Læsetid: 1 min.

Terror i god sags tjeneste

30. oktober 1998

Kritik af ANC fik befrielsesbevægelsen til at kræve Sandheds-kommissionens rapport stoppet

Nelson
Det var en meget afmålt præsident Mandela, der i går ved en ceremoni i Cape Town modtog Sandheds- og Forsoningskommissionen, TRC's rapport.
"Rapporten er forudbestemt til at vække mange besværlige og bekymrede følelser...Mange af os vil have indvendinger over aspekter af indholdet i disse fem bind", sagde Nelson Mandela.
Det er ikke nogen overdrivelse. Få timer før ceremonien havde Mandelas egen organisation, Den Afrikanske Nationalkongres' (ANC) forsøgt at stoppe offentliggørelsen - vrede over, at rapporten også udpegede ANC som skyldig i drab og tortur.
"ANC og dets organer - så vel som PAC (Pan African Congress, en anden befrielsesorganisation, red.) og dets væbnede afdelinger - har begået grove overtrædelser af menneskerettighederne, som de må stilles til ansvar for moralsk og politisk", hedder det i TRC-rapporten.

Gik ud over civile
Kommissionen noterer sig, at det angiveligt var ANC's politik, at civile ofre skulle 'undgås'.
Ikke desto mindre har operationer, udført af ANC' væbnede fløj Umkhonto we Sizwe ('Nationens Spyd'), "dræbt flere civile end medlemmer af sikkerhedsstyrkerne", fremgår det af rapporten.
Som eksempler på væbnede aktioner, der navnlig gik ud over civile, nævnes blandt andet bombeangrebene mod det sydafrikanske luftvåbens kontor i Pretorias centrum i 1983 og bomben mod et butikscenter i 1985.
ANC's landmine-kampagne i 1985-87 i landområder i det nordøstlige Sydafrika kritiseres skarpt for at have ført til drab på mange landarbejdere og børn. Også ANC's likvideringer af 'frafaldne' medlemmer og medlemmer, der mistænktes for at være agenter, kritiseres.
Mens Nelson Mandela valgte at modtage rapporten ved den berammede ceremoni, var ANC's leder og Sydafrikas kommende præsident, Thabo Mbeki, mere håndfast i sin kritik. Han kaldte torsdag rapporten "forkert og misvisende".
ANC forsøgte at få Højesteret i Cape Town til at stoppe offentliggørelsen med henvisning til, at organisationen ikke havde haft mulighed for at svare på kommissionens beskyldninger. Men Højesteret afviste ANC's indvendinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu