Læsetid: 5 min.

Ét tryk på tasten og millioner flyttes

9. oktober 1998

På finansmarkedet er der skabt en fantasiøkonomi som sjældent har direkte forbindelse til realøkonomien

LONDON - Med et enkelt tryk på en tast kan millioner af dollars på det globale kapitalmarked flyttes på et splitsekund. Og det næste splitsekund kan de flyttes tilbage igen. Eller et helt tredje sted hen. Den slags øger omsætningen, men også ustabiliteten.
De stadigt friere finansmarkeder har affødt en lang række nye finansielle produkter - under ét ofte kaldt derivater - som vel nok er det bedste eksempel på noget, der ligner selv-ynglende penge. De har ingen direkte basis i produktionen. I realiteten er de rene gætterier. Man kan f.eks. gætte på, hvordan renten på australske statsobligationer, kursen på Indonesiens valuta eller udviklingen på Dow-Jones aktieindekset vil té sig og så købe og sælge disse gæt på det frie marked. Og det er bare nogle af de simpleste eksempler.
De nye produkter har det til fælles, at de er risikable, men også at de har potentiale for meget store gevinster.
Bank of International Settlements (BIS) i Basel forsøgte for første gang i 1995 at evaluere omfanget af den globale handel med de nye instrumenter. Resultat: 2.100 milliarder dollars - 12.600 milliarder kroner. Om dagen. For de penge kunne man bygge 583 Storebæltsbroer.
Ifølge tal fra Bank of England er den gennemsnitlige daglige omsætning alene i London steget med 131 pct. siden 1995. I New York er stigningen ifølge den amerikanske centralbank på 75 pct. Og det er bare i de to største finanscentre.

Investorer bliver bange
De nærmest hysteriske forventninger til de nye finansprodukters magi har i de seneste år fået aktiekurserne til at stige så meget, at de kom i et helt urealistisk forhold til, hvad firmaerne egentlig producerer og har i overskud.
Bankerne har lånt og lånt på tværs af sektorer og landegrænser til tvivlsomme projekter i håbet om, at det nok gik alt sammen, og fortjenesterne indfandt sig. Lande - f.eks Thailand - har forsøgt at opretholde en fast valutakurs uden at iværksætte og fastholde den nødvendige underliggende økonomiske politik. Når valutaen så ramler, bliver de udenlandske lån - som typisk er taget hjem i dollar - ikke til at betale tilbage. Så bliver investorerne bange og trækker deres penge ud.
Effekten kunne ses meget tydeligt efter Mexicos valutakrise i 1994/95. Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) købte vestlige investorer i 1994 aktier og obligationer i de nye markeder - dvs. Asien, Latinamerika og eks-Sovjetunionen - til næsten 200 milliarder dollars.
Efter Mexico gik tallet ned på næsten minus 50 mia.dollar, efterhånden som investorer trak penge ud af usikre markeder. Det var dog allerede året efter oppe på ca. 80 mia. dollars - ca. 480 mia. kroner - igen efter at USA havde stillet sig i spidsen for en redningsaktion af den mexicanske peso.

Opdager virkeligheden
Der er altid en eller anden, som på et eller andet tidspunkt opdager, at gabet mellem realøkonomien og spekulationsøkonomien er blevet så stort, at boblen brister.
Folk får simpelt øjnene op for virkeligheden. Det er det, som er sket forskellige steder i verden de seneste år fra Sydøstasien over Rusland til Latinamerika. Og for den sags skyld i USA, hvor aktiekurserne længe har været overvurderet.
Det har centralbankchefen Alan Greenspan advaret om i næsten to år. Men først nu, hvor investorer er blevet generelt nervøse - og eksporterende USA-virksomheder faktisk er begyndt at tabe penge og fyre folk på grund af krise andre steder - er folk begyndt at tro på Greenspan. Så kurserne svinger vildt - mest nedad - efterhånden som folk begynder at sælge fra.
Men hvordan kan en fejlslagen økonomisk politik i Thailand, uindfrielige lån i Rusland eller andre kalamiteter i fjerne verdensdele give risiko for recession i Vesten? Det er jo ikke, fordi vi handler særligt meget med hinanden. USA's udenrigshandel udgør f.eks. kun 1,5 pct. af bruttonationalproduktet, og EU-landenes samlede handel med omverden når kun op på otte pct. af BNP.
"Forbindelsen til Vesten er finans-transaktionerne. Bankerne har lånt til de der lande, og mange har vist sig at være dårlige lån," siger Charles Bean fra London School of Economics (LSE).
"Bekymringen går nu på, at når banker taber penge, reagerer de med at blive mere kritiske over for, hvem de låner til. Det kan give en kreditstramning - også her i Vesten - og det er alle bange for nu," siger han.
På den måde kan fantasiøkonomien gå hen og få særdeles alvorlige konsekvenser for realøkonomien. Når købmanden nede om hjørnet ikke kan få forhøjet kassekreditten til et nyt kasseapparat, fordi banken har tabt på derivathandel, valutaspekulation i Brasilien eller dårlige lån til Indonesien.
Ifølge BIS har de vestlige banker udlånt omkring 10.000 milliarder dollars - ca. 60.000 milliarder kroner - på det internationale marked, og heraf er ca. 17 pct. til låntagere i de såkaldte nye markeder - dvs. de regioner, der på det seneste har været problemer i. Der er altså stor risiko forbundet med 1.700 milliarder dollars eller 427 Storebæltsforbindelser.

Ingen verdensregering
Nogen vil måske mene, at det er en hamrende uansvarlig omgang med de penge, bankernes kunder eller pensionsfondenes medlemmer har sparet op. Hvad skal - og kan - man gøre ved det?
At det er svært for det internationale samfund at gøre noget viser det seneste årsmøde i IMF i Washington. Der er ingen verdensregering til at føre beslutningerne ud i livet, og de nationale interesser støder ofte sammen. Nogle lande som Frankrig har foreslået, at man lægger skat på de internationale kapitalbevægelser, som skaber ustabilitet. Det er den såkaldte Tobin-tax, som har fået navn efter nobelpristageren i økonomi, James Tobin.
En anden ide er at indføre en form for kapitalkontrol. Her er der flere modeller. Malaysia har indført total kontrol med alle kapitalbevægelser ind og ud af landet. Chile lagde ingen grænser for uadgående kapitalbevægelser, men al udenlandsk kapital skulle minimum blive i landet i et år.
Dermed tiltrak Chile færre udenlandske penge end så mange andre nye markeder, men til gengæld har pengene været mere pålidelige.
Med de nuværende strukturer i på det globale finansmarked er det svært at hindre nye spekulative karruselture. For selv om enkelte lande nok så meget regulerer eller beskatter finansstrømmene - derivater, långivning mv. - kan man ikke forhindre, at bankerne, finansinstitutionerne og pensionsfondene flytter spekulationsaktiviteterne et andet sted hen. Typisk til et off-shore finanscenter på en oversøiske ø, hvor myndighederne ikke kommer halsende med så mange snærende krav.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her