SKAL MAN TRO danske medier, så var det Poul Nyrup Rasmussen himself, som den 6. oktober greb telefonen og fik overbevist EU's nuværende formand, Østrigs kansler Viktor Klima, om, at det forestående EU-topmøde måtte ændre dagsorden og forholde sig til den globale finanskrise. Topmødet ved den østrigske by Klagenfurt - det betyder noget i retning af 'klagernes vadested' - er nu overstået, og det kom vitterlig til at stå i krisens tegn.
Næppe så meget fordi Nyrup ringede til sin østrigske kammerat, som fordi de fleste kan se, at krisen næppe helt vil gå Europa forbi.
Godt nok har bl.a. EU's økonomi-kommissær Yves-Thibault de Silguy til det sidste fastholdt, at krisen, der startede i Asien og Rusland, ikke vil få mærkbar effekt på EU's økonomi.
Men så sent som tre dage før weekendens topmøde måtte Kommissionen nedjustere sine skøn for den kommende tids EU-vækst - fra de hidtil skønnede 3,0
procent i 1999 til 2,4 procent. Det internationale finanshus Lehman Brothers siger to procents EU-vækst næste år, og analytikerne hos finansselskabet Morgan Stanley Dean Witter i London opererer med endnu lavere vækstskøn - f.eks. 1,5 procent vækst i den tyske økonomi næste år mod den tyske regerings eget hidtidige skøn på 2,7 procent.
Usikkerheden om den europæiske økonomis stabilitet knytter sig ikke mindst til bekymringen for, at netop Tysklands økonomi nu bliver kriseoffer. Tyskland er i højere grad end andre EU-lande afhængig af eksport til de kriseramte markeder, og tyske producenter af stål, kemikalier, maskiner og biler taler nu om slunkne ordrebøger og markant forringede afsætningsmuligheder. Wall Street Journal skriver mandag, at Tyskland risikerer at gå fra rollen som EU's økonomiske lokomotiv til rollen som bremse på den fælles vækst.
DENNE bekymring for, at EU's højkonjunktur vil komme i fare, var en del af baggrunden for
EU-regeringsledernes krisedrøftelse i Klagenfurt.
En beslægtet del er den globale forventning til EU om at agere lokomotiv for verdensøkonomien.
Den amerikanske forbundsbanks nylige, uvarslede rentenedsættelse tages som udtryk for, at forbundsbankchef Alan Greenspan i virkeligheden er mere bekymret for USA's økonomi, end hidtil antaget. Rentesænkningen var bl.a. en reaktion på, at USA's handelsbalance nu er på vej mod et underskud på 236 milliarder dollar i år og måske 290 mia. næste år, fordi amerikanske virksomheders eksport til bl.a. Asien falder, samtidig med at man tillader importen at stige. Industriens ledige produktionskapacitet vokser, og vækstskønnet for 1999 er nede på en-to procent.
EU har en højere skønnet vækst og fortsat handelsbalanceoverskud på omkring 100 milliarder dollar, og derfor mener amerikanerne, at det er på tide, EU begynder at trække noget mere af læsset.
Den tredje faktor, der har fået EU-lederne til at sætte krisen på dagsordenen, er behovet for indgreb mod den ustyrlige, globale finansspekulation, der ved sine amokløb det seneste år og sin flugt fra de nye markeder i Asien, Rusland og Latinamerika har skabt krisen.
HVAD SAGDE DE så i Klagenfurt? På ét punkt var signalet nyt og klart: Hvor EU-landene nu i flere år har været på en stram økonomisk kur, som med sigte på euro'ens indførelse har handlet om at bringe budgetunderskuddene ned, hindre inflation og fastholde monetær stabilitet, så signalerede det forstærkede flertal af socialistiske og socialdemokratiske regeringsledere i EU - nu 11 ud af 15 - at det igen er i orden at tilskynde til forbrugs- og produktionsvækst, ved rentesænkninger såvel som ved øgede offentlige investeringer.
Med signalet om rentesænkningernes ønskelighed lægger regeringscheferne pres på nationalbankerne, herunder den nye Europæiske Centralbank, der ellers lægger megen vægt på at skabe sig troværdighed på
finansmarkedet ved ikke at være redskab for nervøse politikere, men alene optræde som uafhængig, nøgtern vogter af euro'ens stabilitet.
Hvis rentesænkninger realiseres - og det blev de allerede mandag i Italien, hvor nationalbanken nedsatte diskontoen - så kan det sammen med offentlige investeringsprogrammer sætte øget skub i EU's økonomiske vækst. I sig selv er det imidlertid ingen løsning.
Ikke alene kommer det naturligvis temmelig meget an på, hvad det er, der vokser - Frankrigs regeringschef Lionel Jospin nævner f.eks. offentlige storinvesteringer i europæiske trafikprojekter som ét vækstprojekt. Afgørende i en krisekontekst er det først og fremmest, om EU's mulige skridt kommer de kriseramte regioner i verden til gavn.
Hvad EU-lederne undlod at tale om i Klagenfurt, var de tendenser til EU-selvtilstrækkelighed, som både u-lande, USA og FN-organet UNCTAD har brokket sig over.
Information har tidligere beskrevet, hvordan EU via straftold og andre importbarrierer lægger råstofproducerende u-lande hindringer i vejen, og nu skælder USA ud over, at EU favoriserer sine egne stål- og bilproducenter, mens New Zealand ømmer sig over de hindringer, der møder landets eksport af lammekød.
EU's regeringsledere tog i Klagenfurt et første skridt til at vise øget solidaritet med EU selv, endskønt krisen her endnu knapt er mærkbar. Solidariteten med resten af verden, herunder især de nødstedte regioner, mangler man at demonstrere. For slet ikke at tale om dét, der er ondets egentlige rod: Den skruppelløse finanskapitals frihed til at spekulere verdensøkonomien sønder og sammen. Her er så enorme kapitalinteresser på spil, og så betydelige vanskeligheder med at udforme effektive restriktioner, at regeringscheferne i Klagenfurt undlod at tale alvor om det.
For hvis bare man kan få gang i hjulene igen, kan det jo være, at spekulanterne falder til ro, og alt bliver
godt igen. Til næste gang de taber hovedet og vælter verdensøkonomien. jsn
