Læsetid: 6 min.

En stor bog om de store dyder

2. oktober 1998

Ny bog om de store dyder burde sprænge boghandlernes bestsellerliste

FILOSOFI
"Stakkels den epoke, der kværker de store ord i håb om på den måde at usynliggøre sin lidenhed"

André Comte-Sponville, der er professor i filosofi ved Sorbonne-universitetet i Paris, har skrevet et brag af en bog, der burde sprænge boghandlernes bestsellerliste og sende tidsåndens mere overfladiske bøger som bl.a. Daniel Golemans Følelsernes Intelligens ud og samle støv.
En lille bog om de store dyder starter med noget så usædvanligt som en høflig undskyldning: "Dyder er efter min mening noget, man kan lære, men snarere ad eksemplets vej end i bøger."
Han har en klædelig intellektuel ydmyghed overfor traditionens rigdom, som han erkender dybest set er blevet ham foræret. Men hvilken fortælleglæde og evne til med stor humor at levendegøre og formidle to et halvt årtusinds filosoferen over de menneskelige dyder!
Ikke underligt, at han i 1996 fik Det franske Akademis La Bruyère pris - og nu har vi endelig mulighed for at læse bogen på dansk i Jesper Tangs fine oversættelse.
18 menneskelige dyder - høflighed, troskab, besindighed, mådehold, tapperhed, retfærdighed, gavmildhed, medlidenhed, barmhjertighed, taknemmelighed, ydmyghed, enkelhed, tolerance, renhed, mildhed, redelighed, humor og kærlighed - tages under kærlig behandling i korte og klare kapitler.

Grinet i dybden
Det er ikke de løftede pegefingres bog - hvorfor altid skælde ud og anklage? Det er trist moral for triste mennesker, fastslår Comte-Sponville.
Humor hører til hans atten udvalgte dyder. Som værn mod selvhøjtidelighed. Ikke som ironi, for den er spottende, hånende, anklagende og fordømmende overfor medmennesket - og som selvironi er den udvendig og sørgelig.
Han vil hellere følge Rilkes anbefaling om at "gå i dybden, dér når ironien aldrig ned" - "jo vigtigere områder af vores liv betydningen berører, jo bedre er grinet, jo dybere stikker humoren..."
Som hos Groucho Marx, Woody Allen, Kierkegaard og Socrates. Men alt til en vis grænse, mener Comte-Sponville:
"Vor tid fordærver humoren ved at tilbede den. Hvad er bedrøveligere end at dyrke humoren for humorens egen skyld? End at gøre den til en form for forførelse? En statue for narcissismens ære? Det kan lige gå an at gøre den til en profession - vi skal jo alle leve. Men til en religion? Eller en prætention? Det er at forråde humoren."
Høfligheden "er den fattigste, den mest overfladiske og den mest diskutable" af de udvalgte dyder, erkender han. En Emma Gad-dyd, noget ydre! Tænk på de små sleske menneskers krybende høflighed, de store mænds fornærmende høflighed og voldsmandens barbariske høflighed.
Alligevel insisterer Comte-Sponville på, at børnene først skal lære kroppens moral - høfligheden - igennem deres forældres opdragelse, skik og brug, før de kan nærme sig sjælens høflighed, der er noget andet end at blive "en slave af de gode manerer".
"Høfligheden er noget småt, der baner vejen for noget stort. Den er et ritual uden Gud, en ceremoni uden religion, en audiens uden monark, en tom form ... Selv intelligente og dydige mennesker kan ikke leve fuldkommen uden former. Selv kærligheden kan ikke leve fuldkommen uden former - det er det børnene skal lære af deres forældre."

Taknemmelig og tro
Ateisten André Comte-Sponville stivner ikke i den pæne overfladiske høflighed, som visse smarte mennesker, der hellere spejler sig i gennemsigtige udstillingsvinduer. Han er dybt i sit sind og sprog ramt af den kristne tradition - og taler gerne om den sande taknemmelighed, der åbenbarer sig i nåden.
Forfatteren er ikke enig med Rousseau og Kant, der anser taknemmelighed for at være en pligt. Han vil hellere tale om taknemmelighed som en dyd: At turde glæde sig over livet og sige "tak, fordi du eksisterer" til vennerne, til verden og til universet.
André Comte Sponville lægger stor vægt på troskab, som dyd:
"Ingen filosofi uden troskab" - en vilje til erindring. Og troskaben viser for ham at se hen til den største af alle dyderne, kærligheden. Han rammer lige ned midt i dette års kærlighedsdebat:
"Et er ikke at påføre sine medmennesker lidelse, noget andet er ikke at forråde dem: det sidste kaldes troskab."
Og videre:
"Intet parforhold kan af gode grunde vare uden denne troskab i hver enkelt over for en fælles historie, uden den blanding af tillid og taknemmelighed, der gør lykkelige par (thi de findes!) så fantastisk rørende, når de ældes. (..)Utro kærlighed er ikke fri kærlighed, men glemsom kærlighed, renegatens kærlighed, den kærlighed der både glemmer og hader det, den har elsket, og som derfor glemmer og hader sig selv."
Han holder tilgivelsens mulighed åben. Ikke forstået som medlidenhed, men som barmhjertighed:
"Kan du ikke elske, så hold i det mindste op med at hade. (..)Lykkelige er de barmhjertige, der bekæmper had og hader uden nag!" Barmhjertighed er tilgivelsens dyd - også evnen til at tilgive sig selv. Besindighed er "troskab overfor fremtiden" og hertil hører ifølge forfatteren bl.a. økologi og ansvarsfølelse overfor vore børns fremtidige eksistens.
Mådehold er ikke at forsage eller begrænse nydelsen, men at forblive herre over sine nydelser og undgå at blive slave af dem. F.eks. at finde den gyldne middelvej og kunne slå sig til tåls. Eller som Comte-Sponville udbryder:
"Stakkels Don Juan, der har brug for så mange kvinder! Stakkels alkoholiker, der har brug for at tømme så mange flasker! Stakkels ædedolk, der har brug for at spise så meget!"
Og forfatteren, der efter eget udsagn elsker dejlig vin, at spise østers, at lytte til Bachs og Mozarts musik, og elsker kvinder og sine børn stiller det helt afgørende spørgsmål:
"Hvordan skulle vi kunne blive lykkelige, når vi altid er utilfredsstillede? Hvordan kan vi blive tilfredse, når vores behov er grænseløse?"
Man burde måske udskifte ordet når med hvis.
Bogens længste kapitel - 67 sider - kredser om tre af kærlighedens fremtrædelsesformer, Eros, Philia og Agape, men næstekærligheden er dog størst. Han citerer løs fra Thomas Aquinas og Augustin.

Kærligheden størst
"Den bedste og den korteste definition af dyden er denne: kærlighedens orden," er Augustin f.eks. citeret for.
Den humanistiske franske filosof viger dog tilbage, da han nærmer sig og citerer Paulus berømte brev til Korinterne om tro, håb og kærlighed. For Jesus' kærlighedsbud er ikke "realistisk" set gennem Comte-Sponvilles brilller. Han vil hellere med det buddhistiske Østens tale om "medlidenhed befriet for lidelse" og "venskab befriet for ego'et."
Han tror ikke, at den lidenskabelige kærlighed på vulkaner varer ved - han synes at mene, at den med tiden forvandles til venskabelig kærlighed. Også den ubegrænsede næstekærlighed er urealistisk, mener han:
"I heldigste fald er vi i stand til nogenlunde ærligt at elske mellem ti og tyve personer; for hver enkelt af os står der over fem milliarder medmennesker uden for dén kærligheds kreds!"
André Comte-Sponvilles ydmyghed - og smerte - over, at "kærligheden ofte brillerer ved sit fravær; deraf dydernes og vor tilværelses dunkelhed", kalder alligevel på læserens sympati. Han erkender f.eks., at han selv som far kan have svært ved at vise gavmildhed overfor sine børn, som han elsker dybt. Hvem kan ikke gribe sig selv i smålighed, ufølsomhed og egoisme ind i mellem?
Det er bogens styrke, at forfatteren udstråler ydmyghed og ærlighed. Og konstant formår at holde tvetydigheden - og kærligheden som mulighed - i live:
"Kærligheden afhænger ikke af os, det er tilværelsens største mysterium, og grunden til, at den ikke er en dyd, men nåde - ja nåden."

*André Comte-Sponville: En lille bog om store dyder. Oversat af Jesper Tang. 350 s. 348 kr. Samlerens forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu