Læsetid: 1 min.

Usikkerhed om læseforbedring

6. oktober 1998

Der er ingen læseundersøgelse, der kan dokumentere, om danske børn læser bedre end i 1994

Øvelse
Siden 1994, hvor den internationale læseundersøgelse afslørede rystende dårlige læsefærdigheder hos eleverne i 3. klasse, er der ikke lavet undersøgelser, der kan fortælle om de mange initiativer på læseområdet har hjulpet.
"Der er ikke lavet en ny international undersøgelse, der kunne konstatere, om vi har flyttet os i forhold til i 1991. Kommunerne rundt om i landet har selv lavet nogle undersøgelser, og vi har samlet data ind omkring 1. klasse. Her ser det ud til, at der er en lille fremgang, men vi ved ikke, om det er slået igennem på 3. klassetrin," fortæller seniorforsker Jan Mejding fra Danmarks Pædagogiske Institut (DPI).
Når fremgangen tages med forbehold, er det fordi kommunerne selv har indsamlet materialet og selv kunne bestemme, om de ville sende det ind til DPI.
En anden faktor, der gør, at man ikke umiddelbart kan sammenligne de danske tests med den internationale undersøgelse, er metoden.
De danske tests er standardiserede læseprøver, hvor der til hvert ord er fire billeder, som eleven kan vælge mellem (Se tegning). Prøven foregår på tid, så man både kan måle læsehastigheden og forståelsen.
"En hurtig læser må højst bruge otte sekunder pr. ord, og for at være sikker skal 90 procent af svarene være korrekte," siger Jan Mejding.
Den internationale undersøgelse er meget mere omfattende.
Det er såkaldte tekstlæsningsprøver, hvor eleverne får hele tekster inden for genrerne skøn- og faglitteratur.
Derefter skal de besvare en række spørgsmål, der både kan være om ting, der står direkte i teksterne og ting, der står mellem linierne.
"De danske tests er udemærket, hvis lærerne vil have et indtryk af, om eleverne kan forstå ukendte tekster, hvilket er en forudsætning for at blive en god læser. Men de internationale undersøgelser er langt mere differentieret og spænder over et langt bredere læsebegreb," forklarer Jan Mejding.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu