Bonn-koalitionens nej til atomkraft rammer den franske industri, skubber til den urokkelige franske atompolitik - og belaster regeringskoalitionen i Paris
Den rød-grønne koalitionsaftale i Bonn med dens beslutning om at "gå bort fra atomenergi så hurtigt som muligt" har skabt chokbølger i Frankrig og kædereaktioner på det politiske plan.
Inden for den mægtige franske atomkraftindustri, der har et nært samarbejde med Tyskland, er følgerne af den tyske beslutning svære at overskue, men de bliver følelige.
Politisk fremkalder kursændringen næsten automatisk en debat om, hvorvidt Frankrig skal følge det tyske eksempel, og den er straks begyndt, selv om premierminister Lionel Jospin prøver at bremse den.
På det udenrigspolitiske plan opstår der en potentiel krise i forholdet til Tyskland, og præsident Chirac har omgående krævet, at den tyske beslutning skal gøres til genstand for drøftelser mellem de to lande, "for så vidt som den er egnet til at skade franske interesser."
Endelig er der sket det uundgåelige, at partiet De Grønne har fået blod på tanden. Det giver sig udslag i, at partiet ikke alene kæmper mere aktivt for en ændret fransk energipolitik, men også prøver at styrke sin stilling i det politiske landskab. Denne udvikling truer med at destabilisere regeringskoalitionen, fordi De Grønne ønsker at gøre Kommunistpartiet rangen stridig som koalitionens næststørste parti efter Socialistpartiet - og fordi kommunisterne er lige så fanatiske tilhængere af atomkraft, som De Grønne er resolutte modstandere.
Frankrig udmærker sig ved en konsekvent satsning på atomkraft, en målbevidst politik, der er blevet ført siden sidst i 1950'erne med det resultat, at 80 procent af elektriciteten i Frankrig nu produceres af atomkraftværker - mod kun 35 procent i Tyskland. Mens der er en udbredt uvilje mod atomkraft (såvel som mod atomvåben) i Tyskland, har Frankrig en stærk pro-atom lobby og en atomindustri, der næsten er blevet en stat i staten. Den beskæftiger så mange, at de franske fagforeninger sværger til atomkraft - af hensyn til beskæftigelsen.
Den tyske beslutning rammer den franske industri på to områder.
Det franske selskab Framatome (51 procent statsligt), der fabrikerer atomreaktorer og atomkraftværker, samarbejder med det tyske Siemens om udviklingen af en ny reaktor, EPR - European Pressurized (water) Reactor - der skal afløse de nuværende, når deres levetid udløber omkring 2010-20. Dette projekts fremtid er truet, når Tyskland - og i den sidste ende måske Frankrig - går bort fra atomkraft, mens en hel række lande bevæger sig i samme retning.
Men lige så alvorligt er det, at den franske industri for oparbejdning af brugt atombrændstof til genbrug - en fransk specialitet og en hovedkomponent i Frankrigs atomindustrielle kompleks - rammes. Tyskland er side om side med Japan den største kunde for denne industri, og 20 procent af kapaciteten er helliget tyske elproducenter. Denne del af aktiviteten vil ophøre, og selv om tyskerne kommer til at betale erstatninger for opsigelse af kontrakterne, er det et nyt tilbageslag for oparbejdningsindustrien, der møder mere og mere modstand.
En fløj inden for det franske statslige elselskab EDF's ledelse ønsker at gå bort fra denne teknik, der er meget bekostelig, og der er mere og mere diskussion om sikkerheden i forbindelse med transporten af affaldsstofferne. Af den samme grund har disse transporter mellem Frankrig og Tyskland været afbrudt siden maj.
Atomkraften er ikke længere hævet over diskussion i Frankrig. Tvivlen, der har bredt sig i det ene land efter det andet, har også nået Frankrig, og den tyske beslutning har alle chancer for at 'skubbe til den hældende vogn.'
EDF har allerede tilkendegivet, at man vil gå bort fra den ensidige satsning på atomkraft og sprede sig over andre energikilder. Selv Framatome er på vej ind i andre aktiviteter end atomkraft. Og Frankrigs statslige kommissariat for planlægning offentliggjorde i september en rapport, hvori man forudsiger, at atomkraften alene af økonomiske grunde uundgåeligt vil være på tilbagetog i de kommende 20 år.
Mens præsident Chirac bevarer de gamle rygmarvsreflekser og ser "Frankrigs interesser" truet af den tyske politik, hævder kritikere af den franske energipolitik, at tyskerne i det lange løb gør Frankrig en tjeneste, hvis de fremtvinger eller fremskynder en opgivelse af oparbejdningsindustrien, som Frankrig ene af alle lande satser på - trods de store omkostninger, risikoen ved den nødvendige oplagring af højradioaktivt plutonium, usikkerheden om affaldstransporterne og en svigtende afsætning, der i løbet af nogle år vil nærme sig nulpunktet.
Den traditionelle alliance til fordel for atomkraft strækker sig fra gaullisterne til kommunisterne, og Chirac har en trofast meningsfælle i den kommunistiske partiformand, Robert Hue, der forleden sagde, at en opgivelse af atomkraften ville være "som at vende tilbage til olielampen".
Derimod har De Grønnes repræsentant i regeringen, miljøminister Dominique Voynet, grebet bolden fra Tyskland i farten, og i et interview erklærerede hun forleden, at "Frankrig er i færd med at skifte kurs, omend langsomt og med forsigtighed."
Dette blev omgående dementeret af premierminister Lionel Jospin, der ganske vist ikke er urokkelig på dette område, men heller ikke ønsker at udfordre atomlobbyen - og navnlig ikke kommunisterne, den største af de fire små koalitionspartnere i regeringen.
Der er ikke nogen kursændring, fastslog Jospin, men det er nødvendigt at forstærke sikkerheden omkring atomkraften, kontrollere behandlingen af affaldsstofferne bedre og "gradvis sprede sig" over andre energikilder, tilføjede han.
Det er tydeligt, at de tyske Grønnes succes har fået de franske partifæller til at drømme. Med 1,63 procent af stemmerne ved valget i 1997 og seks mandater af de 575 i Nationalforsamlingen - og en enkelt ministerpost - er partiet De Grønne en politisk dværg. Med 6,7 procent og 47 mandater er det tyske parti ikke ligefrem nogen kæmpe, men det er socialdemokraternes eneste koalitionspartner og indehaver af tre ministerposter.
De Grønne i Frankrig mener at have fremtiden for sig - bevægelsen er udviklet langt senere end i Tyskland og har i de senere år lidt under splittelsen i flere partier. Nu er de organiseret i et mere bæredygtigt og seriøst parti, endog foran tyskerne som regeringsparti på nationalt plan.
De Grønne sætter deres lid til valgene til EU-parlamentet i juni 1999, den næste politiske styrkeprøve. Dette valg interesserer i Frankrig ganske overvejende som en indenrigspolitisk måling af styrkeforholdet mellem partierne. De Grønne har på det sidste talt åbent om, at deres mål ved valget er at uddistancere kommunisterne og blive den vigtigste af de små koalitionspartnere - med flere ministerposter!
De Grønne agter at gøre "farvel til atomkraften" til et hovedtema i deres valgkamp og håber at gøre indhug i både kommunisternes og socialisternes vælgerskare. At blive større end kommunisterne er et mål, der synes at ligge inden for mulighedernes grænse ved et EU-valg. I 1994 scorede kommunisternes 6,88 procent af stemmerne, mens de to miljølister tilsammen fik 4,95 procent. Men i 1989 kom De Grønne foran med 10,6 procent mod 7,7 procent til kommunisterne. Det nye er, at de to partier nu er i åben konkurrence inden for en regeringskoalition - samtidig med, at de har næsten diametralt modsatte holdninger til atomkraft.
De Grønne har meget tætte og hjertelige forbindelser med deres tyske partifæller, og alliancen er blevet understreget af, at De Grønne har opstillet den tysk-franske miljøaktivist og politiker Daniel Cohn-Bendit som spidskandidat til EU-valget. Navnet sikrer deres kampagne en maksimal medievirkning og forstærker deres håb. Men udfordringen til kommunisterne irriterer, modsætningerne om atomkraften sætter ondt blod, og atmosfæren i koalitionen er blevet spændt.
Kommunisterne ser ikke med milde øjne på den fhv. Røde Dany (Cohn-Bendit), som de finder alt for liberal og ukritisk over for Maastricht, Amsterdam etc. Men fjendskabet går langt tilbage. I maj 1968, da Daniel Cohn-Bendit var på barrikaderne som fransk student, betegnede de franske kommunister ham foragteligt som "den tyske anarkist."
