Læsetid: 10 min.

Systemet vil ånde længe endnu

24. oktober 1998

Den jungleagtige finanskapitalisme er nået til sin ende. Systemet er rystet i sin grundvold. Men det ligger ikke i ruiner, siger den internationale økonom, Jagdish Bhagwati. Han er varm tilhænger af fri handel og foreslår, at USA og Europa agerer lokomotiver for verdensøkonomien

Endnu engang bør USA tage førerskabet og stimulere sin enorme økonomi. Ellers undgår verden ikke en gentagelse af Den Store Depression fra 1930'erne.
Det er i en nøddeskal budskabet fra én af vore dages ledende økonomiske teoretikere, inderen Jagdish Bhagwati fra Columbia University i New York.
"USA bliver nødt til at agere lokomotiv og forbruge mere. Det vil sætte et eksempel for Europa. Det nytter ikke noget at lægge skylden på Japan. Det giver ingen mening at sige: Enten sætter Japan lokomotivet i gang eller også lader vi stå til. Japan er lammet politisk, de japanske forbrugere vil ikke købe på kredit, de frygter fremtiden og holder sig tilbage."
"Så USA må holde op med at instruere japanerne og lede. Den amerikanske rente skal længere ned. Vi har et budgetoverskud på 60 mia. dollar i det kommende finansår. Nuvel, lad os vedtage skattelettelser over en bred kam for at stimulere forbruget i USA og købe flere varer fra Østasien og Latinamerika."
- Hvad skal EU-landene gøre?
"Det bliver svært for Schröder, Blair og Jospin at sige: Vi kan ikke gøre noget på grund af den økonomiske og monetære union. Det kan godt være, at den nye europæiske centralbank siger nej til at sænke renten ned under den laveste fællesnævner i EU, men de kan med lethed stimulere Europas økonomier med en offentlig udgiftspolitik."
- Så vi skal tilbage til den keynesianske politik i 1930'erne?
"Ja, for der er deflation i verden udenfor USA og Europa. Priser og profit falder. Kun ved at stimulere efterspørgslen hos os, kan der blive rettet op på deflationen."
- Men Wim Duisenberg og de andre i den europæiske centralbanks direktion vil mane inflationsspøgelset frem og sige nej?
"Ja, men det bliver den sidste krig, de fører. Inflation er ikke noget problem længere. Vi bør frygte deflation."
- Jamen, EU bekymrer sig om indførelsen af den fælles mønt. De har andet at tænke på?
"Ja, ja, jeg ved godt, hvad de tænker, men de bliver nødt til handle hurtigt for at afværge en katastrofe," siger Jagdish Bhagwati. Han er en lille, skrøbelig mand med et stort hoved, enorm charme og et smittende humør. Man kan blive helt optimistisk af at tilbringe nogle timer sammen med ham i hans kontor på 112. gade nær Harlem, hvor skrivebordet flyder med så mange dokumenter, at hans assistent må grave underarmene ned under stavlen og løfte den op, som var hun en bulldozer.

Nobelprisen
Det er onsdag formiddag og starten på en ret usædvanlig dag i universitetsøkonomens liv. For nogle få timer siden har Nobelpriskomitéen i Stockholm meddelt, at en anden økonomisk teoretiker fra Indien bliver dette års vinder. Han hedder Amartya Sen (se interview Information 21.okt. 98) og har været Bhagwatis gode ven og kollega siden studietiden på Cambridge University i England i 1950'erne, hvor de bl.a. havde den marxistisk-inspirerede økonom Joan Robinson som lektor.
Efter deres studier i England og USA tog de tilbage til Indien og underviste i en periode. "Men vi følte begge, at vores hjerner slappede for meget af. Der var ikke en stor nok intellektuel udfordring i Indien. Så vi vendte tilbage til USA."
"Vi er uenige om mange ting," konstaterer professor Bhagwati med et skælmsk smil og må for mindst tiende gang den morgen løfte røret og tage imod en telefonsamtale. Pressen i Indien vil have hans kommentar til udnævnelsen af Sen. "Men hvorfor skulle jeg kritisere ham? Jeg er da glad på hans vegne. Han fortjener det. Lad Amartya nyde opmærksomheden."
Alle formoder naturligvis, at Bhagwati stod på listen over dette års kandidater til Nobelprisen i økonomi. Og nu er hans chance blevet formindsket i en ret overskuelig fremtid. En anden indisk økonom vandt jo. Bhagwati lægger ikke skjul på, at han tager afstand fra Amartya Sens venstreorienterede reformopskrift for indisk økonomi, som er blevet fulgt af det asiatiske subkontinent siden 1960'erne uden nævneværdige resultater. Beskyttelse af indisk industri og erhverv mod konkurrence udefra har ført til korruption og spild.
"Tænk blot, at den eneste vækstbærende industri i Indien har været landbrug. Det gav en økonomisk vækst på 3,5 pct. om året, mens de østasiatiske lande - som godt nok beskyttede deres hjemmemarked i en vis grad - satsede på eksport og konkurrence på de udenlandske markeder, de havde vækstrater på 8-9 pct. Kan De forestille Dem, hvor enorm Indiens økonomi ville have været i dag, såfremt vi havde fulgt en ekportorienteret politik," siger Columbia-professoren, der er rådgiver for den indiske finansminister.
I sin bog India fra 1975 fremlægger Bhagwati de økonomiske reformidéer, som den indiske regering nu endelig har adopteret. Man kan læse videre om dette i hans værk India in Transition fra 1993.

Nej til kortsigtet kapital
Den aktuelle internationale finanskrise giver stof til eftertanke for den indiske regering. Til forskel fra "tigrene" i Østasien har de valgt at holde sig fra at tage kortfristede kapitallån i vestlige pengeinstitutter og forretningsbanker af den slags, som er blevet trukket tilbage i enorme mængder, siden Thailand devaluerede i juli 1997.
"Amerikanerne har lagt pres på Indien for at liberalisere valutakontrol og åbne porten for kortfristede kapitallån fra Wall Street. Den indiske finansminister fortæller mig om henvendelser fra kongresmedlemmer, som handler på vegne af børsselskaber, der vil tjene penge på Indien. Når Indien så siger nej, spreder kongresmedlemmerne rygtet, at inderne vender sig imod den åbne markedsøkonomi, hvilket skaber frygt i New Delhi for, at de direkte udenlandske investeringer i indisk industri udebliver," fortæller Jagdish Bhagwati.
"Det ideologiske pres og lobbyvirksomheden har været konstant i de sidste fem år. Indien skulle absolut afskaffe kontrol med ind- og udadgående kapitalbevægelser af landet. Men nu tror jeg, at presset vil lette. Det ville ærligt talt se dumt ud, hvis amerikanerne blev ved, efter at denne finanskrise har ødelagt økonomierne i Sydøstasien."
"Det giver ikke mening for Indien at slække på kapitalkontrollen nu. Så ville det være bedre at følge det chilenske eksempel og lægge en afgift på indførsel af kortfristet kapital. På den måde kan man kontrollere, hvor afhængig man bliver af denne slags investeringer, der kan tages ud af landet blot ved at trykke på en knap i Wall Street."
- Men risikerer Indien ikke at gå glip af værdifuld kapital?
"Det drejer sig om en afvejning af fordele og ulemper. Det er klart en fordel at have mere kapital til rådighed, selv om man risikerer, at den bliver hevet ud i morgen. På den anden side må lande som Indien overveje omkostningerne ved en krise, som vi har set i Østasien i 1997-98. Jeg tror personligt, at det er bedre for Indien at være mådeholden med kortfristede lån og i stedet for prøve at tiltrække direkte investeringer."
- Ved vi noget om, hvor gavnligt hundreder milliarder af dollar i kortfristede kapitallån har været for Sydøstasiens økonomiske udvikling i de sidste fem-seks år?
"Nej, det interessante er, at man simpelthen ikke har foretaget nogen videnskabelig analyse af fænomenet. Hvis vi nu forestiller os, at finanskrisen ikke var indtruffet, ville Malaysia have draget gavn af kapitaltilførslen? Svaret er utvivlsomt ja, men vi ved ikke, hvor stor en gavn. Det antages i første instans, at de kortfristede lån blev brugt til noget produktivt, fordi Sydøstasiens økonomier fundamentalt set var sunde. Men det afhænger af landet. De store konglomerater i Sydkorea har ikke været profitable. Det samme gælder for Japan. Men Indonesien og Malaysia var til gengæld i stand til at udnytte pengene effektivt."
"Man kan forklare fænomenet på følgende måde: Enhver kapitaltilførsel giver flere midler, så hvis man kan investere pengene i noget profitabelt i forhold til den rente, man betaler, må man gå ud fra, at lånene gavner den økonomiske udvikling. Det er endda tilfældet, dersom kapitalen udelukkende anvendes til at øge forbruget. Men dét skal man vare sig, for hvis alle pengene bliver ødslet væk i forbrug, tjener man ikke nok til at betale gælden af. Det gør långiverne nervøse."

Læg ikke løkken om IMF's hals
"Efter Den Anden Verdenskrig var mange økonomer skeptiske overfor direkte investeringer fra udlandet, men i de senere år har studier vist, at både investorland og modtagerland drager nytte af investeringer. Bygningen af en Pepsico-fabrik i Indien bringer kapital, men også teknologi og færdigheder med sig. Det samme gælder for frihandel, som økonomer nu er rimeligt overbeviste tjener begge sider på lang sigt."
- Økonomierne i Østasien gik i spagat under finanskrisen, da milliarder af dollar fossede tilbage til USA og Europa. Illustrerer det ikke, at kortfristet kapital var betydningsfuld for disse landes økonomiske udvikling eller skal hele skylden for deres krise lægges over på Den Internationale Valutafond, IMF?
"Selvfølgelig er der en direkte sammenhæng. Selv hvis IMF havde holdt sig væk, er det et chok for ens økonomi, når man mister kapital, som svarer til 10 pct. af bruttonationalproduktet! Det var, hvad der skete. Tænk på oliekrisen i Vesten i 1973. Olieprisernes stigning betød et tab på gennemsnitligt 3 pct. af OECD-landenes BNP. I årene efter oplevede vi høj inflation og ledighed. De østasiatiske lande har langt mere skrøbelige økonomiske systemer end OECD-landene, så det er ikke retfærdigt udelukkende at hænge løkken om IMF's hals."
- Hvordan kan verden undgå at blive ramt af en lignende finanskrise i fremtiden? Skal vi tilbage til det gamle multilaterale frihandelssystem under GATT, hvor alle lande udøvede en form for kontrol med kapitalbevægelser?
"Jeg kan ikke se, hvorfor OECD-landene skulle opgive kapitalens frie bevægelighed. Det giver ingen mening. Noget andet gælder for de nye markeder i Asien, Latinamerika og Østeuropa. Her bør man vide, at langt fra alle har liberaliseret finanssektoren. I Indien, Kina og Afrika fører man f.eks. stadig valutakontrol. De bør træde varsomt frem. IMF må stoppe sin nu to år lange kampagne i disse lande for at åbne døren for kortfristet kapital. Det ville være langt bedre, hvis vi kunne få sænket handelsbarriererne mellem industrilandene og disse udviklingslande. De bør på deres side vedtage incitamenter, som kan tiltrække flere direkte investeringer."
- Er det løsningen?
"Ja, men vi kommer aldrig af med valutakriserne. De kan opstå af så mange årsager - også politisk ustabilitet på de nye markeder. Vi kan gøre disse lande mindre afhængige af kortfristede kapitallån og udruste IMF med nok midler til at stoppe tilløb til panik. Vi bliver også nødt til at revidere IMF's betingelser for at stille lån til rådighed. Kravene har været for strikse i Østasien og bidrog til at forværre den økonomiske krise."

Rystet i sin grundvold
- Så vi kan ikke klare os uden Valutafonden?
"Nej, dilemmaet er følgende: En centralbank har magten til at sætte seddelpressen i gang, når der opstår en knaphed på kredit i den nationale økonomi. Det kan IMF ikke."
"Fonden skal ud og bede om lån fra nationalstaterne. Det begrænser IMF's evne til at styre en international valutakrise og det kan vi ikke gøre noget ved, med mindre stormagterne indkalder til en ny Bretton Woods-konference (USA's og Englands udformning af et ny international økonomisk orden i 1944, red.)."
"Det gælder om at undgå, hvad Mahathir gjorde i Malaysia, at melde sig ud af systemet. Hvis andre fulgte Malaysias eksempel, ville tilliden til hele systemet bryde sammen. Så lad os for Guds skyld følge den chilenske vej og begrænse staternes import af kortfristede kapitallån ved hjælp af en afgift."
- Hvad ville det hjælpe?
"Når finanskrisen er drevet over i løbet af nogle år, vil pengene vende tilbage til de nye markeder, men i et mere beskedent omfang. Investorernes usikkerhed om et lands økonomi - forventningsfaktoren - vil så blive formindsket. IMF kan træde ind, hvis noget går galt, og vi undgår, at panikken breder sig som en steppebrand."
- Hvad hvis Brasilien falder om føje tid? Den brasilianske mønt, real, er overvurderet. Ville det ikke være bedre at gennemføre en trinvis devaluering?
"Det er enormt svært at forudsige, hvordan finansmarkedet vil reagere. Lad os sige, at Brasilien kaster sig ud i en devaluering på 25 pct. Det kan blive taget som et signal på, at landet har opgivet en fastkurspolitik over for dollaren, og at saneringen af Brasiliens økonomi nu bliver nedprioteret. Panikken sætter ind. Alle flygter mod udgangen."
- Hvad hvis IMF og regeringen i Brasilien lægger kortene på bordet og siger, hvad man har i sinde at gøre trin for trin?
"Jamen, vi ved lige præcist, hvad IMF og regeringen planlægger. At beskylde Valutafonden for hemmelighedskræmmeri er simpelthen falsk anklage. Man kan få alle de oplysninger, man vil have. Blot man insisterer. Det er min personlige erfaring. Sagen er, at vi ikke ved, hvilken metode er den bedste. De, der påstår, at de har en mirakelkur, er ikke troværdige."
- Sætter den internationale finanskrise ikke et punktum for halvfemsernes bærende ideologi - liberalisering af kapitalbevægelser?
"Det tror jeg ikke. Men man kan sige, at den jungleagtige finanskapitalisme er nået til sin ende. Systemet er rystet i sin grundvold, men det ligger ikke i ruiner. Frie kapitalbevægelser og spekulation vil vi stadig se. USA, OECD-landene og børsselskaberne er stadig overbevist om, at deres idealmodel kan overleve og så længe de bakker op om systemet, vil det ånde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her