Læsetid: 2 min.

TV3 vil hjælpe lokal-tv

16. oktober 1998

Giv os en tv-frekvens, så vil vi til gengæld sikre de lokale tv-stationer en attraktiv plads på sendefladen, lyder tilbud fra TV3

Tv-stationen TV3 er utrolig sulten efter at komme ned på jorden.
Væk med satelitter og paraboler og lad seerne kunne fange os med en stueantenne, lyder ønskedrømmen.
Op til kulturministeriets konference om lokal-tv i næste uge, og mens kulturministeren holder efterårsferie, spiller stationen nu ud med et godt tilbud, som skal vriste den ledige fjerde tv-frekvens fra Danmarks Radio.
"Hvis vi får den fjerde tv-frekvens, så vil vi til gengæld tilbyde de lokale græsrodsstationer en plads i vores sendeflade," siger Niels Jørgen Langkilde, der er informationschef for TV3.
Han mener, at efter TV3 har overtaget rettighederne til at sende superliga-fodbold og i øvrigt har større og større seersucces med programmer som Robinson-Ekspeditionen, vil kanalen være langt mere attraktiv for de lokale tv-stationer end det nuværende TV Danmark-samarbejde, hvor seertallene dårligt kan registreres.
De lokale tv-stationer er ikke afvisende over for tilbuddet:
"Det lyder spændende, men om det er attraktivt, kommer helt an på betingelserne," siger Gitte Thomsen, der er sekretariatsleder for Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark.

Skidt samarbejde
Sammenslutningen lægger ikke skjul på, at det nuværende samarbejde med TV Danmark ikke fungerer særlig godt. TV Danmark er ikke vild med at give de lokale tv-stationer sendetid i fladen mellem kl. 17 og 18, som de egentlig er berettiget til, og TV Danmark stritter kraftigt imod at skulle betale en årlig reklame-afgift til græsrodsstationerne.
Niels Jørgen Langkilde fra TV 3 mener, at alle betingelser står til forhandling. Han vil ikke afvise, at TV3 i givet fald ville betale økonomisk støtte til græsrodsstationerne.
Men så er der lige det med sendetiden.
"Det er nok urealistisk, at de lokale stationer skulle få lov at sende i prime-time. Dertil er der for mange reklamekroner at hente for os," siger informationschefen.
- Hvad ville du sige til, at jeres nyheder kl. 18.00 skulle kommer efter en vækkelsesprædikant fra Pinsekirken eller et program på iransk?
"Jamen vi ville blive nødt til at lægge et koncept, så vi sikrede os, at der blev udsendt programmer fra lokal-tv, som kan trække nogle seer. Ingen af parterne kunne være tjent med, at vi i fællesskab gik ned med flaget,"
siger Niels Jørgen Langkilde, der mener, at de lokale stationer i hvert fald nok burde ligge lidt før på dagen end kl. 17.

Kommercielt orienteret
Gitte Thomsen fra de lokale stationers sammenslutning tror da heller ikke meget på, at TV3 reelt ville tillade den frihed for stationerne, der trods alt ligger i den nuværende ordning.
"TV3 er så kommercielt orienteret, at jeg ikke tror vi kunne finde en fællesnævner, og så ville vi komme til at sende på nogle meget dårlige tidspunkter," mener Gitte Thomsen, der hellere så, at de lokale græsrodsstationer kom ind i en flade sammen med DR 2, hvis profil passer bedre sammen med de uensartede græsrodsstationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her