Læsetid: 2 min.

Sygt spillersamfund

15. oktober 1998

HEDGEFONDENE - disse uregulerede og ekstremt spekulative fonde, hvor spillesyge velhavere og førende banker har boltret sig her ved afslutningen på det 20. århundrede - er en pestillens for verdensøkonomien. De driver samfundsskadelig virksomhed i en manisk jagt for at øge deres egen rigdom - og få papirpenge til at avle endnu flere papirpenge. De kan med et tryk på computeren kaste masser af mennesker ud i arbejdsløshed, når de overgearede forretninger som i dette efterår fremtvinger en krise i verdensøkonomien.
Den politiske konklusion ligger lige for, hvis man forholder sig seriøst til det organiserede hasardspil, som den amerikanske hedgefond - med det stærkt misvisende navn - Long Term Capital Management, har bedrevet i de sidste fire år.
At hedge betyder egentlig at helgardere sig mod fremtidige risici, og det er i princippet sundt nok. Men mange af verdens 3-4.000 hedgefonde har stærkt forgældede drevet valutaer og obligationsmarkeder rundt i kasinoøkonomiens roulette. De udnytter nationers skrøbelighed hensynløst. I 1992 spekulerede George Soros' hedgefond, Quantum, f.eks. det britiske pund ud af det europæiske møntsamarbejde og tvang Europa ud i et års valutastorm - der kostede dyrt på renten for obligationslån. Men Soros er langt fra den værste.

ENDNU VÆRRE ER de 'langsigtede kapitalmanagere' i LTCM's glashus i Greenwich, New York, der - anført af to nobelprisøkonomer og en tidligere vicepræsident i den amerikanske forbundsbank - spekulerede på markedet til en samlet værdi på op imod 1.200 milliarder dollar. Disse kloge og veluddannede finansfolk havde en ekstrem 'risikovillighed', men det var et rent babelstårn: Med en indsats på tre hundrede gange fondens egenkapital i det globale finanskasino, måtte det gå galt, da en af rouletterne - Rusland - opgav at svare sine gældsforpligtelser og lod rublen flyde den 17. august.
Hvordan kunne LTCM lokke Italiens centralbank til at satse 250 millioner dollar eller få en af verdens største forretningsbanker - UBS - til at droppe alle sikkerhedsregler og kaste 656 millioner dollar i grams.
Det ligner spekulativ eufori i en boomende vækst-
periode - der mange gange i historien har ført til finanskrak. Venner på de bonede gulve kastede sund fornuft over bord - og blev grebet af spillegalskab.
Det er utroligt, at ingen offentlige myndigheder - f.eks. den amerikanske forbundsbank - greb ind overfor hasardspillerne i tide. Det gjorde man først, da det egentlig var for sent. Den 24. september, da fonden var ved at gå fallit, organiserede den amerikanske forbundsbank - som omtalt i gårsdagens Information - en redningsaktion, som 14 internationalt førende forretningsbanker spyttede 3,6 mia. dollar i. Var det godt?

LYTTE MÅ MAN naturligvis, når forbundsbankchef Alan Greenspan siger, at det havde "handicappet mange landes økonomier" og påført markedet "betydelig skade<, hvis fonden krakkede.
Sådan argumenteres altid, når krisepakker skal strikkes sammen - f.eks. en 30 mia. dollars IMF-krisepakke til Brasilien. I den såkaldte too big to fail-filosofi er nogle dominobrikker åbenbart for store til at få lov at krakke. Problemet er bare, at den logik inviterer de allermest kyniske finansfolk - som LTCM-folkene - til at mangedoble hasardspillet ud fra devisen, at 'systemet' og centralbankerne altid redder dem ud af suppedasen, hvis det går galt.
Det var et fejlgreb at strække et 'socialt sikkerhedsnet' ud under fondens millionærer og kapitalstærke bankbagmænd. Istedet burde man have ladet den langsigtede investor Warren Buffett og hans to partnere overtage den fallerede LTCM-fond - som de faktisk tilbød den 23. september. I det mindste så storhjernen bag fondens spekulationer - John W. Meriwether - kan få fornøjelsen af at blive arbejdsløs. Stødt ud i kulden. Allerhelst til en latterlig lille bistandsydelse, så hans megalomaniske hasardspil for andre folks penge straffes hårdere, end når lønmodtagere fyres i eksportvirksomheder, der taber i spekulanternes kølvand.

PROBLEMET MED systemfejlen kan løses, selv om nogle politikere foregiver, at det er umuligt. For det første burde verdens forretningsbanker stille præcist lige så skrappe 'egenkapitalkrav' til hedgefondenes spekulanter, som kreditforeninger stiller til almindelige lønmodtagere, der vil købe hus.
For det andet bør de rige G-7 landes regeringer lave en global reform, så al kapitalomsætning over lande-
grænserne pålægges afgift - blot på få promille. Det vil gøre det prohibitivt dyrt for hedgefonde og kortsigtede spekulanter at styrte manisk ind og ud af valutaer og obligationer, og abstrahere sig mere og mere væk fra realøkonomiens virkelighed. Hvis G-7 landene enes, vil selv de obskure offshore-centre næppe få et marked af betydning.
Den næste John Meriwether må stoppes, før han bygger et nyt finansielt babelstårn. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her