Læsetid: 5 min.

USA nægter at tage føring i IMF

1. oktober 1998

Der er så meget lavvande i Valutafondens pengekasse, at der ikke længere er tillid til det internationale finanssystem

Valutafond
WASHINGTON - Nedtællingen til Den Internationale Valutafonds skæbnedag er begyndt.
Den 9. oktober rejser de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus hjem for at søge genvalg efter to års arbejde, men inden skal de stemme om én af de mest kontroversielle ting i denne forsamling: Et forslag fra præsident Bill Clinton om at øge USA's kvote i IMF med 92,5 mia. kr. Senatet godkendte bevillingen sidste år.
Foreløbigt tyder alt på, at størsteparten af de republikanske politikere og en gruppe demokrater i Huset vil samle nok stemmer til at afvise forslaget.
Det ville sende et utvetydigt signal til banker og investorer, og lande ramt af den internationale finanskrise: USA vil ikke træde til med en hjælpende hånd.
"Uden en reform af Valutafonden tvivler jeg på, at Kongressen vil punge ud. Så det spændende er, om man kan finde et eller andet kompromis, der på tilfredstillende vis ændrer IMF's forretningsgang," siger økonomen Robert Liton fra tænketanken Brookings Institution til Information.
"Alternativet vil være at leve i en verden uden finansielt sikkerhedsnet. Forestil Dem, at vi alle bliver gymnaster på en trapez uden et net nedenunder."
Uden nye lånekvoter fra de rigeste medlemslandene vil IMF gå en langsom død i møde. Andre store långivere, som Tyskland og Japan, har forlængst erklæret sig villige til at give flere penge, men de holder sig tilbage, så længe den største bidragyder USA nægter at tage føringen.

Midler er små
For to uger siden bevilgede Kongressen dog 22,3 mia. kr. til en nylig etableret særfond i IMF, men det batter ikke. Ud over de resterende 92,5 mia. håber Fonden at skrabe 459 mia. kr. ind fra sin medlemskreds i løbet af indeværende år. Dét er der vitterligt brug for. Efter at have disket op med lånepakker til en værdi af 764,5 mia. kr. i Østasien i 1997-98 er der lavvande i IMF's kasse.
"Den globale økonomi befinder sig beklageligvis i en ekstrem vanskelig situation, og Valutafondens tilgængelige midler er så små, at vi ikke længere er i stand til at afstive tilliden til det internationale finanssystem," udtalte IMF's vicedirektør Stanley Fischer på et pressemøde i Washington, inden Valutafondens og Verdensbankens årsmøder startede tirsdag.
Med en slet skjult reference til Brasilien, tilføjede Fischer: "Nogle medlemslande har fulgt en sund økonomisk politik og befinder sig til trods for dét i en meget vanskelig situation. De har behov for hjælp fra en velfungerende Valutafond."
Men repræsentanter fra IMF og Verdensbanken taler for døve øren. I USA er modstanden mod de to institutioner vokset voldsomt i de seneste år - man kunne nærmest sige i takt med det republikanske partis overtagelse af Kongressen og dets frontale angreb på FN. Kritikken kommer fra mange hjørner af det ideologiske spektrum - men især venstre og højre.

IMF støtter korruption
I realiteten deler amerikanske "grønne" og "socialdemokrater," som forbrugeradvokaten Ralph Nader, i stor udstrækning højrerepublikaneres og konservative tænketankes kritik af IMF's og Verdensbankens rolle i international finans og økonomisk udvikling.
"Fagbevægelsen og venstreorienterede følger en social dagsorden. Vores kritik af IMF er baseret på en uforbeholden støtte til den frie markedsmekanisme," siger Ian Vasquez fra Cato Institute, en ultraliberal tænketank, til Information.
Den unge højreorienterede økonom har skrevet flere avisartikler med Robert Weisman, en talsmand for Ralph Naders gruppe Essential Action, om Valutafonden. "Vi er enige om, at IMF støtter korrupte, inkompetente og udemokratiske styrer, som overtræder menneskerettighederne. Lånene skal ses som en økonomisk støtteordning for vestlige banker og investorer, som får dækket deres tab ind på højt risikable kortfristede udlandslån," pointerer Ian Vasquez.
Indtil starten af 1980'erne var det svært at få øje på konservative tænketanke i USA's hovedstad. De toneangivende stod alle det demokratiske flertalsparti nær. Men da Ronald Reagan overtog Det Hvide Hus i 1981, skiftede melodien. I dag øver Heritage Foundation, American Enterprise Institute og Cato Institute en betydelig politisk indflydelse i regeringsbyen. Hver har deres ekspert, talsmand og lobbyist, som beskæftiger sig med IMF og Verdensbanken.
Sædvanligvis ville man forvente, at republikanerne tager parti med storkapitalen og bakker op om finansverdens interesser. Det er til en vis grad stadig tilfældet, men partiets profil er blevet mere provinsiel og reaktionær i de seneste år. Kun et mindretal lytter til Wall Street, og det kan delvist forklares med de folkevalgtes afhængighed af kampagnebidrag fra rigmænd.
Et andet mindretal i partiet - Bob Doles republikanere i Midtvesten - tænker fremfor alt på amerikansk landbrugs velfærd.
"De går fuldt ind for IMF-bevillingen i håb om, at flere lån til Østasien og Rusland vil styrke disse landes valutaer og gøre dem i stand til at bevare importen af amerikanske landsbrugsvarer på samme niveau," forklarer Vasquez fra Cato Institute.
Flertallet i partiet nærer derimod en fjendtlig indstilling over for IMF og Verdensbanken. Det gælder især konservative fra sydstaterne, der mener, at skatteborgernes penge bliver spildt på nytteløse lån og udviklingsprojekter. Den ledende kritiske røst i Repræsentanternes Hus kommer derimod fra nordøststaten New Jersey. Jim Saxton kræver mere åbenhed og gennemsigtighed i Valutafondens operationer og tager afstand fra IMF-lånepakker, der efter hans mening ender med at subventionere banker og børsspekulanter.
Men denne ledende republikaner er også forarget over den sociale slagside, som Fondens ortodokse økonomiske kurs i udviklingslandene medfører.
"Hvordan kunne IMF som en betingelse for sit lån til Indonesien kræve ophævelse af prisstøtte til brændstof og fødevarer, når millioner af indonesere ikke længere havde råd til at købe fornødne varer," skrev Saxton for nylig i Wall Street Journal.

Krisen er et hels
I den venstreorienterede lejr kunne man ikke være mere enig i denne bredside fra en tro republikaner.
"IMF er et levn fra kolonitiden," siger Mark Weissbrot fra Preamble Center, en lille socialdemokratisk tænketank i Washington, der bl.a. finansieres af en fond ejet af en rig og politisk aktiv forretningskvinde.
"Kan du forestille dig, at IMF's direktør Michelle Camdessus sidste år udtalte, at krisen i Østasien er et 'held i uheld' forstået på den måde, at disse landes faldende forbrug ville bidrage til at holde væksten og inflationen nede i USA og Europa," bemærker den forargede Weissbrot.
Sammen med aktivister fra ligesindede grupper i Washington som Friends of Earth og Citizens Trade Campaign aflægger Mark Weissbrot ofte besøg hos kongresmedlemmer fra det demokratiske parti.
"Jeg har lige afgivet vidneudsagn om Rusland og Østasien for et underudvalg i Repræsentanternes Hus. Det er første gang," siger han stolt og stakåndet til Information.
Weissbrot er blevet indbudt af den eneste socialdemokrat i Repræsentanternes Hus, Bernie Sanders fra Vermont, som er en bitter kritiker af IMF. Sanders synspunkt deles kun af 25-30 demokratiske medlemmer. Resten af partiet støtter Clintons forslag om en bevilling på 92,5 mia. kr. USA's fagbevægelse, der plejer at være kritisk over for Valutafonden, har valgt en lav profil, hvilket automatisk fristiller mange demokratiske kongresmedlemmer.
"Men vi har fået overbevist et tilstrækkeligt antal demokrater til at sikre et flertal mod bevillingen I Huet," forsikrer Mark Weissbrot triumferende.
"Jeg tager personligt æren for én af dem."

*Dette er den tredje artikel om IMF's og Verdensbankens svar på den internationale finanskrise. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her