Læsetid: 1 min.

Skolechefer satser på tidlig indsats

23. oktober 1998

Førskoleområdet, indskolingen og forældresamarbejdet er de hovedområder, skolecheferne vil satse på i de kommende år, viser evalueringsrapport

Ifølge skolecheferne rundt omkring i kommunerne, vil de næste års integrationspolitik hovedsageligt handle om førskoleområdet og indskolingen.
Det viser en interviewundersøgelse, PLS Consult har foretaget i forbindelse med evalueringen af Undervisningsministeriets Integrationsprojekt, der gennem de sidste fire år har ydet støtte til kommunale forsøg på at forbedre integrationen af tosprogede børn.
82 procent af skolecheferne har angivet disse to indsatsområder som de vigtigste i de kommende års integrationspolitik.
Derudover vil to tredjedele af kommunerne satse på et forbedret skole/hjem-samarbejde med forældrene til to-sprogede elever.
Fokuseringen på førskoleområdet og indskoling hænger sammen med en ændring i folkeskoleloven, der betyder, at kommunerne fremover er forpligtigede til at tilbyde tosprogede elever sprogstimulering i førskolen.

Fordeling droppet
Kun en tredjedel af skolecheferne mener, at man i fremtiden skal satse på at fordele de tosprogede elever mere hensigtsmæssigt. Det var ellers et af integrationsprojektets delmål, der samtidig ansås som et væsentligt middel til en bedre integration af tosprogede elever.
Men evalueringsrapporten tegner netop et meget negativt billede af fordelingseffekten.
Den viser nemlig, at projekterne, der har haft som mål at påvirke de tosprogede elever og deres forældre til at flytte skole, kun har virket i 'høj' eller 'nogen' grad i 46 procent af tilfældene. Og det er i tilfælde, hvor den anden skole lå inden for kommunens grænser.
Hvis den tosprogede elev blev tilbudt at flytte til en skole udenfor kommunen, var der slet ingen interesse.
Evalueringen af fordelingsprojekterne viser endda, at udflytning af tosprogede elever kan have en direkte disintegrerende effekt, fordi afstanden mellem skole og hjem bliver for stor, og det går ud over skole/hjem-samarbejdet og de sociale kontakter til de andre elever.

Behov for ny boligpolitik
"Hvis fordelingspolitiken skal føre til succes, skal den kombineres med en boligpolitik, der giver flygtningene større valgmuligheder, når de kommer til landet, og hvis de ønsker at flytte," konkluderede Peter Steen Jensen, formand for integrationsprojektets styringsgruppe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her