Læsetid: 3 min.

En ung idiot

2. oktober 1998

Hvorfor skulle vi bære over med en anmelder med savtakkede albuer, der har højere snobbestatus i det litterære miljø end debutanten

Vel skal anmeldelser gerne være underholdende og anmelderens personlighed have lov at stikke en fod eller arm gennem det lærred, anmeldelsen er. Det skal ikke være saglighed det hele. Men skal det hele tiden være anmelderen selv, det handler om?
Lars Bukdahl fra Weekendavisen ser - i Lone Mikkelsens debutroman Solo for Cecilia - en oplagt lejlighed til at promovere sig selv. Som sædvanlig, havde man nær sagt. Hvilket gøres bedst ved at slå om sig med krabasken. Over halvdelen af anmeldelsen handler om, at snurrehanen Bukdahl optrådte i en Krogerup-paneldiskussion, hvor han kom op og toppes med forlagsredaktør Torben Madsen, der forsvarede underholdningsromanen som genre. Kort efter udgav samme Madsen så Solo for Cecilia på sit forlag, Samleren.
Hvorefter Bukdahl i efterårets bogdynge snuppede Lone Mikkelsens historiske roman - en genre, han selv roser sig af at være ukyndig i.
Den ungdommelige anmelder skrev om Mikkelsens Solo for Cecilia med direkte adressere til Torben Madsen: "Tænk engang, Hr. redaktør, det synes jeg ikke er særlig underholdende, men held og lykke med at afsætte produktet som månedens bog i Alt for damerne, succes kan der sagtens komme ud af det, det er ikke for det."
Mette Winge vurderer til sammenligning i Politiken, at Lone Mikkelsens "sprog synger." Flottere og mere modsat Bukdahl kan det næppe blive: "Solo for Cecilia er en overbevisende gennemført skildring af et usædvanligt kvindeliv ... hun kan også, hvad der er endnu vigtigere i en fiktionstekst, få læseren til at tro, at hun selv er til stede og med hovedpersonen oplever, at universet et kort øjeblik åbner sig en lille smule." Mette Winge er generøs, fordi eller måske på trods af, at hun selv skriver historiske romaner, så ret beset er Lone Mikkelsen en 'rival'.

Bræmme
Måske er Mette Winge ikke engang generøs, men bare ægte begejstret for romanen. Under alle omstændigheder er hun særdeles kyndig på genren.
Det er surt at være moralist, Men somme tider kan man alligevel få lyst til at forsvare en uskreven regel eller to. Tilsammen udgør de den moralske bræmme, der for en bogredaktør går ud på at finde en anmelder, som kender genren og ikke på forhånd er direkte antipatisk indstillet (eller anmelderen bør selv siger nej til at anmelde). Nr. to regel er, at en debutant har et større krav på at blive ordentlig behandlet end mere garvede forfattere. Ikke træde græsset ned, før det har nået at komme i vejret. Bukdahl vil vel henholde sig til, at princippet er det højhellige drejepunkt: Skal der nødvendigvis udkomme nysselige underholdningsromaner? Det er jeg heller ikke sikker på, at der skal, og jeg ved heller ikke, om jeg gider læse dem alle.
Alligevel er man forpligtet til at være loyal over for den tekst, man er sat til at anmelde og betænke, at der er andre smagsretninger i verden end ens egen, meget, meget fine og sikre sans. Vel kan det være berettiget at rejse spørgsmålet om en bestemt genres berettigelse.
Det virker bare komisk at være i den grad ude med krabasken, at det går ud over en bestemt bog, en debutroman. Vi bør bære over med en ung idiot med savtakkede albuer som Lars Bukdahl, der har indføling og højere snobbestatus i det litterære miljø end debutanten Lone Mikkelsen, vil nogen sige.
Hvorfor det? Han bærer næppe over med andre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her