Læsetid: 6 min.

Successen gør ondt på bolivianerne

6. oktober 1998

Verdensbanken og IMF hersker på 13. år uindskrænket i Sydamerikas fattigste land. Det har skabt økonomisk stabilitet og fremgang for de få. Men flertallet af befolkningen er lige så fattige, som de altid her været

Valutafond
LA PAZ - Det er ikke let, at finde frem til IMF's kontor på 24. etage i centralbanken midt i La Paz. Gaderne er endnu engang spærret af koka-bøndernes demonstration.
Efter en af Bolivias utallige "marcher" fra deres marker med de kontroversielle koka-planter 562 kilometer væk, har et par hundrede bønder nu holdt Bolivias hovedstad som gidsel i over en uge.
"Folk, der protesterer for at få lov til at bryde loven. Det har jeg ingen forståelse for," siger IMF's repræsentant i Bolivia, Eliahu Kreis, mens han kigger ned på bannerne og den billøse hovedgade fra sit store panoramavindue.
Måske ikke, men IMF-repræsentanten har sin andel i det, der foregår nedenunder os. Mange af de demonstrerende koka-bønder er tidligere minearbejdere, som stod uden arbejde, da Bolivia efter IMF's anvisninger for 12 år siden med et slag lukkede en række underskudsgivende miner.
Chokkuren ændrede Bolivia for altid. Titusindevis af familier afhængig af landets historiske hovederhverv fik revet deres livsgrundlag væk - og en del af dem slog sig ned i en naturpark, hvorfra de i dag leverer en væsentlig del af råstoffet til verdens kokainproduktion.
Selv hævder bønderne, at de dyrker til højlandsindianernes stimulerende men harmløse tradition for kokatygning og ikke kan gøre for, hvad der siden sker med bladene.

Mønstereleven
Den diskussion er tydeligvis uinteressant for Eliahu Kreis. Det, han ser ud af vinduet, er endnu en bremseklods for Bolivias udvikling. Det gør ingen forskel, at kokabønderne får tilslutning fra COB - Bolivias LO - de småhandlende, studerende, lærerne og andre grupper, der alle bruger situationen til at markere deres egen utilfredshed. For IMF er det afgørende, at regeringen ikke giver efter for presset men fortsætter linjen, som de selv og Verdensbanken udstikker.
"Landet lå i ruiner, og når man sammenligner med andre lande, har det været en stor succes. Bolivianerne ændrede totalt deres økonomi. Vi har været inde på alle områder. Statslige tabsgivende virksomheder blev og bliver privatiseret, og det finansielle system blev omdannet," siger Eliahu Kreis.
Mange mener, at de udenlandske økonomer simpelthen overtog ledelsen, og at politikerne sidenhen slavisk har fulgt ordrerne udefra. Det er ikke helt ved siden af, indrømmer Eliahu Kreis.
Bolivia er en mønsterelev, og belønningen har været en række kreditter til at gennemføre reformerne. Derudover er landet netop ved at få godkendt en gældslettelse som det kun andet HIPC-land (Highly Indebted Poor Countries) efter Uganda. I alt vil der over en flerårig periode blive eftergivet 450 millioner dollar eller cirka ni procent af landets samlede udlandsgæld.

Bolivia var ved at dø
Få om nogen bolivianere stiller spørgsmålstegn ved, at reformer var nødvendige i det skelsættende år 1985. Landets traditionelle store revolutionsparti Movimiento Nacionalista Revolucionaria (MNR) overtog året før et land i dyb krise plaget af hyperinflation, der toppede med skrækindjagende 20.000 procent, og flere år med negativ vækst.
Under parolen "Bolivia dør fra os", lancerede landsfaderen Víctor Paz Estenssoro det drastiske politiske program 'Dekret 21060'. Målet var et totalt opgør med den statsstyrede økonomimodel til fordel for den rene neoliberalisme.
Siden har alle betydende partier haft en fast hånd med i spillet om reformerne. Tre efterfølgende valg har hver gang bragt et nyt parti til præsidentposten, der uden tøven har fulgt IMF og Verdensbankens anvisninger.
Politikernes store velvilje skyldes ikke mindst, at den nationale økonomi er blevet rettet op efter 13 år med løbende markedsreformer. Flere år med vækst har langsomt opbygget en middelklasse, og udenlandske investorer har pustet liv i erhvervslivet

Opgang for et fåtal
Donorernes 'darling' har imidlertid et stort problem. Opgangstiderne er forbeholdt et eksklusivt fåtal. Landet som helhed er stadig suverænt Sydamerikas fattigste, og statistikken viser, at 70 procent af Bolivias otte millioner indbyggere er mindst lige så fattige, som de altid har været.
Man skal ikke bevæge sig langt i Bolivia for at blive konfronteret med problemet. Tiggere, skopudsere og tyggegummisælgere fylder gaderne i de fleste af landets byer. Et andet eksempel er slumforstaden El Alto på højsletten i 4.000 meters højde over havets overflade ved nedkørslen til La Paz.
Den er Sydamerikas hastigst voksende by og har i dag mellem 500.000 og 800.000 indbyggere. Hertil flygter højlandsbønderne fra deres stenede marker som sidste udvej, når de efter endnu en tørkeperiode er ved at dø af sult.
Advarslerne om den tikkende sociale bombe mangler langt fra. Alle ved, at det kun kan gå galt, men politikernes magtesløshed over for den ekstreme fattigdom lige uden for hovedstaden, er et billede på, hvordan strukturreformerne har efterladt flertallet af landets befolkning bag sig.

Fattige i anden række
Regeringen har erklæret, at kampen mod fattigdommen er en hovedprioritet. Samtidig har man imidlertid støttet af egne og de internationale økonomer erklæret, at det kræver en vækst på omkring syv procent, før man for alvor kan sætte ind - i øjeblikket er væksten omkring de fem procent og kun svagt stigende.
Selv om millionerne fra den kommende gældslettelse fra international side er blevet øremærket sociale formål som sundhed og uddannelse, medgiver IMF-repræsentant Kreis da også, at reformerne først og fremmest skal fortsætte stabiliseringen af makro-økonomien.
"Jeg kan kun sige, at målet om øget vækst kan reducere fattigdommen, men det betyder selvfølgelig ikke, at den så også gør det. Det tager lang tid at bekæmpe fattigdommen. Efter min overbevisning gør regeringen alt, hvad den kan, men investeringerne i sundhed og uddannelse vil først give virkelige resultater om 10-15 år."
Bolivianerne selv er knap så tålmodige. Mange mener, at der er for mange ord og for lidt handling i landets koalitionsregering. Økonomen Carlos Villegas, der netop har analyseret landets erfaringer med den frie markedspolitik, advarer om, at der snart må resultater på bordet.
"Store sektorer som bønderne, de småhandlende, børn og indianerne lever i akut og ekstrem fattigdom. Hvis den situation ikke forbedres, vil der opstå skarpe sociale konflikter, der vil bringe den demokratiske proces i fare," siger han.
I lyset af den nuværende globale finanskrise har Villegas i selskab med andre økonomer forsigtigt luftet tanken om at justere lidt på markedsmodellen i mere social retning.
Krisen har desuden forårsaget et brat fald i de for Bolivias økonomi fundamentale råvarepriser for især mineraler og soya, og det har rejst spørgsmålet, om virksomhederne overhovedet er parate til at konkurrere frit på verdensmarkedet. Men den slags kætteri skydes øjeblikkeligt ned på IMF-kontoret.
"Jeg ved ikke, hvad der skal justeres. Der bliver i hvert fald ikke tale om at trykke flere pengesedler. Hvis man skal ud og give støtte, må man jo tage pengene et andet sted som for eksempel uddannelse," konstaterer Kreis.
Lige som alle andre ved Kreis, at den udbredte korruption, bjerglandets håbløse infrastruktur, manglen på en havn og følsomheden over for råvarerpriser altsammen hæmmer landets udvikling, uden at klare løsninger på at overvinde problemerne er i syne.

Venter og håber
Alligevel er Kreis optimistisk: "Om fem-ti år ser det meget bedre ud og endnu bedre om 50 år. Alle de store udenlandske investeringer vil komme til at bære frugt. Bolivia vil snart begynde at eksportere gas og elektricitet til Brasilien, og kæmpemæssige mineralreserver inden for guld, sølv, zink og jern ligger uudnyttede hen. Landets potentiale er enormt, hvis man fortsætter politikken."
Men foreløbigt er det nutiden, der trænger sig på, og Koka-bøndernes demonstrationer vil måske endda komme til voldsomme sammenstød med politiet.
Men den pris har både de internationale økonomer og politikere forlængst vist sig villige til at betale. Der er kun en vej. Bolivianerne er frivilligt kravlet ned i IMF og Verdensbankens sæk, og herfra er der så bare at vente og håbe på, at Eliahu Kreis' forudsigelser holder stik.

*Dette de den fjerde artikel i en serie om IMF's og Verdensbankens svar på den internationale finanskrise. De forrige artikler blev bragt 28. og 29. september samt 3. oktober. Serien fortsætter.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her