Læsetid: 2 min.

Ungarn i København

22. oktober 1998

Ungarerne har invaderet Danmark. Startskuddet til de Ungarske Kulturdage var en koncert i luksusklassen med Budapest Festival Orchestra

KONCERT
Det er på tide, vi stifter bekendtskab med ungarsk kultur i form af andet og mere end gullasch og gode pølser. Det mener i hvert fald ungarerne selv, der ser deres kulturperler som et oplagt betalingsmiddel i forbindelse med forsøget på at komme inden for i den europæiske varme.
Efter nogen ventetid fulgt af de formelle åbningstaler på ministerniveau kunne det musikalske startskud til 12 dages ungarsk kulturfestival i København endelig fyres af i form af en orkesterkoncert.
Kulturen skal trække Ungarn ind i den storpolitiske varme. Budapest Festival Orchestra, landets kun 15 år gamle topsymfoniorkester, der i de senere år har fejret triumfer verden over, lagde ud med et program bestående af Bartók og Stravinsky - hvoraf den første unægtelig er mere ungarsk end den sidste, men lad nu det være.
Bartóks 2. klaverkoncert var på alle måder åbningskoncertens højdepunkt. Budapest-orkestret og deres dirigent, Iván Fischer, kan deres Bartók forfra og bagfra efter skamroste cd-indspilninger af de tre klaverkoncerter med de ungarske klaver-topnavne Zoltán Kocsis og András Schiff.

Up to date
Solisten ved denne koncert, Dezsö Ránki, stammer fra samme geniale kuld af klaverløver som Kocsis og Schiff, og han er lige så musikalsk begavet og teknisk frygtindgydende som sine 'brødre'. Sammen med Fischer leverede Ránki en up to date udgave af Bartóks koncert. Væk var - ligesom på András Schiffs indspilninger (Teldec 1996) - den ulidelige og forældede opfattelse af Bartóks klaverværker som barbarisk slagtøjsmusik, hvor der bare skal hamres i tangenterne. I stedet fik vi en forløsende blanding af benhård fingerpræcision og fløjlsblødt rubatospil tilsat Fischers raffinerede orkesterovergange. Strygernes nattemusik i den symmetriske mellemsats var ekstremt intens i sin sarthed, intet mindre, og Ránki tryllede ubesværet ved klaviaturet i klaverpassagerne.
Rundt om Bartóks symmetriakse spillede budapesterne to gange Stravinsky. Personligt har jeg svært ved rigtigt at nyde hans Symfoni i tre satser skrevet i landflygtighed i USA i den for perioden karakteristiske distancerende stil. Ikke mindst åbenbaringen af dybde og klangskønhed i strygerkorpset i den langsomme sats var dog en fornøjelse, og professionalismen i udførelsen kan man under ingen omstændigheder tage fra orkestret.
Også i Stravinskys balletmusik Petrusjka lænede Fischer sig mere mod det præcise, detaljerede og rummelige i orkesterbilledet, end mod det sovsede. Budapest Festival Orchestra viste flot balanceret, moderne orkesterspil snarere end gammeldags østeuropæisk saftighed, uden at det dermed skal antydes, at musikken kom til at lide af blodmangel.
Applausen ville ingen ende tage, hvilket var fortjent, men et ekstranummer i form af en Bach-koral spillet af orkestrets blæsere alene virkede tamt og umotiveret. Kunne vi ikke have fået mere Bartók ved denne koncert? Eller nogle af landets andre musikkulturelle perler, for eksempel Zoltán Kodály? Skal der være kulturfremstød, så lad der være kulturfremstød.
De Ungarske Kulturdage i København fortsætter måneden ud med koncerter, folkedans og kunstudstillinger, blandt andet på Copenhagen JazzHouse, Glyptoteket og Nationalmuseet. Næste koncert-begivenhed finder sted på søndag i Helligånds Kirken, hvor András Virágh spiller orgelværker af Franz Liszt.

*Stravinsky: Symfoni i tre satser, Petrusjka. Bartók: Koncert for klaver og orkester nr. 2. Dezsö Ránki (klaver) og Budapest Festival Orchestra dirigeret af Iván Fischer. Radiohusets koncertsal, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her