Læsetid: 5 min.

Smalt har også ret

13. oktober 1998

Der tales mere, end der handles i månedens tre videopremierer - dømt for smalle af danske film- og videodistributører

VIDEOGULD
Som en slags bekræftelse på, at denne klumme har sin berettigelse, kommer der for øjeblikket en hel del rigtig gode film på video. De tre film, jeg vil kigge på hér, har det til fælles, at de økonomisk ikke har klaret sig for godt i deres hjemland, USA, og at de formentlig er blevet dømt for smalle af de danske distributører og derfor ikke får biografpremiere. Og lad det være sagt med det samme: De danske film- og videoselskabers definition af smalt omfatter de fleste film, som ikke er fyldt med udvendig og tempofyldt action - film, hvor der snakkes mere, end der handles.

Forspildt liv
I Alan Rudolphs Afterglow er det Nick Nolte, Julie Christie, Laura Flynn Boyle og Jonny Lee Miller, der taler og taler og taler - når de altså ikke går i seng med hinanden.
Midaldrende Nolte spiller altmulig-håndværkeren Lucky Mann, der er ulykkeligt gift på 25. år med den let alkoholiske eks-skuespillerinde Phyllis (Christie). Lucky er en charmerende mand, og hans mange hjemmebesøg hos enlige husmødre bruges bl.a. til, i bogstaveligste forstand, at stive egoet af. En dag havner han hos den noget yngre, smukke og seksuelt udsultede Marianne (Boyle), der er gift med Jeffrey, en ung, rig og kold fisk af en forretningsmand.
Jeffrey tiltrækkes ikke af sin kone, men af ældre kvinder, og da han i sit mistænksomme hjørne følger efter sin Marianne og møder Phyllis, der er fulgt efter sin Lucky, bliver Jeffrey tiltrukket af hende. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til et opgør af både komiske og tragiske proportioner.
I Afterglow handler det lige så meget om det, der tænkes eller kun antydes, som om det, der rent faktisk siges.
Begge ægtepar har en fortid, vi ikke kender til, og som hele tiden spøger i personernes bevidsthed og derfor bliver filmens omdrejningspunkt: Hvad er der egentlig sket mellem de fire mennesker, siden de nærmest hader hinanden?
Filmen synes at sige - i hvert fald i forhold til de fire hovedpersoner - at vi har de partnere, vi fortjener. Og selvom vi i utilfredshed søger uden for ægteskabet eller det faste forhold, vil vi alligevel altid søge tilbage mod det, vi kender.
Rudolph, der startede som assistent for Robert Altman på bl.a. The Long Goodbye og Nashville og siden har slægtet sit sædeskildrende forbillede på, demonstrerer i Afterglow sit skarpe øje for at portrættere skæve eksistenser i en historie, der balancerer fint på grænsen mellem komedie og tragedie.
Spillet er upåklageligt, og specielt Julie Christie træder efter mange magre år igen i karakter som en stor personlighed, der er både tiltrækkende og spændende at være i selskab med.

Familieliv
Eves Mareridt af den debuterende Kasi Lemmons er også et familiedrama, hvor utroskab spiller en ikke uvæsentlig rolle. Historien fortælles af titlens voksne Eve, set i bakspejlets forklarende lys, men samtidig med den i filmen kun 10-årige piges uskyldige øjne.
Hendes far (Samuel L. Jackson) er en populær læge i byen Eve's Bayous farverige cajun-samfund. Hele familien, far, mor og tre børn, bor sammen i hvad, der lader til at være et harmonisk familieforhold.
Men, som den mere og mere opmærksomme Eve efterhånden finder ud af, så lurer løgnen og splittelsen lige under overfladen. Farens mange hjemmebesøg skyldes en uhæmmet seksuel appetit, og alle hans udenomsforhold kan efterhånden ikke holdes skjult for Eve og hendes 14-årige søster.
Snart bryder det helt store jalousi-drama ud i lys lue, idet den ældste datter tydeligvis lider af et enormt Elektra-kompleks, mens moren, der ellers stiltiende har set til, mens faren muntrede sig med byens kvinder, får sværere og sværere ved at tackle situationen.
Kasi Lemmons er overbevisende i sin skildring af, hvordan børns grænseløse kærlighed til forældrene, når den lider et knæk, kan forvandle sig til noget, der ligner had.
De unge skuespillere yder det optimale i deres samspil med mere garvede kræfter, bl.a. Samuel L. Jackson som den dæmoniserede far, der måske alligevel ikke er så slem. Og det voodoo-inspirerede bayou-miljø er tegnet med smukke og stemningsfulde billeder.
At man bør tale med sine børn og ikke skjule sandheden for dem, hvor smertelig den end måtte være, turde være indlysende, men som Lemmons demonstrerer for os, så er det ingenlunde tilfældet.
Eves mareridt maner til eftertanke, og man forlader Eve med bevidstheden om, at tavshed i værste fald kan gøre mere skade end ærlighed.

Kunstigt liv
I de senere år har science fiction-genren fået en gevaldig renæssance med larmende bidrag som Independence Day, Mars Attacks og Event Horizon, og bedst som man troede, at genren efterhånden kun kunne bruges til buldrende og selvironisk livtag med forbillederne, så dukker Andrew Niccols brillante scifi-drama Gattaca op på videohylderne og minder os om, at science fiction-film faktisk også er gode som samfundskritiske udspil.
Vi befinder os i et fremtidssamfund, hvor klassekampen ikke længere står mellem sort og hvid eller rig og fattig, men mellem dem med de rigtige gener og dem uden.
I det samfund bliver Vincent (en velspillende Ethan Hawke) født som et barn af kærligheden - d.v.s. en uplanlagt seksuel akt mellem hans forældre - og uden alle de genetiske forbedringer både fysisk og psykisk, som teknologien tillader, og som er nødvendige for at komme til tops i så hierarkisk opdelt en verden.
Men det eneste, Vincent drømmer om, er at blive navigatør og siden rumrejsende i Gattaca, centret for al rumaktivitet. Og da alle jobsamtaler på det nærmeste består af en genprøve er dét mål uopnåeligt.
Medmindre Vincent bytter identitet med én fra genklasse A, der ikke længere kan eller ønsker at leve det hurtige og smarte liv på verdens top.
Andrew Niccol, der også har skrevet manuskriptet til Peter Weirs mesterlige The Truman Show, tillader sig med Gattaca at udfordre sit publikum. Han sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi forvalter moderne teknologi på, og sår tvivl om det betimelige i vores måde at behandle hinanden på.
Og han tillader sig at gøre det i et uendeligt afdæmpet tempo, der giver filmen tid til at udvikle sig naturligt og publikum mulighed for at tænke undervejs.
Det er en nænsomt spillet og intelligent skrevet film, som den talentfulde Niccol debuterer med. Lad os håbe, at han kan og vil mere.

*Afterglow. Instruktion og manuskript: Alan Rudolph

*Eves mareridt. Instruktion og manuskript: Kasi Lemmons

*Gattaca. Instruktion og manuskript: Andrew Niccol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her