Læsetid: 6 min.

Symboler

24. oktober 1998

Et flertal af danskere går nu ind for Euroen. Men hvad betyder det for Dronningens portræt på mønterne? Og i sidste instans for fodboldholdet, Grundtvig og alt det der gør os til dem, vi er?

QLUMMEN
Jeg vil bare ha' danske toldere til at tage imod mig ved grænsen og betale med mønter med Dronningens billede på," sagde min veninde inderligt. Hun er langtfra nogen juleplattekone, men en veltrænet kvinde i 30'rne. Emnet var selvfølgelig EU, og jeg tror, man kan udlede, at hun stemte nej til, hvad det nu var for en EU-afstemning, der aktuelt var gang i.
Synspunktet møder man tit: Flaget, danskheden, Morten Korch, Grundtvig, højskolen, alt det er noget, vi må stå sammen om og bevare mod den slemme Udvikling. Smagen varierer: Hos de nationaltsindede til højre i det politiske spektrum omgås man forholdsvis ubekymret med selv tvivlsomme symboler for det nationale - husker I gruppen af marcherende fanebærere ens klædt i hvide skjorter og sorte bukser på Dansk Folkepartis landsmøde sidste år? Jeg gør.
Mere forbavsende er det at møde glæden ved danskhedens symboler hos folk til venstre i billedet. Dronningen, kongehuset og diverse uniformeret kontrolpersonale fra toldere til politi er normalt ikke noget, der får venstrefløjshjerter til at svulme af begejstring, medmindre talen netop er om EU.
Selv føler jeg mig, om jeg så må sige dansk i hjertet, dansk på samme måde som jeg befinder mig i mit køn og min krop i øvrigt. Uretfærdighed vil jeg ikke finde mig i, men stort set er det danske en slags livsvilkår - jeg kan ikke rigtigt forestille mig, hvordan livet ellers ville være, selv om jeg oplagt er mere begejstret for noget end for andet. Dansk humor og dansk uhøjtidelighed kan jeg godt lide, dansk selvgodhed kan jeg bedre undvære, men man må jo tage det sure med det søde.
For mig er det danske også meget europæisk. Jeg har følt mig tryg og tilfreds de fleste steder i Europa og har hos folk på min egen alder mødt den samme barnlige henrykkelse over at beherske et fremmedsprog godt nok til at møde folk på det, om det nu var fransk eller engelsk.
Selv ikke Euroen gør mig særligt forskrækket. Og for nylig så jeg til min overraskelse på tekst-tv, at sådan har et flertal af danskere også fået det efterhånden, altså med Euroen. Om det nu var Marianne Jelved, der knyttede Kronen til Euroen, så folk indså, at sådan blev det nok på en eller anden måde alligevel, skal jeg ikke kunne sige. Selv om det ville være interessant at vide, hvorfor der pludselig er flertal herhjemme for Euroen kun et halvt år efter, at næsten halvdelen af danskerne stemte Nej til Amsterdamtraktaten. Nogle ville sige, at det viser, hvor griske vi er, hvilket usselt købmandsskab, der dirigerer vores tankegang. Selv kalder jeg det pragmatisme, en sans for den takt musikken spiller i, som gør, at man indretter sine dansetrin efter den. Hellere danse med end slet ikke.
Men det strejfer mig også af og til, om det måske er mig, der er naiv, når en lang række symboler for danskhed lader mig kold. For det er jo tit netop det lokale og egenartede, der er interessant. Rejser man ud i verden, er det jo aldrig det internationale, der betager én. De færreste europæere ville drømme om at tjekke ind på det lokale Hotel Hilton for at råhygge sig på 20 etager hærdet glas. Vi foretrækker et sjovt lille (og billigt) hotel i et interessant kvarter, vi spiser den lokale mad, handler i sukh'en og farer vild i de krogede gader. Højhuse og banker haster man forbi, og der kan være noget skuffende ved at se ud over Madrid og konstatere, at den moderne bydels skyline i høj grad ligner områder i Frankfurt eller Paris.

Så hvis vi uden sorg lader Dronningens mønt fare til evig omsmeltning, hvad får vi så? Hvor skal vi finde symbolerne for hvem, vi er? Bliver alting så ens, at man må skrige?
Erfaringen viser, at man sagtens kan undvære et symbol eller to, endda flere. De sidste 25 år, eller måske hele efterkrigstiden i Danmark, har i høj grad gået ud på at skrælle symboler og ritualer af for at give plads for noget nyt, mere ægte og tidssvarende. I min teenagetid i 1970'erne var der næppe det symbol eller ritual, man ikke følte at kunne undvære, fra slips til eksamen. I en lang periode mente man at kunne undvære ægteskabet - kærligheden kunne vel leve uden tomme ceremonier. Kirken havde længe et latterligt skær netop for sine højtravende ritualer (og så er den danske lutherkirke endda så skrællet som en banegård ved siden af duftende katolske og ortodokse ceremonier).
Mange symboler var bovlamme og selvdøde, som ingen savner i dag. Men andre er med en art nødvendighed vendt tilbage: Kærlighed er grænseoverskridende og festlig, derfor er den sjov at fejre med et kirkebryllup, gerne med de uægteskabeligt undfangede unger som brudepiger og -svende. Dødsfald er grusomme, derfor må man stå sammen om dem med de nærmeste og have hjælp fra professionelle - præst og organist - for at løfte sorgen op i en skønhedssfære, man ikke selv kan magte. Eksamen - som man en overgang seriøst overvejede helt af afskaffe - er praktisk, fordi den måler visse færdigheder. Heriblandt om man er god til at gå til eksamen, og hvis man ikke er, kan det være rart at vide.
For nylig har man endda overvejet nye ceremonier, som et kirkeligt skilsmisse-ritual: "Herre, tak for den vej, vi har vandret sammen..." Og for at det ikke skal være løgn pukker visse homoseksuelle, førhen selve sindbilledet på skæg og foragt for borgermusikken, for at få kirkens velsignelse af deres samliv.

Måske er symboler og ritualer simpelt hen ikke sådan at undvære?
I Karen Blixens underfundige mini-tragedie, fortællingen "Alkmene" fra Vintereventyr siger en præst: "Nogle lærde Teologer hævder, at Daaben kun er et Symbol. Gud hjælpe os alle! Symboler er betydningsfulde og farlige Ting. Jeg har maaske selv i min Ubekymrethed taget altfor let paa et mægtigt Symbol." Det er da også netop, hvad den gode præst har i Blixens fortælling, og hvad værre er, han lagde vægt på tomme symboler, men tog let på dem, der betød noget.
Spørgsmålet er, hvordan vi andre skal blive klogere? For mig ville tabet af Dronningens billede på mit daglige betalingsmiddel være et beskedent tab, jeg ser alligevel ligeså tit på mit Dankort, som kun bærer mit eget gnidrede portræt.
Men flaget? Højskolen? Politiuniformerne? Og - vi nærmer os nu hastigt det hyperventilerende: Sangskatten? Fodboldholdet?!
Jeg vælger at tro, at det, der er værd at bevare, nok skal klare sig - sangskat, nationallitteratur, flag, højskole og fodboldhold. Dansk film har sjældent haft det bedre. Hvor der er indhold, må man have symboler - gerne nye, som da Vaclav Havel efter Murens fald sørgede for at få designet smukke uniformer til den tjekkiske livgarde. Som kunstner forstod han, at den slags er vigtigt.
Men bortset herfra er det faktisk sproget, der mere end mange mønter og uniformer binder mennesker sammen. Alene i Europa findes adskillige folkeslag, der ikke har eget nationalt territorium, men alligevel har klaret sig, endda selv om deres sprog og symboler i perioder har været forbudt, og der typisk mindst er blevet forlangt ét andet sprog af dem, når de gik hjemmefra. Mange har tilmed været jaget i fortidens krigeriske Europa, som Kosovo-albanerne er i dag. Fra personlige feltstudier kan nævnes i flæng: Finlandssvenskere, skotter, irere, jøder, alsacere og flamlændere, foruden Europas nyeste tilkomne, heraf mange muslimer. Desuden kender jeg til eksistensen af adskillige andre, for eksempel baskere, frisere, sigøjnere, katalonere, bretoner, hjemmetyskere og occitanere. I alle disse europæiske minoriteter har tilstrækkelig mange bevaret sprog og identitet til at folket stadig findes.
Nu lever de fleste under relativt fredsommelige forhold, med egne skoler, tv og radio. En fredsommelighed, der dog ikke nødvendigvis gavner det nationale sindelag. En ydre fjende ægger i højere grad til modstand og sammenhold.
Men adskillige af disse folk har klaret sig som mindretal i flere hundrede år. Nogle vil måske ligefrem - som skotterne - benytte EU til helt at rive sig løs fra Storbritannien.
Skulle vi så ikke også kunne være, hvem vi er? Måske bliver vi ligefrem så rige i Europa, at vi får råd til at bygge byernes skylines i excentriske lokale stilarter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu