Læsetid: 5 min.

Tidligere minister indrømmer ulovlig aflytning

29. oktober 1998

Kjeld Olesen indrømmer, at han deltog i ulovlig aflytning af DKP allerede i 1955-56 og er parat til at fortælle PET-kommissionen alt om operationen

Tidligere udenrigs- og forsvarsminister Kjeld Olesen (S) indrømmer nu at have deltaget i den ulovlige aflytning af DKP-folketingsmedlem Alfred Jensen og dennes kone Ragnhild Andersen i 1950'erne.
Det bekræfter han over for Information.
I mere end 20 år har mistanken samlet sig om, at Kjeld Olesen deltog i aflytningsaktionen, som blev iværksat af den antikommunistiske, tidligere modstandsmand Arne Sejr, der var leder af den private propaganda- og overvågningsorganisation "Firmaet".
I januar 1976 sagde Kjeld Olesen - dengang næstformand i Socialdemokratiet - til Information:
"Jeg kender intet til aflytningen af Alfred Jensens lejlighed under splittelsen af DKP i 1958, som nu er fremme i pressen. Derimod havde jeg midt under den kolde krig, som 23-årig, i 1955 kontakt med nogle fra den gruppe, som kan have været dem, der foretog aflytningen."

Meget, meget svært
Kjeld Olesens opsigtsvækkende tilståelse faldt først i DR2's nyhedsmagasin Før deadline tirsdag, og Information havde onsdag lejlighed til at foreholde Kjeld Olesen citatet fra 1976:
"Jeg havde det meget, meget svært ved at sige det der. Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg husker det, du citerer, meget, meget tydeligt."
- Mener du, at det var sandt, hvad du sagde?
"Næh. At jeg har haft med det at gøre i 1955, fremgik jo af, hvad jeg sagde til DR2. Men efter at jeg et stykke ind i 1956 forlod... arrangementet, har jeg ikke haft noget som helst med dem at gøre."
- Det, du siger, er, at du følte dig nødt til at lyve af hensyn til det tavshedsløfte, du havde givet Arne Sejr?
"Ja, på det tidspunkt," siger Kjeld Olesen og fortæller, at det var overgangen til jobbet som sekretær for partifællen, daværende socialborgmester Urban Hansen i 1956, der førte til, at han forlod arbejdet for Arne Sejrs "firma".
- Du var ikke utilfreds med noget eller uenig?
"Jeg følte mig heller ikke godt tilpas ved det."
- Hvad fik dig til at føle dig mindre godt tilpas?
"Ved du hvad: Det behøver jeg slet ikke at svare på, vel? Mindre godt tilpas... Jeg havde ikke nogen overvejelser med hensyn til at sige ja til det, men jeg var 23 år og skulle om jeg så må sige videre."
- Var du dig bevidst dengang, at det var ulovligheder, I foretog?
"Det overvejede jeg ikke nærmere - slet ikke, fordi jeg fik at vide, at Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, var en samarbejdspartner," siger Kjeld Olesen

Vil fortælle alt
Han afviser i øvrigt at svare på en lang række mere konkrete spørgsmål om aflytningsoperationen. Men siger, at hvis den ulovlige aflytning af Alfred Jensens lejlighed i 1950'erne bliver genstand for arbejdet i den kommission, der skal undersøge Politiets Efterretningstjeneste (PET), vil han at svare på alt det, han bliver spurgt om.
Kjeld Olesen kan i øvrigt også blive et interessant vidne for en undersøgelseskommission i kraft af sit medlemskab af bestyrelsen i Arbejderbevægelsens Informationscentral (AIC) i 1960'erne og sine poster som socialdemokratisk forsvarsminister (1971-73) og udenrigsminister (1979 og 1981-82).
"Men jeg vil ikke lege undersøgelseskommission med journalister," siger Kjeld Olesen.

Aflyttet i tre år
Opsigtsvækkende er ikke alene den tidligere ministers tilståelse, men også oplysningen om, at han blev rekrutteret til arbejdet i antikommunisten Arne Sejrs "Firmaet" så tidligt som i 1955.
Det betyder, at aflytningen foregik i mindst tre år fra 1955 til 1958.
Selv en så velinformeret ekspert som den afdøde historiker Wilhelm Christmas-Møller, der selv en kort periode i 1952-53 som ung, konservativ studerende var tilknyttet Arne Sejrs private propaganda- og overvågningsorganisation "som en blanding af arbejdsdreng og lavere funktionær" - skrev i 1995 i bogen Obersten og kommandøren, at aflytningen af de to DKP'eres lejlighed "fandt sted i 1958".
Det var tidligere minister Erik Ninn-Hansen (K), der allerede i 1975 i sin erindringsbog Syv år for VKR polemisk røbede, at en af VKR-regeringens "hårdeste angribere i sine helt unge år havde deltaget i aflytninger med hemmelige mikrofoner, der var anbragt hos politiske modstandere".
Da DR's Washington-korrespondent Christian Winther i julen 1975 - med tidligere statsminister Jens Otto Krag (S) som dårligt camoufleret kilde - kunne fortælle, at de to DKP'eres lejlighed var blevet aflyttet under opgøret om partiformand Aksel Larsen i 1958, gik mediernes jagt ind på den socialdemokrat, der måtte have deltaget i aflytningen. 21. januar 1975 kunne Information i en forsideoverskrift fastslå, at "Det er Kjeld Olesen som Erik Ninn-Hansen sigter til".
Dengang afviste Kjeld Olesen - med den forklaring, der er citeret på forsiden af dagens avis - at kende noget til aflytningen "i 1958". Men han deltog altså selv i aktionen i 1955-56, afslører han nu.

Hadede kommunister
Kjeld Olesen forklarede tirsdag i DR 2, at han i 1955 umiddelbart efter sin far, modstandsmanden Anker Olesens død, "hadede" kommunisterne, og at han "et par måneder efter min fars begravelse" blev kontaktet af den konservativt og nationalt sindede tidligere modstandsmand Arne Sejr.
Han afkrævede Kjeld Olesen et tavshedsløfte:
"Så sagde han, at de havde en særlig aktivitet, der havde med aflytning at gøre. Han nævnte to politiske navne, en konservativ og en socialdemokrat - de navne vil jeg ikke nævne ved denne lejlighed - og sagde endvidere, at de samarbejdede tæt med Forsvarets Efterretningstjeneste. Jeg sagde ja til det," sagde Kjeld Olesen i DR 2.
Han oplyser, at han fik 500 kroner om måneden for sit arbejde - penge, hvis oprindelse, han angiveligt ikke kendte - at han ikke havde noget med "det tekniske" at gøre.
- Hvad lavede du så?
"Jeg har sagt det, jeg vil sige om det," siger Kjeld Olesen til Information.
- Har du set de udskrifter, der blevet skrevet over aflytningerne af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen?
"Jeg har ingen kommentarer til det."
- Har du personligt lyttet til det, der foregik i lejligheden?"
"Det, jeg sagde i går (i DR 2, red.), var meget overvejet. Og det er det, jeg vil sige."
- Hvorfor holder du igen med detaljerne, når du nu har brudt tavshedsløftet til Arne Sejr?
"Det behøver jeg ikke begrunde. Jeg har sagt, jeg har været med." Kjeld Olesen understreger, at der ikke var nogen forbindelse mellem hans arbejde med den ulovlige aflytning i Arne Sejrs "Firma" og hans senere bestyrelsesarbejde i AIC.
Adspurgt om, hvorfor han først - efter mange års pres - fortæller historien nu, henviste han i DR 2 til sit tavshedsløfte til Arne Sejr:
"Jeg har - kan jeg godt fortælle jer - flere gange været på spring. Tænkt: Hvordan skal du gøre det? Skal det være en artikel eller sådan noget? Nu, hvor man har den brede debat, har jeg så besluttet ved den her lejlighed at sige: Ja, jeg var med dengang."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Information eller hvem det er der har fundet denne gamle artikel frem. Det var netop det jeg efterlyste i ”Tidl. S-minister: Svært at tro Sohns forklaring.”