Læsetid: 4 min.

Slip historikerne løs på PET og FE

26. oktober 1998

De norske efterretningstjenester påvirkede direkte norsk udenrigspolitik under den kolde krig. Kun en bred historisk undersøgelse kan afgøre, om det samme skete herhjemme

KOMMENTAR
De seneste dage har både bekræftet længe nærede, stærke formodninger og tilføjet nye nuancer til billedet af de danske efterretningstjenesters virke - og samvirke med amerikanerne - under den kolde krig. Senest fremdragelsen af Knud Thestrups dagbogsoptegnelse fra 1971 om PET-chefens oversendelse til Washington-ambassaden af hemmeligt mikrofilmede PET-arkiver, hvis original regeringen havde beordret destrueret.
Det nye materiale sætter utilstrækkeligheden i det lovforslag om en juridisk indrettet kommissionsundersøgelse af PET, som regeringen ventes at fremsætte tirsdag (en uge forsinket), i bengalsk belysning. Og det understreger påny kraftigt behovet for dén brede, historiske undersøgelse af alle sider af de forskellige efterretningstjenesters arbejde - inklusive det socialdemokratiske AIC's registrering af kommunister på arbejdspladserne - gennem hele den kolde krig, som enkelte af os i månedsvis har argumenteret for (jvf. min kommentar "Vend stenene!" i Berlingske Tidende d. 30. sept., p.v.).
For det første bør en undersøgelse af denne karakter ikke som udgangspunkt være juridisk orienteret, dvs. med sigte på at fastslå et evt. retsligt ansvar for enkeltpersoner - politikere eller embedsmænd. Der er tale om begivenheder og forløb i en afsluttet historisk periode, den kolde krigs. Det vigtigste er nu, også med henblik på den kommende lovgivning og regelsætning vedrørende efterretningstjenesternes fremtidige arbejde, at få klarlagt spørgsmål som:
Hvordan arbejdede e-tjenesterne konkret, herunder hvilke interne og eksterne trusselsbilleder arbejdede de udfra? Præcis hvor omfattende var registreringen og overvågningen af borgerne? Hvilke samarbejdsrelationer var der til efterretningstjenester i udlandet, især CIA og britiske MI 6? Hvilke (hemmelige) retningslinier lagde politikerne for tjenesternes aktiviteter? Hvilken grad af demoratisk-parlamentarisk kontrol (eller mangel på samme) var disse aktiviteter underlagt?
Kun, hvis en sådan undersøgelse indeholder klare indicier for overtrædelser af alvorlige straffelovsbestemmelser inden for rimelige forældelsesfrister, kan retsforfølgelse efterfølgende komme på tale.

Uhindret forskeradgang
For det andet kan en seriøs undersøgelse naturligvis kun foretages, såfremt de historikere og andre samfundsforskere, som folketinget vel at mærke selv bør udpege til opgaven, gives uhindret adgang til alt relevant arkivmateriale. Dette har været tilfældet med alle de tre store, uafhængige undersøgelser i Norge, som på officielt opdrag er gennemført i de seneste år af de norske e-tjenesters virke under den kolde krig: Lund-kommissionens rapport (1996), O. Riste og A. Molands bogværk om Norges militære e-tjeneste, Strengt hemmelig (1997), samt K.E. Eriksen og T. Berghs store to-bindsværk Den hemmelige krigen: Overvåking i Norge 1914-1997 (1998) - i alt over 2.600 tryksider, tilgængelige for enhver.
For det tredje bør den del af undersøgelsen, som bl.a. vil bygge på mundtlige udsagn fra endnu levende aktører (dvs. hovedsagelig fra de seneste ca. 30 år), foregå bag lukkede døre.
Det er naivt og urealistisk at forestille sig, at især embedsmænd, som gennem et helt liv har set det som deres hovedopgave at vogte over statens sikkerhed og dybe hemmligheder, pludselig skulle lade munden løbe uhæmmet for ørerne af det forsamlede journalistkorps. Som medlem af den norske Lund-kommission, historikeren Berge Furre, har sagt: "Hvis nogen i Norge havde foreslået åbne døre, var han blevet mistænkt for ikke at ville have sandheden på bordet."
For det tredje er det absurd at lade en undersøgelse starte i 1968. Forud gik mere end 20 års iskold krig, hvor e-tjenesterne blev opbygget, rammerne for deres arbejde nationalt og internationalt fastlagt, osv. Denne periode rummer kort sagt forudsætningerne for overhovedet at forstå, hvad der foregik i perioden fra 1968 og frem.
For det fjerde er det ligeså meningsløst at isolere undersøgelsen til alene at omfatte PET. Politiets og forsvarets efterretningstjeneste (FET) var, alene i kraft af NATO-samarbejdet, forbundne kar, hvilket også bl.a. de norske undersøgelser klart viser. F.eks. fastlagde NATO i 1955 hemmelige og forpligtende minimumsstandarder for medlemslandenes registrerings- og overvågningsaktiviteter.

Norske konklusioner
Ikke meget taler for, at forholdene her i landet har været væsentligt anderledes end i Norge. Blandt de norske undersøgelsers konklusioner kan nævnes:
*Den norske efterretningsledelse tenderede til worst case-forestillinger om interne og eksterne trusler, fejltolkede de sovjetiske hensigter over for Vesteuropa, overdrev stærkt og i hovedsagen fejlagtigt de kommunistiske kup- og krigsforberedelser i Norge, og mistolkede og overbetonede stærkt den trussel, den norske revolutionære venstrefløj udgjorde mod statens sikkerhed.
*NATO's og det norske militære forsvars krav og behov for personkontrol (især ved offentlig ansættelse) medvirkede stærkt til, at de norske e-tjenester fandt en meget bred registrering af borgere nødvendig.
*Den indflydelsesrige alliance mellem politiets og forsvarets e-tjenester i Norge betød, at disse fik direkte indflydelse på landets udenrigspolitik. Bl.a. accepterede de politiske myndigheder, herunder især Udenrigsministeriet, i en række tilfælde at føre en noget mindre samarbejdsorienteret politik over for Sovjetunionen (og Finland) end oprindelig planlagt og foreslået.
*Især i den kolde krigs første årtier var den parlamentariske kontrol og kritik af e-tjenesternes virke stærkt begrænset. I denne periode foregik lovstridige og irregulære handlinger, og demokratiske principper og individets retsværn blev tilsidesat. F.eks. er det dokumenteret, at ikke blot venstreorienterede organisationers medlemmer og sympatisører, men også disses børn og familiemedlemmer mistede job- og karrieremuligheder. I vestlige lande, som vi gerne sammenligner os med, herunder - foruden Norge - NATO-landene Holland, USA og Canada, har historikere og andre forskere længe været i gang med at granske deres e-tjenesters historie under den kolde krig. I Sverige har regeringen således stillet 20 mio. kr. til rådighed for forsker-undersøgelser af de svenske e-tjenester. Det turde være på høje tid, at også danske historikere slippes løs på efterretningstjenesterne.

Dr. phil Poul Villaume er lektor ved Historisk Institut, KU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her