Læsetid: 4 min.

Smertensskrig eller forbandelse

7. oktober 1998

Kuldegysninger som inden et optrækkende tordenvejr griber læseren af centraleuropæeren Paulo Maurensigs begavede fortælling om ejerskabet til en dæmonisk violin

NY BOG
En kostbar 1600-tals violin bliver købt på en Christies auktion i 1986 i London. Det er optakten til rammehistorien i Paulo Maurensigs Spejlvendt kanon, der rummer andre fortælle-æsker inden i hinanden. Nok er Maurensig indfødt norditaliener, men han skriver i en centraleuropæisk tradition med inspiration fra E.T.A. Hoffmans dobbeltgængere, Thomas Manns Dr Faustus og Herman Hesses drengevenskaber.
Selv besidder Maurensig stærk vilje til perfektion, der viser sig i den sikre stil, og også spejler sig i et af hovedmotiverne i fortællingen, dæmoniseringen af fliden. Violinen er traditionelt djævlens forlokkende instrument, og denne har et dæmonisk hovede udskåret på skruekassen: "... et mandehoved. En mameluk efter alt at dømme, med langt hængeoverskæg, et vildt udtryk i ansigtet og munden spærret op som i et smertensskrig eller en forbandelse. Jeg har altid ment, at den violin var Stainers sidste."
Sådan røber violinens nye ejer, at han kender instrumentet fra før, og fortællingens sluttelige afsløring af hans identitet er et forbløffende kup. Straks ankommer en ligeledes anonym, ophidset forfatter og vil købe instrumentet, selv om han ikke har råd til det. Han vil have at vide om han drømte, eller om han fantaserer om en sælsom oplevelse i Wien året før, hvor en forsumpet violinist spillede som et geni på et underlødigt værtshus og fortalte om mærkelige hændelser.

Et nært venskab
I trediverne, tiden før Østrigs Anschluss bliver to begavet unge mænd hjertevenner. Atmosfæren er præget af fjern, lurende utryghed, der først ikke engagerer nogen af dem direkte, og kun langsomt registreres af fortælleren. Mennesker forsvinder uden forklaring, deriblandt faderen til den jødiske violinistinde, som den ene af de to unge mænd, den gode og den fattige, elsker på afstand som musikkens muse og kun har mødt en eneste livsalig gang som 13-årig.
På den fængselagtige kostskole for udvalgte musikelever, Collegium Musicum pines de, og pinslerne bliver uundværlige, efterhånden som deres ambition om at blive perfekte stiger til det afsindige. Jenö Varga er fattigt født uden for ægteskab, hans far er sporløst forsvundet og var "en tapper helt i flot uniform til hest" under første Verdenskrig, fortæller moderen, der giftede sig med en åndløs, men fremgangsrig pølseslagter. Den kødelige far efterlod en guldmedaljon, hvis billede vi ikke får at se, og Stainer-violinen som moderen giver videre til sønnen.
Kuno Blau, bedstevennen og rivalen til pladsen, om hvem der er nummer et musikalsk, behøver ikke at underkaste sig den benhårde skolediciplin, for han er en rig baronspire, og han gør oprør mod den på sin egen kultiverede måde, måske af godhed, måske fordi han betragter sig som et overlegent individ.
På et andet slot, Blauernes stamejendom i Tyrol, oplever vi venskabets fatale afvikling. Til sidst forstår Jenö den dybereliggende årsag, men længe undrer og bedrøves han, ligesom læseren over, at der sker en hadsk spejlvending hos Kuno, hvor der før var solidarisk intimitet.
I den adelige familie diskuteres, hvordan udødelighed erhverves og føres videre, blodets bånd og arv står som forklaring på alle talenter, hvor Jenö hævder, at talentet er en nådegave. Opholdet ender med et drab. Resultatet af afsindig jalousi hos Kuno, der dog lader være med at skyde Jenö, det går kun ud over en stakkels ulydig jagthund.
I familiens Blau er der en århundredelang arv af musikalitet, han er halvbroder til Kuno, men det uægteskabelige barn har fået det største geni, altså havde den adelige familie på sæt og vis ret. Lige som i eventyrenes verden er Stainer-violinen genkendelsestegnet. Den fratager Kuno ham snedigt og ved nazimagt, som Jacob, der franarrer
Esau hans førstefødselsret.

Falskhedens tegn
Måske har venskabet fra begyndelsen stået i falskhedens tegn, for allerede på musikkollegiet genkendte Kuno violinens uheldssvangre udskæring af mandshovedet og fattede en plan?
Det ville være synd at afsløre flere af de kriminalistiske intriger, skjulte pointer, beklemte og dobbelttydige situationer, gengangermotiver og tomme grave og den skylds- og soningsproblematik Spejlvendt kanon byder på i lag af generationer.
De komplicerede fortælletråde og æskesystemer er mesterligt administrerede, romanen bliver en gysende filosofisk præget fortælling, hvis stemning har karakter af permanent lavtryk, som stiger til de fornemmelser og kuldegysninger, man mærker lige før et optrækkende tordenvejr.
Musikken symboliseret ved Stainer-violinen er ikke blot er en gave til menneskeheden, der forener i glæden som hos Beethovens Niende, den er også beslægtet med splid og afkald i en umenneskeliggørende perfektionstrang, som det antydes i en myte om Shivas hustrus betænksomme, men splintrede gave til menneskene, Maurensig har sat som fortolkningsnøgle til Spejlvendt kanon.

*Paulo Maurensig: Spejlvendt kanon, oversat (smukt og perfektionistisk) af Jytte Lollesgaard. 154 s., 225 kr. Samleren

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her