Læsetid: 3 min.

Hvor verden genfortrylles

13. oktober 1998

Per Bak Jensen potenserer synet ved hjælp af sine meditative fotografier. Han er både filosof og praktiker. Med en særlig optisk poesi giver han generøst virkeligheden tilbage til os

FOTOGRAFI
I symbolismen opererede man med begrebet synæstesi. Det vil sige det forhold, at et bestemt sanseindtryk, der formidles via én af vore sanser, f.eks. synssansen, pludselig går hen og fremkalder et sanseindtyk, hidrørende fra et andet sanseområde, f.eks. høresansen. Et af de kendteste litterære eksempler herpå er Sophus Claussens berømte digt til den senere så ulykkesramte Ingeborg Stuckenberg, hvor en af verselinjerne lyder: "Til dine Øjnes Aandemusik, i Skumringstimen, vi lytted sørgmodigt" (citeret efter hukommelsen). Med andre ord: En visuel sansning bliver adderet med en auditiv, hvorved det hele går op i en højere enhed, det transcenderer, ja, bliver til "Aandemusik".
En beslægtet oplevelse får man ved mødet med Per Bak Jensens nye fotografier. Per Bak Jensen er en af de mest betydende fotokunstnere, vi har herhjemme. Han er et religiøst gemyt og er inderligt optaget af verdens sammensætning, og han finder sine motiver de særeste steder. Stederne skal have en særlig udstråling eller, en 'genius loci', som han med held videreformidler gennem sine fotografier. Han benytter ofte en uhyre lang eksponeringtid, hvilket forlener fotografierne med en stofrigdom og en knivskarphed. Når selv de mindste ting kommer frem og fæstner sig på det lysfølsomme papir, virker det, som om vi så verden gennem Guds øje. Intet går ram forbi. Alt er en nådegave, som blikket taknemmeligt skal kastes på, for først ved synet af verden, bliver den rigtig til, synes Per Bak at sige. Per Bak Jensen praktiserer hermed en slags visuel animisme.

To spor
I sine nye fotografier bevæger han sig ad to spor: dels rejser han med sit kamera. Han finder motiver på så forskellige lokaliteter som Asissi, Avignon, Verona, Dijon, København, Los Angeles, Winchelsea i England og i Arizona. Og dels finder han motiver i sine nærmeste omgivelser i Vestsjælland. Uanset hvor han er, har han hele sit sanseapprat indstillet på dyb undren. Vi befinder os med Per Bak Jensen i en slags forundringsrum, hvor verden genfortrylles. Mærkeligt nok er der ingen mennesker på billederne. Men straks 'befolker' vi dem med og liv lyde, og de forladte lokaliteter tager form og bliver personificeret foran os. Se blot på dette billede, der desværre ikke ydes fuld retfærdighed uden farver. Det er bropiller, optaget i Lucca, Italien. Fotografiet, som det hænger i galleriet, måler 60 x 80 cm og det er overordentlig smukt. Et af de værker, man (jeg) gerne ville eje. Kunne se på hver dag. Bag de tre symbolske bropiller, der står ensomt og rækker deres arme op mod himlen, som drejede det sig om Jesus Christus på korset og de to røvere eller - hvem ved - måske treenigheden, anes bjerge og en gennemkrydsende motorvej. Vi befinder os i et terrain vague, et øde og marginalt område i et af civilisationens 'ikke-steder', der alligevel bliver til et mytisk kultsted. Området er låst af et rødt gitterværk, der tilfører hele det symbolske sceneri endnu en dimension: Blod og kød.

Nænsom farveharmoni
I Per Bak Jensens stilleben-billeder ser vi motiver i forfald: Det er naturen, der er ved at visne og forgå i al sin pragt og vælde. Der er en nænsom farveharmoni med rosa, brune og gule farver. Der er hyben, svampe, fjer, roser, lupiner, tidsler m.v., der ligger 'lit de parade' på det hvide papir og igen undres vi over, hvorfra det hele kommer. Tilmed bliver disse naturelementer til et helt abstrakt motiv. Imellem disse stilleben-billeder hænger seks nærbilleder af avlstyren 'Ebra'. Dens muskulatur, lød og hårlag åbner for uendelig mange visuelle oplevelser i denne store og farlige krop, når den ses tæt på: Hér ser vi efterårspløjede marker, dér bakkedrag. Det kunne også være et maleri af Mark Rothko eller af en abstrakt maler, der dyrker det monokrome som f.eks.
Pierre Soulages. Per Bak Jensens gennemstrejf åbner betragterens sind for verdensunderet. Og det er ikke så lidt.

*Per Bak Jensen: Gennemstrejf. Stalke Galleri. Vesterbrogade 14A, kld. Ti.-fr. 13-17, lø. 11-15. Til 16. okt. Katalog med forord af Bent Fausing, 150 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu