Læsetid: 3 min.

Valg i spøgelsesland

10. oktober 1998

Præsidentvalget i Libanon minder mest af alt om et valg i et spøgelsesland. Kun én mand bestemmer: Syriens præsident Hafez al-Assad

BEIRUT - Hafez al-Assad valgte mandag aften den nye præsident for republikken Libanon. Det blev general Emile Lahoud, chef for hærens generalstab. Valget vil senere på måneden blive bekræftet af parlamentet i Beirut. Befolkningen vil ikke blive spurgt.
Præsidentvalget minder mest af alt om et valg i et spøgelsesland. Kandidaterne - omkring 15, i henhold til forfatningen alle kristne - er spøgelsesagtige: Nogle stiller ikke op i håb om at blive valgt alligevel, andre forspilder enhver chance for at blive det, når de erklærer deres kandidatur.
Valgkampen er spøgelsesagtig, eftersom ingen har et program. Det libanesiske parlament er spøgelseagtigt, for alle ved i forvejen, at det næsten enstemmigt vil støtte den kandidat, der er udpeget af Damaskus.
Men bag den spøgelsesagtige kulisse sidder der en meget virkelig mand og trækker i trådene: Syriens præsident Assad. Ingen ved, efter hvilke kriterier han har udset sig den kandidat, som parlamentsmedlemmerne skal stemme på. Han meddelte simpelthen sit valg via en talsmand efter en samtale med den nuværende libanesiske præsident Elias Hrawi.
"Det er ydmygende for kandidaterne - og for libaneserne. Kandidaternes indsats har bestået i at gøre et godt indtryk på syrerne i håb om at blive den udvalgte, uden at vide, om Damaskus allerede havde truffet sit valg," siger en tidligere medarbejder for en af kandidaterne.
Længe inden beslutningen blev truffet i Damaskus, cirkulerede general Lahouds navn som favorit - den syriske vicepræsident Abdel-Khalim Kaddam havde ladet forstå, at det skulle være ham.
Andre gav dog ikke op af den grund: "Syrerne har en evne til at få enhver kandidat til at tro, at han har en chance," siger Gibran Tueni, der er chefredaktør for dagbladet An-Nahar.

Effektiv taktik
Det er en meget effektiv taktik. En af dem, der bevarede håbet til det sidste og derfor ikke vovede at bekendtgøre sit kandidatur, var Nassib Lahoud (som kun langt ude er i familie med generalen). Han er kendt som en modig mand, bl.a. fordi han var en af de få, der stemte imod, da parlamentet i oktober 1995 - på syrisk foranledning og i strid med forfatningen - vedtog at forlænge Hrawis embedsperiode med tre år.
General Lahoud selv nægtede kategorisk at udtale sig til pressen.
Alle iagttagere er enige om én ting: Det er Damaskus, der bestemmer, hvem der skal være præsident, selv om Washington stadig har vetoret.
Tiden vil vise, om præsident Assad i Emile Lahoud har valgt en 'medløber' eller en 'allieret' - med andre ord, om han vil sige 'ja' til alt, eller om han vil vove at sige 'ja, men'.

Foretrækker medløber
Gibran Tueni mener, at Assad helst vil have en 'medløber' af hensyn til de nuværende bekymringer i Syrien:
"Så længe forholdene er, som de er i regionen, er Damaskus på vagt. På grund af (Israels ministerpræsident) Netanyahu og alliancen mellem Israel og Tyrkiet. Og Libanon er det mest syge land, det mest skrøbelige og det mest følsomme over for påvirkninger fra omgivelser. Derfor viser Damaskus kløer."
Hærchefen er ikke kendt for at have et godt forhold til ministerpræsident Rafik Hariri. Regeringslederen havde foretrukket en anden kandidat - Michel Eddé, ejer af dagbladet L'Orient le Jour, eller centralbankdirektør Ryad Salamé.
Derfor skal man næppe vente et harmonisk samarbejde mellem de to mænd, hvis respektive beføjelser griber ind i hinanden - f.eks. kan ingen minister udnævnes uden præsidentens godkendelse.

Håb og frygt
For at gøre general Lahoud til statschef må parlamentet vedtage en ændring af forfatningen, hvis artikel 49 forbyder enhver højtstående embedsmand at søge valg til præsidentposten. Først når denne formalitet er gennemført, kan de 128 medlemmer (lige mange kristne og muslimer) 'vælge' ham til præsident.
Situationen indgyder både håb og frygt. Hariris modstandere håber at stække hans magt, og general Michel Aoun, der har levet i eksil i Frankrig siden 1991, ser i Lahoud et redskab til ny indflydelse i libanesisk politik. Også kredse, der forsøger at bekæmpe den omfattende korruption i landet, håber på bedre tider.
Derimod er der frygt for, at en præsident med militær baggrund vil indskrænke frihedsrettighederne. En af Hariris rådgivere har advaret mod risikoen for, at et 'militærdiktatur' skal afløse det, han selv kalder 'pengediktaturet'.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu