Depressionen i 30'erne frembragte et nyt politisk og økonomisk lederskab af folk som Roosevelt og Keynes - Man kan håbe, at en eventuel ny depression vil også udvikle nye ideer og nye ledere, siger den snart 90-årige amerikanske økonom, John Kenneth Galbraith
"Siden aktiemarkedet blot er en skønhedskonkurrence, hvor opgaven består i at udpege den pige, alle andre mener, er den yndigste, er dets indflydelse på investeringerne mere negativ end positiv."
John Maynard Keynes i The General Theory of Employment, Interest, and Money (1936)
Vil det mon ske igen? Kan det ske igen? Efter århundredets krak på børsen i Wall Street i 1929 kom Den Store Depression til USA. I 1932, da den progressive demokrat og guvernør fra New York, Franklin Delano Roosevelt, blev valgt til præsident, var en tredjedel af bruttonationalproduktet forsvundet ud i den blå luft.
Indonesien befinder sig i dag i samme situation - efter kun et års krise. Latinamerika er i akut fare for at blive næste offer.
Dengang havde kun den britiske økonom John Maynard Keynes en teori og et analyseapparat, som kunne redde kapitalismen fra undergang. Efter krakket ville hverken industribaroner eller børsfolk lytte til fornuft. De var fuldt ud overbeviste om, at man skulle lade det frie marked være i fred - til trods for massearbejdsløshed, økonomisk ulighed og armod i en uhørt skala.
Først da politikere som Roosevelt begyndte at frygte systemets sammenbrud og udbruddet af en social revolution blev Keynes' ideer gangbare. Hans recept var relativ simpel. Staten skulle stimulere forbruget ved at hæve skatterne og udvide den offentlige sektor. Det ville øge efterspørgslen på varer og få sat maskinerne i gang igen. I 1936 var USA's produktionen tilbage på niveauet fra 1929.
For datidens økonomer må denne idé have været en åbenbaring. Keynes' teori havde ganske enkelt underkendt "den konventionelle visdom", som én af hans disciple John Kenneth Galbraith skrev i 1950'erne.
Keynes var egentligt ikke en særligt samfundsengageret type og havde selv tjent gode penge som investor på finansmarkedet. Galbraith, der tog til Cambridge University i England i 1937 for at studere under ham, har fortalt, at den britiske økonom rent faktisk tog afstand fra nogle af Roosevelts sociale programmer i den navnkundige lovgivning New Deal. Men han nærede en stærk skepsis over for den spekulative finanskapital og blev først i sine senere år tilhænger af frihandel.
John Kenneth Galbraith, økonomen og samfundskritikeren, deler Keynes' holdning til spekulation. I sin bog om krakket i 1929 The Great Crash skriver han:
"Vi ved ikke, hvorfor USA blev grebet af et spekulativt orgie i 1928-29. Nuvel, penge var der knaphed på, kreditten var stram, men stemningen spillede en langt større rolle end renteniveau og knap kredit."
Og han fortsætter: "Spekulation i stort omfang kræver en omsiggribende følelse af tryghed og optimisme og overbevisning om, at ordinære mennesker er dømt til at blive rige."
En mere rammende karakteristik af den euforiske stemning i 80'ernes og 90'ernes Amerika kan næppe findes andetsteds.
På torsdag fylder Galbraith 90. Og hvilken ironi, hvis man tror på runde dage... I 1928 var han 20. Nu 70 år senere er der tegn i sol og måne på, at den spekulative bobel igen er bristet. Kreditten strammes ind og er næsten forsvundet i dele af verden. Recession hærger i Østasien og Rusland. Penge trækkes ud af Latinamerika.
Kan det virkeligt passe, at historien gentager sig så præcist og rytmisk? Har vi dorske mennesker vitterligt ikke lært lektien?
Hvem andre end John Kenneth Galbraith ville være bedre til at svare på det. Med det i baghovedet drager Deres udsendte ud til Galbraiths hjem for at få hans vurdering af den aktuelle krise i verdensøkonomien.
Den tårnhøje mand med de enorme sko er stadig lige så rank, som da vi sidst mødte hinanden for to et halvt år siden - til trods for alderens slid på kroppen. Sidste år faldt han ned ad trappen i villaen på Francis Avenue i Cambridge, Massachusetts og brækkede et hofteben. Det tog nær livet af ham - altså hospitalet, hvor man opererede den legendariske professor emeritus fra Harvard University. Hjernen tænker stadig skarpt, og han skriver endnu bøger. Næste forår udkommer en pamflet med hans politiske betragtninger fra de seneste år. Den skal nok blive læst.
- Ser De nogle paralleller mellem krisen i 1928-29 og 1998-99?
"Der er efter min mening ingen tvivl om, at verden i dag står over for problemer, som minder stærkt om situationen i 1920'erne og 1930'erne " svarer Galbraith. Den noble mand med de grå borende øjne taler, som han skriver. Et gammeldags engelsk. En charmerende blanding af canadisk engelsk (født i Ontario) og boston-engelsk med en dråbe amerikansk accent. Han er ved at have talt sig varm.
"I 20'erne og 30'erne oplevede vi et sammenbrud i, hvad vi dengang kaldte de nye økonomier, især i Latinamerika. Men det var for intet at regne i forhold til, hvad der nu er sket i Østasien og Japan, og selvfølgelig i Rusland. Dér er situationen langt alvorligere end for de nye økonomier i 1920'erne."
"En anden parallel er den spekulative stemning i USA, især på Wall Street. Der er ikke noget nyt i, at det fænomen gentager sig. I århundreder har dét været én af kapitalismens gennemgående træk. Spekulation er kilde til stor ustabilitet i systemet. Folk har været overbeviste om, at verdensøkonomiens problemer udelukkende stammer fra Asien og Rusland, og det er da også rigtigt, men vi kan ikke uden videre antage, at den amerikanske økonomi er solid som en klippe."
- Er en vigtig forskel i forhold til dengang ikke, at der i dag er meget mere kapital, som bevæger sig rundt om kloden? Det skaber større udsving, når spekulationsboblen brister?
"Jeg tror, det er rigtigt, selv om kapitalen også bevægede sig over grænser i den mindre verden i 1920'erne. Men spekulation er en vigtigere variabel. Den spekulation, vi har oplevet, kan have en meget destabiliserende effekt. Man bør altid minde sig selv om, at det særegne ved spekulation er prisstigninger; folk følger denne trend; de bliver fortalt, at priserne vil vokse yderligere, så de køber og det retfærdiggør deres forventning. Herpå stiger priserne igen indtil regnskabets dag, som altid er smertefuld."
Spekulationsbølgen er ovre. Det har vi set i de seneste uger og måneder, og det vil påvirke økonomien lige som i 1929, hvor forbrugsindkøb, kreditloftet og ejendomspriserne blev trykket ned efter krakket. I kølvandet på krakket i 1929 holdt folk op med at købe biler. Det vil også ske i denne omgang."
- Hvordan kan De være sikker på det?
"Jeg undgår generelt at lave forudsigelser, men denne gang vil jeg gerne vædde på, at jeg har ret."
- Hvad vil reaktionen være?
"Der er ingen tvivl om, at staterne vil begynde at føre en keynesiansk politik og pumpe flere penge ind i økonomien. Staten vil optage lån og investere i offentlige arbejder for at holde ledigheden nede. Jeg håber, at nogle af dem på Wall Street, der opførte sig mest letsindigt, bliver straffet for deres fejlgreb. Måske bliver de arbejdsløse...," siger Galbraith, men griber sig selv i det og tilføjer:
"Nej, de vil aldrig blive arbejdsløse."
- Hvorfor har vi ikke lært noget af de historiske erfaringer?
"Ét af de gennemgående træk ved vor tid er, at folk, som ønsker, at velstandsbølgen fortsætter, og som har meget på spil i kraft af stærkt spekulative investeringer, er yderst modtagelige over for argumentet, at de lever i en ny æra, en ny verden."
"Vi kunne være blevet advaret god tid i forvejen. Selv har jeg prøvet at advare mod en spekulationsbobel på Wall Street. Vi burde have vidst bedre, men i en euforisk periode vil ingen lytte til dårlige nyheder. Mine advarsler er naturligvis blevet mødt med en øredøvende stilhed."
- I 1930'erne var der visionære tænkere og ledere som Keynes og Roosevelt, der turde sætte sig op mod den konventionelle visdom. Kan De øjne nogle lignende skikkelser i dag?
"Først nogle år efter krakket i 1929 forstod man pludseligt, at det hastede. Ingen havde hørt om Roosevelt inden 1930'erne. Keynes kendte man til, men kun som én der var imod Versailles-traktaten (sit første regeringsjob forvaltede Galbraith under Roosevelt i 1941-42 som ekspert i prisadministrationen, red.)."
"De økonomiske idéer, som kom til at dominere i 1930'erne, blev først introduceret under depressionen. Uden den økonomiske krise var Roosevelt aldrig blevet præsident og gået over i historien. Man kan kun håbe, at en eventuel ny depression vil frembringe samme politiske og økonomiske lederskab som Roosevelt og Keynes."
Galbraith anser det ikke for umuligt, at Clinton-regeringen vågner op og præsenterer de økonomiske aktører overfor et indgreb:
"Et forebyggende indgreb er muligt. For nylig lagde jeg mærke til, at præsident Clinton vender sig mod republikanernes forslag om at anvende budgetoverskuddet på 60 mia. dollar i indeværende finansår til en skattenedsættelse. Han ønsker ikke at bruge penge, som kan blive nyttige, hvis der kommer en recession. Det er udtryk for en god portion visdom, hvilket ingen besad i 1920'erne."
- Hvad med rentenedsættelser. Vil det hjælpe til at afværge en recession eller er det blot en lappeløsning?
"Man bør aldrig glemme, at renteinstrumentet anses af mange i USA for at være et magisk middel. Intet ville være bedre og falde de konservative så meget i smag som en situation, hvor formand Alan Greenspan og centralbanken ville kunne manipulere hele USA's økonomi blot ved at ændre på renten. Dét er et ønske, som i mange menneskers øjne er en realitet."
"Javel, man bør nedsætte renten mere, men idéen, at resolut handling fra centralbankens side skulle kunne løse det overordnede problem er intet andet end en eksercits i fjollet optimisme".
- Nogle få forretningsøkonomer har talt om at vende tilbage til Bretton Woods-systemet med faste valutakurser. Ville det være en holdbar idé?
"Jeg mener, at den ustabile valutasituation rundt omkring er en del af et større problem. I Asien og USA er spekulationsbølgen nu ovre og det betyder, at banker og børsfonde trækker deres lån tilbage med den uundgåelige effekt, at valutaen mister værdi. At regulere kursen kan ikke være en løsning, når udsvingene er en konsekvens af noget andet."
- Nogle økonomer har lagt ansvaret for finanskrisen i Asien og Latinamerika på den frit bevægelige kapital. Keynes var skeptisk over for finanskapitalen. Hvad mener De?
"Det er ikke et problem, som jeg har viet ret stor opmærksomhed. Jeg mener, at vi bør lære at forstå følgen af kapitalbevægelser bedre, føre tilsyn med det. I det økonomiske liv findes der nogle brede aspekter, som man bliver nødt til at acceptere, og jeg har aldrig ment, at det giver mening at modsætte sig globaliseringen, altså sammenknytningen af landene gennem handel og finans."
- Ikke desto mindre betyder den nuværende kreditstramning, at det bliver dyrere at optage lån for udviklingslandene. Det kan udvide kløften mellem rige og fattige lande. Burde f.eks. Verdensbanken ikke tilbyde Den 3. Verden billig kredit?
"Jeg tror, De har ret i denne vurdering, undtagen for to ting. Verdensbanken er en lille spiller i sammenligning med den private finanskapitals bevægelser. Banken kan simpelthen ikke erstatte de beløb, som er blevet trukket ud af de nye markeder. På den anden side er tidspunktet nu kommet, hvor Verdensbanken bør styrke sine aktiviteter og opprioritere billige lån. Valutafonden bør følge samme rute, omend jeg ikke er tilhænger af IMF's traditionelle opskrift, at statsudgifter skal skæres ned og byrden altid lægges på de fattigste mennesker."
*John Kenneth Galbraith, én af det 20. århundredes kendteste økonomer og samfundskritikere, befinder sig i skumringen af sit lange liv. Eller det skulle man i hvert fald tro - han fylder 90 på torsdag den 15. oktober og i den anledning er en ny revideret udgave af hans mest solgte bog, The Affluent Society fra 1958, blevet udgivet i USA.
Da Galbraith skrev bogen, var det hans plan at sætte fattigdommen i USA under lup. Det gjorde han også, men samtidig analyserede han også amerikanernes velstand. Resultatet blev et værk, som vendte op og ned på debatten i landet om fordelingspolitik, miljøskader og social beskyttelse.
Selv havde Harvard-økonomen, der senere skulle blive præsident John F. Kennedys rådgiver og ambassadør i Indien, aldrig forestillet sig den opsigt, hans idéer ville vække. Da bogen udkom i foråret 1958, befandt han sig med sin hustru - som stadig lever - i London.
"En dag stod jeg foran en kiosk og læste en anmeldelse af min bog i Time Magazine. Den blev kaldt et velskrevet essay egnet til en passiar omkring middagsbordet. I det øjeblik følte jeg, at en eller anden kiggede over min skulder. Det var John Steinbeck. Han sagde: 'Åh, Det skal De ikke tage Dem af. Hvis ikke de fnatmider har modet til at værdsætte Deres bog, opfordrer jeg Dem til at se bort fra kritikken," skriver Galbraith i forordet til den ny udgave af The Affluent Society.
Og hvad har skuffet ham mest, siden bogen udkom:
"Den fortsatte kløft mellem rige og fattige i USA og mellem landene i Nord og Syd. Men det anser jeg nu ikke for at være det største problem i verden. Det største problem er menneskehedens overlevelse i en verden overfyldt med kernevåben."burch
