Læsetid: 4 min.

Udækket, åben poesi

20. oktober 1998

Henrik Nordbrandts nye bog er bygget op over drømmens panik

NY BOG
Siden den fænomenale Ormene ved himlens port fra 1995 har Henrik Nordbrandt kun udgivet en tidskommenterende dagbog. Alligevel har han i mellemtiden virket overmåde nærværende, hvad der nok hænger sammen med, at hans digtsamlinger ofte forbliver længe i mindet. De opretter, poetisk set, deres egen ærefrygtindgydende standard, og til deres bedste enkeltdigte kan man altid vende tilbage - og hver gang opdage noget nyt.
Sådan vil det sandsynligvis også gå med Drømmebroer, hans nye bog, der stedvis anslår en munter, ja, overgiven tone, men samtidig balancerer på kanten af afgrundsdyb melankoli. Karsk og barsk i sin humor, sødmefyldt i sin dvælen, men desperat i sit perspektiv, ligner den endnu et overbevisende udkast til en poesi, hvis fornemste egenskab nok er, at den i det mindste er mulig, nu hvor lykken aldrig eller næsten aldrig er det.

Jeg'ets henrettelse
Rygraden i værket dannes af 13 nøgterne drømme-digte, hvor diverse myndighedspersoner og transportmidler (sporvognene bl.a.) nager et i forvejen martret sind.
"Drøm om henrettelse" beskriver, med hilsen til Tom Kristensen, hvordan digterjeg'et stiller sig op i en hyggelig kø af mennesker, der først for sent opdager, at de skal slås ihjel. Over for bøddelen påpeger han, at det jo er ham, der har opfundet strafferedskabet, og at han endda kan fremskaffe patentnummeret, hvis bøddelen blot vil lade være med at hugge.
Men lige meget hjælper det, hovedet ryger af, hvorefter jeg'et står og ser på og hører hver nyligt henrettet sige "det samme / som også havde været mine / første ord i det hinsides". De udbryder samstemmende: "Hvordan kan man dog være så dum!"

Genstandsløs jalousi
I "Drøm om pantefoged" møder skattevæsenets repræsentant op med en politibetjent og en læge samt et klodset apparat, som viser sig at være et operationsbord. Uden bedøvelse (det er der ikke råd til) udskærer de dele af jeg'ets krop, og hver gang sættes en streg over en gældpost på den lange liste, de har medbragt. Øjnene ryger næstsidst, hjertet til allersidst.
"Jeg beklager meget," siger fogeden, "men De skylder endnu en hel del..."
"Den smerte," hedder det så, "er den værste jeg nogensinde har oplevet / en smerte man ikke skulle tro, man kunne føle i drømme. / Det gjorde lige så ondt, som når jeg tænker på dig / og bliver grebet af rasende, syg, genstandsløs jalousi."
Hvordan kan en jalousi på samme tid vækkes ved tanken på én - og være genstandsløs?
Svaret er, at det kan den sagtens, det er faktisk dens definition.

Sorg og sanselighed
Sin titel får Drømmebroer fra digtet "Drøm om fortvivlelse", hvor livsrejsen som figur, kærligheden som drivkraft og den visse død væves sammen til én fortættet tolkning af almene vilkår:

En støvet sky gik for solen
og lagde bjergsiden ned
til et vinterleje
for min elskede
og hendes elsker.

En bro gungrede under mine
fødder
men mine skridt
havde ingen retning.

Der var lige så langt over
broen
som jeg var kommet fra min
barndom.

Så døden måtte findes
et sted mellem mig og de grå
pile
på den modsatte bred.

Det hele varede mindre end et
minut
men resten af verden.

Taget hver for sig forekommer digtets linjer ikke tvungne eller tunge, men netop ligefremme og lette. Alligevel er det kun en Nordbrandt, der kan ramme tekstens enhed af sorg og sandhed og sanselighed.
Digtet leder over til en række kærlighedspoesier, af hvilke man især vil mindes og genlæse "Løgne", der begynder som følger:
"Det er løgn, hvad jeg skrev i det brev, jeg brændte / at jeg tænker på dig hele tiden. / Men jeg tænker på dig det meste af tiden. // Det er også løgn, at jeg ikke kan sove: / Jeg sover udmærket, og drømmer desuden om andre kvinder. // Men når jeg vågner, tænker jeg straks på dig."
Mest Nordbrandtsk forekommer her humoren, selvironien, kynismen - naboerne til den rene panik.

Elementært, men svært
Orientalsk i tone og teknik bliver Drømmebroer i "Skrig", hvor Henrik Nordbrandt bestræber sig på at nedskrive sin digtning til elementar-størrelser:

Jeg kunne have skreget
havde det ikke været for
himlen.
Jeg kunne være gået
havde det ikke været for
jorden.
Jeg kunne have sagt alt
havde det ikke været for
havet.

Himlen er dækket af skyer.
Jorden er nøgen, sprukken og
støvet.
Havet er intet
i forhold til afstanden mellem
dig og mig.

Indholdet af dette digt bliver ikke vanskeligt at overføre til andre sprog. Men kan man få rytmen med, f.eks. i sidste linje, der føles som én lang udsættelse, og kan den transformeres, kontrasten i slutstrofens element-vision mellem 'mørke' og 'lyse' vokaler?
Man har førhen siddet med vægtigere digtsamlinger end denne af Nordbrandt i hånden. Men der er en stor, umiddelbar nydelse i en så enkel og udækket, og dermed på en måde menneskeligt udsat digtning. Intet bliver her glat og selvfølgeligt. Vaklende og tøvende foran hver ny linje bekræfter hans poesi endnu en gang sin usikkerhed og ægthed.

*Henrik Nordbrandt: Drømmebroer. Digte. 53 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her