Læsetid: 4 min.

Den velsignede løgn

20. oktober 1998

Kan man ikke leve et lykkeligt liv, må man digte et

Herhjemme
Min bedstemor blev født i slutningen af forrige århundrede i en gudsforladt flække ved navn Hammershøj. Hendes far var en lille, storsnudet landsbydoktor. Hendes mor var maniodepressiv og lå altid i sengen. Så vidt sandheden. Den har jeg ikke fra min bedstemor.
Her er hendes version: Min bedstemor er født på landet i de gode gamle dage. Dengang, man kunne gå på heden i dagevis uden at se en menneskebolig. Dengang, der var luftspejlinger til. Min bedstemor havde selv set en engang. (Når hun fortalte blev hun fjern i blikket, og der kom mange røgringe):
"Det var en gloende varm dag på heden. Pludselig kom der noget frem på himlen, og jeg troede ikke mine egne øjne. Det var nemlig en negerlandsby. Jeg så den lige så tydeligt, som jeg ser dig nu! Der var negerhytter og palmer og små sorte børn, der gik rundt med lerkrukker på hovedet. Og så - vips - lige med ét stod billedet omvendt. Og så var det hele væk."
Det var én af historierne. Hun havde tusinder.
Som for eksempel den om dengang, hendes far blev kaldt ud til en patient, en gammel kone i uldne skørter. Det var, som nævnt, i slutningen af forrige århundrede, og bakterieforskrækkelsen var stor - i hvert fald hos landsbydoktoren. Konen så mere afslappet på det. "We' Doutoren et' ha' et bette glas?" Det ville doktoren gerne. Konen fandt et frem fra vitrineskabet, ret støvet, det kunne hun godt se. Så hun tog fat i sine skørter, bladrede sig igennem dem, til hun fandt ind til det allerinderste, "en ulden klok", der vistnok havde været lyserød engang. Hvorpå hun åndede ned i glasset og pudsede det med klokken, til det strålede i petroleumslampens skær. Nu kunne der fyldes i. Men doktoren havde mistet lysten. Hvordan kunne han slippe fra den historie på en pæn måde? Gud være lovet forlod konen stuen. Han kiggede sig fortvivlet rundt, fik øje på et bornholmerur og tømte glasset. Konen kom tilbage. Men det gjorde vinen også, ud af bornholmeren, hen over gulvet. Dermed var det besøg forbi.
Sådan var Hammershøj. Fuld af skøre begivenheder. Befolket med galninge og festoriginaler. Desuden vrimlede det med gode mennesker og glade børn. Der skete altid noget smukt eller morsomt i den by. Den var det tabte land, paradis på jorden. Med haver, der altid stod grønne. Træer, der altid bar frugt.
Aldrig i mit liv er jeg blevet så skuffet som den dag, jeg så Hammershøj i virkeligheden, i 60'erne: To rækker huse og en rundkørsel. Mange år senere fandt jeg ud af, hvad det var, min bedstemor havde gjort. Hun havde digtet en bundtrist barndom om til en lykkelig. Hun havde simpelt hen løjet!

Løgnehistorier
Min bedstemor havde ikke et let liv. Uden sine løgnehistorier var hun aldrig kommet godt igennem det. Ved hjælp af dem gjorde hun alting lyst og lykkeligt. Også det øjeblik, da hun mødte sin kranke skæbne, den nye kommis hos købmanden i Hammershøj og, ude af sig selv af forelskelse, begyndte at købe brun sæbe hos ham, hver eneste dag. Sæben hobede sig op i køkkenskabene. Hun kunne ikke finde på andet at købe. Og så blev hun gift.
Faderen var imod partiet og gjorde alt for at modarbejde det. Det var ikke fint nok. Selv om hun kom fra et velhavende hjem, endte hun i fattigdom. Der var ingen hjælp at hente. (Men det har bedstemor aldrig fortalt mig).
Hun klarede sig igennem, så godt hun kunne, med børnefødsler og løgnehistorier. Min bedstefar gik fallit med en lille købmandsbutik. Senere blev han kusk, biografkontrollør og arbejdsløs. Børnene var ikke altid helt mætte, når de gik i seng. Det var i 30'erne. Den tid talte bedstemor sjældent om. Hun havde jo Hammershøj!
Desuden kunne hun bage pandekager, der var så fulde af løgn, som nogen pandekage kan være: Hun hældte aldrig panden fuld af dej. Kun en lille smule. Så drejede hun den, så der kom lange udløbere og sære billeder i margarinen: "Se - det er en skov, og der er et bjerg. Kan du se, der ligger et hus på toppen. Og den her pandekage, det er en gammel heks. Hun har en vorte på næsen." Ilden i kakkelovnen om aftenen var lige så utroværdig, fuld af prinsesser og blå bjerge.
Min bedstemor brød sig ikke om virkeligheden.

En livskunstner
"Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme."
Sådan lod Henrik Ibsen en af sine personer udtale sig - til ugunst for alle, der ønsker at se virkeligheden i øjnene. Replikken stammer fra Vildanden, hvor en mand ved navn Gregers Werle jagter Sandheden ud over alle rimelighedens grænser - med død og ulykke til følge.
Mark Twain har næppe læst Ibsen. Men han mente det samme: >Ingen af os kunne udholde at leve med et inkarneret sandhedsvidne, men det er der gud være lovet heller ingen af os, der skal. Et sandhedsvidne er simpelthen et umuligt væsen. Det eksisterer ikke, har aldrig eksisteret. Naturligvis findes der mennesker, der tror, de aldrig lyver, men det passer ikke - og denne uvidenhed er et af de forhold, der gør vor såkaldte civilisation til skamme. Alle mennesker lyver - hver dag."
Det gjorde min bedstemor også. For hende var livsløgn en livskunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu