirkeklokkerne ringer, og højdepunktet er den farverige procession, hvor den konsekrerede (indviede) hostie - og det vil sige Kristus' legeme - bæres frem i monstransen, en skål af ædelt metal. Folkemængden knæler ærbødigt når monstransen passerer. Steensen tænker ved denne lejlighed: "Enten er denne hostie et almindeligt stykke brød, og da er de, der viser den så stor ærbødighed, nogle tåber; eller også indeholdes Kristi legeme virkelig i den, og hvorfor ærer jeg den så ikke også?"
Hans enten-eller drejer sig om et af de mest afgørende teologiske og rituelle punkter i striden mellem katolicismen og protestantismen - og de forskellige reformerte retninger indbyrdes: opfattelsen af hvad nadveren egentlig er.
Den 2. november, Allesjælesdag, 1667, omvendte Niels Steensen sig til katolicismen. Det skete efter lange overvejelser og studier. Han var sædvanligvis beklemt ved at tale om religion med sine nære, lærde venner. Det gjorde han til gengæld med to fromme kvinder. Den ene var Maria Flavia del Nero, som bestyrede det lille klosterapotek i Annalena-klostret tæt ved Ponte Vecchio. Her købte Steensen pomade og parfume og andre ting som var fornødent for en berømt og elegant verdensmand. Den gamle nonne satte sig straks for at tage den venlige, men immervæk fortabte kætter til åndelig behandling. Den anden kvinde var den belæste Lavinia Arnolfini, gift med Luccas ambassadør i Firenze. Et afgørende vendepunkt skete for Steensen denne allesjælesdag, da Lavinia var ved at blive træt af hans evige tvivlen - samtidig med at hun gav udtryk for, at hun var rede til at ofre sit blod for hans frelse. Så omvendte han sig.
Men i det forløbne år havde han fulgt sit sædvanlige videnskabelige princip: At undersøge sagerne til bunds, inden han tog stilling. På Biblioteca Laurenziana studerede han bibelen og kirkefædrene - på originalsprogene. Ligesom Luther - og naturligvis inspireret af ham - fulgte han det gode renæssance-princip: ad fontes! (til kilderne!). Men i modsætning til Luther nøjedes han ikke med den hellige skrift som eneste trosgrundlag. Også traditionen, forvaltet af det kirkelige fællesskab, accepterede han - efterhånden.
I et brev gør han rede for nadverens (eukaristiens) sakramente, som han ved sine studier nåede til erkendelse af; bl.a. "at i kraft af indstiftelsesordene ved vor Herre Jesu Kristi almægtige kraft, Han, som har indstiftet eukaristiens sakramente, sker der en egentlig substantiel forvandling af brødet til Kristi legeme og vinen til Hans blod."
Den katolske kirkes nadverlære kaldes transsubstantiationslæren eller forvandlingslæren. Den hviler på Aristoteles' lære om, at enhver ting består af en substans (som vi kan begribe med vores fornuft) plus nogle egenskaber (som vi kan sanse). Et konkret brød - det vi kan se, lugte, smage - er således en særegen manifestation af begrebet 'brød', af brødets væsen. Hvordan skal nadverordene "Dette er mit (Jesu) legeme" nu forstås? Brødet (hostien eller oblaten) foran nadvergæsterne er jo stadig en samling mel og vand. Det skal - på katolsk - forstås på den måde, at det er brødets substans, der ved indstiftelsesordene forvandles til Jesu legeme; mens brødets fysiske egenskaber ikke ændres.
Her overfor satte Luther konsubstantiationslæren: "I, med og under" brød og vin modtages i nadveren Kristi legeme og blod. Konsubstantiation vil altså sige, at brødet og vinen bevarer deres naturlige substans, men forenes med Kristi legemes og blods substans.
Med konverteringen kunne Steensen ikke regne med at vende tilbage til Danmark. Han fortsætter imidlertid sit videnskabelige arbejde og bliver faktisk kaldt hjem af Kong Frederik d. 3. I København holder han i januar 1673 en indledningsforelæsning, inden han går i gang med dissekeringen af et kvindelig, som han har fået overdraget af bøddelen. Det foregår i Det anatomiske Teater, som dengang lå på Vor Frue Plads. Det er den situation, Steensen med den henrettede kvinde, som er foreviget i Gottfred Eickhoffs bronzemonument ved Universitetsparken i København.
I denne tale gør han rede for sin opfattelse af videnskabsmandens opgave: "Dette er anatomiens sande formål, at tilskuerne gennem legemets kunstfærdige bygningsværk skal hæves op til at fatte sjælens værdighed og følgelig gennem legemets og sjælens vidundere skal lære at kende og elske skaberen."
Talen er noget af det smukkeste renæssance-retorik i dansk litteratur (om end naturligvis affattet på latin), alene ved den kompositionelle opbygning frem mod de sætninger, der siden hen kom til at stå som Steensen motto: "Skønt er det vi ser, skønnere er det vi forstår, skønnest af alt er det vi ikke fatter."
Denne understregning af menneskets værdighed og lovprisningen af mennesket som Guds vidunderlige skaberværk var næppe helt forståelig for datidens danske lutheranere. Deres menneskesyn var stærkt præget af den såkaldte Konkordieformel, affattede tyske teologer i 1577 med henblik på at opstille en endegyldig luthersk lærenorm. I dette skrift hedder det bl.a.: "Vi tror, at mennesket er ganske fordærvet og død til det gode, så at der i menneskets natur efter syndefaldet og før en genfødsel ikke er så meget som en gnist af åndelige kræfter tilbage eller til rest, ved hvilken han af sig selv kan (...) bidrage, handle, virke eller medvirke til sin omvendelse, hverken helt eller halvt eller på mindste måde."
Der blev ingen professorstilling til Steensen, han rejste tilbage til Firenze, hvor han i 1675 lod sig præstevie, to år efter blev han bispeviet, og han virkede som biskop forskellige steder i Tyskland, indtil sin død i Schwerin i 1686.
Hans lig blev sendt tilbage til Firenze, hvor det i mange år lå i krypten i San Lorenzo-kirken, Medici-fyrsternes gravkirke. I 1953 blev hans jordiske rester lagt i en antik sarkofag, fundet i Arnofloden i 1930'erne og skænket af den italienske stat, og denne blev placeret i det nuværende Steensen-kapel i San Lorenzo.
I de sidste år levede Steensen stadig mere ydmygt og asketisk, gav afkald på al bispeværdighed, al sin ejendom delte han ud til de fattige og syge. Det er ikke mindst dette liv i Kristi efterfølgelse, der gør ham til et katolsk forbillede.
Fra dansk side blev han derimod hånet og skoset. Sjællands biskop Hans Wandal slog til lyd for, at den danske enevoldskonge ikke bare skulle bekende sig til lutherdommen (som det kræves af Kongeloven fra 1665), han måtte heller ikke "tillade djævelen eller kætterne at så klinte i Guds ager." Wandals efterfølger i embedet fulgte trop ved i 1678 at kalde Steensen en Satans proselyt, der havde hengivet sig til skændig omgang med den babyloniske skøge - dvs. den katolske kirke.
