Schweizisk litteratur er fuld af moralisme, men fordi den samtidig er flersproget, samler den også i sig en europæisk modsætningsfuldhed
BOGMESSE
FRANKFURT AM MAIN - Tysk fjernsyn sendte en sen aften for flere år siden en udsendelse om en af de mest usædvanlige forfatterinder i schweizisk litteratur. Hendes navn var Annemarie Schwarzenbach, født 1908 i Zürich som datter af ekstremt rige forældre, død af kedsomhed, malaria og morfin i Sils Maria i året 1942.
Dødslængsel, udsøgt stilistisk fornemmelse og klar politisk bevidsthed præger hendes måde at skrive og leve på, og en del af hendes præ-68 livsstil er et oprør mod hendes rige families nazistiske sympatier, der efter anden verdenskrig forvandler sig til hetz mod gæstearbejdere fra Italien.
I en artikel om hende i avisen Die Zeit i anledning af bogmessen i Frankfurt, hvor schweizisk litteratur er tema-litteraturen, dukkede hun op igen, og nu meget tydeligt, som forfatterinde af en bog om Persien og en roman med en titel, der minder om Klaus Mann. Venner omkring Bernhard, hedder den.
I Zeit-artiklen står et citat fra en af hendes noveller, "Den lykkelige dal" fra 1940:
"Jeg er flygtet til denne dal, den ligger for enden af alle veje, den er skilt fra verden af høje bjergkæder, den er omgærdet, værnet, en fredelig bjergdal, nætterne er kolde."
Den samtidige knaphed og intethed i stilen mindede mig straks om en helt ny bog, også af en schweizisk forfatterinde, som netop har læst op i Frankfurt på bogmessen. Det er Zoë Jenny, der med sin debutroman Blomsterstøvsværelse fra 1997 er slået igennem i Schweiz og i resten af den tysksprogede verden.
Prosa af ubestemthed
Hendes roman handler om en piges kaotiske og dramatiske opvækst i en familie i opløsning. Skilsmisse, død, fattigdom, omskiftelser spiller en ikke mindre rolle i denne roman end død i barselsseng, jordskælv og ildløs hos de gamle moralistiske forfattere i den schweiziske litteratur, der havde blik for forgængeligheden og omskiftelserne under den schweiziske idyl, jeg tænker på Dürrenmatt og Max Frisch, på Gottfried Keller og Jeremias Gotthelf.
Kulden, klarheden og intetheden bærer hver eneste sætning hos Zoë Jenny og former dem til en skønhed, som samtidig lader det groteske træde tydeligt frem, i sætninger fra slutningen af romanen som denne:
"Den første sne falder. To gamle kvinder sidder som udstoppede presset op mod hinanden på en parkbænk. De giver indtryk af at have det varmt, og jeg har allerede været så længe i kulden, at jeg langsomt glemmer dem. Da jeg sætter mig på en bænk ved siden af deres, ser de over til mig; i deres øjne intet venligt. Jeg ved jeg forstyrrer dem. Men alligevel bliver jeg her. Og siger ikke til dem, at jeg vil se til, mens sneen falder på jorden. En sne, der ikke bliver og danner et tykt blødt lag, men smelter, og at jeg derfor altid venter på det næste snefnug, på det sekundhurtige øjeblik, hvor det viser sig og endnu ikke er smeltet. Og at jeg sammen med dem vil vente her, på det hvide dække over jorden. På tæppet af sne."
I denne prosa af ubestemthed blander der sig i ubønhørligheden også en tone, som kommer fra Hesses romaner om vagabonder og rodløse eksistenser, og lidt af hans sentimentalitet fornemmer man også hos Zoë Jenny, i modsætning til den knivskarpe iagttagelse hos Annemarie Schwarzenbach.
Og graver man endnu længere tilbage i den schweiziske litteratur, så kommer man langt om længe til den symbolistiske forfatter Conrad Ferdinand Meyer, der levede på Gustave Flauberts tid, en forfatter som han var afgørende påvirket af, og gennem Flaubert er denne formklarhed kommet ind i den schweiziske litteratur og har blandet sig med den protestantiske moralisme og asketisme.
Det er en ejendommelighed, som man mindes om på bogmessen, i samme øjeblik man træder ind i den schweiziske pavillon lidt hen på formiddagen, mens det regner og blæser udenfor i det trøstesløse messelandskab.
Man venter boder og improviserede stande med osteretter og sunde salater, men kæmperummet er dækket af et dybrødt forhæng, og langs væggene står der reoler med bøger fra Schweiz, skønlitteratur, egnsskildringer, naturbeskrivelser, bøger med slotte, vandborge, Wilhelm Tell- agtige mænd med bue og pil, sortklædte calvinister og forretningsmænd, seriøst udseende digtere og statsmænd og kvinder, der ser praktiske og sunde ud i deres travle atelierer eller arbejdsværelser.
I den tavse udstillingspavillon sidder på stole, placeret foran bogreolerne, tavse mennesker med bøjede rygge og læser i arkaisk stilhed schweizisk litteratur, blandt andet de nævnte forfattere, altså Gotthelf, Keller, Dürrenmatt, Frisch, Bichsel, Schwarzenbach, Zoë Jenny og den netop nu så populære Robert Walser, hvis intetheds-kortprosa både er en del af dette læseritual og et desperat oprør imod dets fornemmelse af sne og kulde, noget uendelig smukt og rent og noget ligeså uendelig tomt og fraværende.
Det lille Babel
Det er muligt, at den schweiziske litteratur er fuld af moralisme, rettet indad og udad, men fordi den samtidig er flersproget, og ikke kun tysk, som man ellers let får på fornemmelsen under den respektfuldt stille rundgang i det schweiziske hus, samler den også i sig en europæisk modsætningsfuldhed, og hele udstillingen fremstår som et lille Babel.
Man tænker på Max
Frisch, når man forlader bygningen, på Homo Fabers skæbne, på Stillers identitet og på den mærkværdighed, at Schweiz er Europas mikrokosmos, en stat fuld af indre grænser, der snart skal ophæves i EU, en lille verdensånd i svøb.
'Den fødte storbyboer'
Schweizisk litteratur er utålelig, når den begrænser sig til flagellantisk kritik af schweizisk småborgerlighed, som hos Hesse, og Zoë Jenny har stort set hævet sig over det niveau, men der er stadig langt til Schwarzenbachs
nietzscheanske spleen eller Robert Walsers ubønhørlighed, som den kommer til udtryk i hans roman fra 1909, Jakob von Gunten, en roman om en kostskoleelev på det gode drengeinstitut Benjamenta i Schweiz.
Denne anmelder fandt til sidst, blandt de mange gode bøger på den schweiziske udstilling netop dette sted fra romanen, og satte sig til at læse det, der minder om Georg Simmel og Walter Benjamin: "Er jeg den fødte storbyboer? Mere end sandsynligt. Jeg bliver næsten aldrig bedøvet eller overrasket. Noget usigelig køligt er der over mig, trods de ophidselser, der kan overvælde mig. Jeg rystede provinsen af mig på seks dage. I øvrigt er jeg vokset op i en, lille, meget lille verdensby. Jeg har fået byvæsen og -fornemmelse ind med modermælken. Som barn har jeg set larmende, jodlende arbejdere slingre frem og tilbage. Allerede som barn oplevede jeg naturen som noget himmelsk-fjernt."
