Agneta Pleijels opgør med en kvinderolle
NY BOG
Hovedpersonen i Agneta Pleijels nye roman, En vinter i Stockholm, underviser i litteratur på universitetet, taler om fortællingen, dens tredelte forløb. Der kan forekomme spådomme, men det er gammeldags. Der er to slags fortællinger, dem, der udgår fra, at livet er meningsløst, og dem, der opdager en mening. Det sker, at to fortællinger støder sammen, som i livet, en kvindelig og en mandlig. Tilfælde eller skæbne?
Hun taler om sig selv. Hun skriver og tænker sit livs fortælling på computeren, i notatform en vinter lang. Tre dele, tre stadier af en dyb krise midt i livet. Det er en ny model, Agneta Pleijel her tager i anvendelse i forfatterskabets stadige søgen efter sammenhænge, dets drøm om mening i tilfældighederne. Hun har gjort det i den store slægtsroman Jag efter vind, spændt ud mellem Sverige og Hollandsk Ostindien, i Hundestjernen, en kort og stram beretning om den ganske unge pige under pres af familiekonflikt, og i Fungi, en stor filosofisk, pikaresk verdensroman, atter om kærligheden, der måske skaber et hemmeligt netværk som svampenes mycelium.
Nu har hun brugt en indfaldsåben form, der fremhæver enkeltord eller sætninger i versaler, som en slags overskrift, som en særlig bevidsthed om ordene som en fremaddrivende kraft. Søgeord også i en kunstnerisk proces. Hun læser Arthur Rimbaud, alle hans digte, også prosadigtet om en årstid i helvede, hun læser Enid Starkies biografi om ham, om hans flere uforenelige liv, hans uhyrlige binding til moderen, tænker på sin egen mors aggressivitet, da hun blev kønsmoden og fyldtes med skam over sin kvindelighed. Gravid i syvende måned har hun rejst til Harar i en sær identifikation med digteren, der i alderen mellem 17-19 år revolutionerede poesien og derefter ordløs og forgæves stræbte efter lykken i Afrika.
Motivet droppes formelt, men ligger som en underklang, ligesom et ledemotiv af en søvndrøm, hvor hun ser sin mand komme mod sig med to unge smukke, kvinder, en lys og en mørk, mens en ridderrustning som en satellit snurrer over hende. Hun tolker den efterhånden som udspaltninger af sig selv, bl.a. som den, der har armeret sig i skyldfølelser, selvbebrejdelser, egen svigten, overdreven forståelse for andre, en påført, oprustet kvinderolle, mens hendes mand åbenlyst holder sig med en elskerinde uden at ville slippe sin påståede kærlighed til hende selv. Hendes egen datter hører man intet om, hverken i vågen tilstand eller drøm. Hun er i dyb vildrede med sig selv og kærlighedens begreb.
Kærlighedens blindgyder
Til disse to menneskers 'fortælling', mandens og kvindens, slutter der sig nu en tredje i skikkelse af Emm, en historiker fra Sarajevo, som hun elleve år forinden har truffet i et fly og tilbragt en nat i Beograd med.
"Ordet lød anderledes i hans mund, blødere og glattere. Hans tunge gled hen over konsonanternes hinder, vokalerne blev bundet sammen i en eneste bevægelse som når en vind går gennem kastanietræer."
Det er selve bogens åbning. Ordet er SARAJEVO, som denne Emm udtaler det. Atter en understregning af sammenhængen mellem ordet, følelsen, formuleringen af liv, kærlighed og kunst, det sidste som den muligste opnåelse af sammenhæng. Han er i Stockholm for at skrive en bog om sit lands krise. Bedre som skribent end som den, der taler ud i andet end sansernes sprog og konversationsengelsk. Han dukker op, netop som hun er vendt hjem fra en konference i Madrid. I Parque Retiro, tilbagetrækningens park, er hun - på tysk - blevet spået, at hun skulle møde en ny opkvikkende kærlighed, hvis hun gjorde op med sin mand og greb tilfældet som skæbne.
For læseren fremstår denne Emm mindre betagende, og han viser sig senere at være en flygtig herre med flere veninder samt kone og tre børn.
Hendes selvforståelse er vokset med erkendelsen af kønnenes øjensynlige forskellighed, af den manglende evne til at tage vare på de følelser, man vækker hos andre, af indsigt i forældrenes hadefulde kampe, der nu er endt i et forsoningsmøde.
Hun har været et uhyre af styrke, altid arbejde, aldrig unde sig hvile, aldrig stå i gæld, vide hvad frihed koster. At trække sig tilbage ved det mindste tegn på tøven hos andre. At bryde op når man føler sig uelsket. At være fanget i et net af afhængigheder. Have ufattelig svært ved at skilles.
Men den mørke stockholmske vinter har ændret hende. Hun er næppe lykkeligere, men roligere. Ved et møde med Emm i Amsterdam flere år senere kan hun glæde sig ved samværet og uden vaklen, uden sorg afvise hans fornyede tilnærmelse. Selvberoende, uden behov for spådomme, skæbnebestemmelser.
Den episk kyndige litteraturteoretiker, denne 3. personsfortæller, har trukket læseren nær, som havde hun samlet sine uforenelige jeg'er i en 1. person ental, der nu har skrevet en selvstændigt struktureret fortælling om kærlighedens blindgyder i en i flere betydninger flersproget verden. Ved Anne Marie Bjergs professionelle mellemkomst overført til endnu et sprog.
*Agneta Pleijel: En vinter i Stockholm. Oversat af Anne Marie Bjerg. 188 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
