Vægtig bog om vestlig naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance
FILOSOFI
Rom-rejsende med respekt for sig selv besøger under opholdet gerne byens berømte åbne marked på Campo dei Fiori. Folkelivet i markedstiden er højst nutidigt, men dog så uforanderligt. I århundreder har campo'en været et midtpunkt for romersk foretagsomhed.
Husene langs de fire sider understreger tidløsheden. Som samlende figur midt på pladsen mellem fiskeboder, grøntsagsvogne og interimistiske køddiske står Ettore Ferraris statue af Giordano Bruno.
Filosoffen blev på dette ellers så lattermilde sted i byen brændt levende den 17. februar 1600. Den dømte havde forud gennemlidt en kætterproces, der strakte sig over 8 år, med alt hvad en sådan indebar af lidelser og afsavn.
Ydmygelserne blev i Guds navn påført Bruno af nidkære forhørsbødler fra den frygtede inkvisitionsdomstol.
Kirkens arm var lang. Giordano Bruno undveg den længe, men ikke i det lange løb. En gådefuld veneziansk rigmand, hos hvem Bruno fortrøstningsfuldt eller naivt havde søgt ophold som lærer, angav den kontroversielle filosof til Venezias inkvisitionsmyndigheder. Under pres fra
Rom udleveredes fangen.
Otte år henslæbte Bruno i Engelsborgs kældre. Forløbet understreger, at Brunos dom var afsagt på forhånd. Hans livsbane set med inkvisitionens øjne pegede så at sige lige frem mod kætterbålet. I afgørende henseende stred nemlig den uregerlige noleners verdensopfattelse - Bruno var født i Nola i 1548 ved Napoli - mod kirkens lære.
Ved iagttagelsen, tankens, deduktionens, intuitionens og i mindre grad troens kraft anså Bruno kun ét svar muligt på kosmologiens grundlæggende spørgsmål: Eftersom Guds væsen var uendeligt, uden grænser, uforanderligt og tidløst, måtte verdensaltet være uendeligt, uden grænser, uforanderligt og tidløst. En forestilling, der unægtelig afstedkom en mere ydmyg plads til jorden, end dogmet foreskrev.
I dette var skel sat mellem Gud og natur, og naturen lagt som redskab i Guds hånd. Ikke panteistisk ligestillet, som Bruno forestillede sig.
Overgangsfigur
Den klassiske filolog Aksel Haaning, der før har udgivet væsentlige bøger om periodens naturfilosofi og mystik, fremlægger i sin nye brede monografi om naturfilosofien - vistnok første gang Giuordano Bruno præsenteres så omhyggeligt på dansk - en kompetent gennemgang af Brunos liv og værk. Utvivlsomt er det korrekt, at kendskabet til Bruno normalt indskrænker sig til statuen på Campo dei Fiori og motivets grusomme endeligt.
I filosofisk sammenhæng nævnes Bruno - således Daniel J. Boorstins The Discoverers - i forbindelse med hovedværket, Om ideernes skygger. I dette værk (1582) redegør Bruno for teknikken bag den enestående hukommelsesfærdighed, han selv havde tilegnet sig som munk hos dominikanerne, og hvis suveræne beherskelse han berømmedes for.
Netop hukommelsesvidenskaben markerer Bruno som en overgangsfigur. Bogtrykkerkunsten er ved at slå hukommelses-disciplinen af marken. Montaigne erklærer således er par år før, at en god hukommelse ofte er forbundet med ringe dømmekraft. En sådan bemærkning antyder glimrende overgangen til det (mere) moderne.
Det forkerte ben
Giordano Bruno har som antydet et ben i hver tidsalder, men det forkerte i samtiden. Forudgribende Galilei - med al respekt næsten på omgangshøjde med denne - må Bruno bøde for sit klarsyn.
Da munkene ved bålet rækker korset frem, vender den lemlæstede, dødsdømte filosof hovedet bort i foragt.
Manden, der har forkastet Aristoteles, korrigeret Kopernikus og med uafviselig klarhed indset universets principielle beskaffenhed, har ikke kunnet afsværge sine iagttagelser, eftersom han ikke kan afsværge naturen og dermed Gud, og må opfatte kirkens snæversyn på Guds væsens naturaltomfattende karakter som det egentlige kætteri.
Aksel Haanings yderst velskrevne bog kan (heldigvis) læses kapitel for kapitel som artikler eller rettere videnskabshistoriske essays. Ved gennemlæsning i én køre får man forstoppelse.
Men Haaning har til gengæld udvalgt sine emner på en sådan måde, så læselysten hurtigt melder sig igen:
Roger Bacon, Albert den Store, Jean de Rupescissa, Marsilio Ficino, Gerhard Dorn og Paracelsus. Disse hver for sig fascinerende skikkelser i natur- og åndshistorien er de naturlige nedslag, som forfatteren har foretaget med henblik på at belyse natursynet i den lange, men ikke desto mindre hensigtsmæssigt udvalgte periode: 1250-1650.
Paracelsus
Midtvejs fremtræder endnu én af Aksel Haanings med rette beundrede foregangsskikkelser, hvis betydning ligesom de fleste andre af forfatterens emner i nyere fremstillinger ofte nedtones.
Den delvis selvlærde læge Theofrastus Paracelsus (1493 -1541), der akkurat som Bruno rastløs bevæger sig rundt i Europa og suger indtryk til sig. Vel ikke på fortrinsvis flugt som den senere Bruno, men drevet af umættelig nysgerrighed.
Karakteristisk for Paracelsus, hvis ustandselige vandringer også fører ham til Danmark, er at han så at sige fra første færd i sit natur-iagttagende arbejde forkaster de klassiske forbilleders anvisninger. Paracelsus foretager i modsætning til den gængse metode, hvor man hælder sit hoved til antikkens fremstillinger, sine egne feltstudier, beskriver og analyserer dem og opfinder nye navne på nye fænomener. I den grad at studenter af hans værk må udarbejde specielle ordbøger.
Haaning påpeger utrætteligt hvorledes Bruno, Paracelsus og de øvrige i bogen behandlede naturfilosoffer naturligvis tager deres faste, ufravigelige udgangspunkt i kristendommens forestillinger og kombinerer - det er det nye -med naturiagttagelsesmetoder, der rækker langt frem i forudsætningerne for nutidens metode.
Jeg tænker, altså...
I denne påpegning er Haaning ikke fri for polemiske udfald mod påstået selverklærede ligelærde - udfald der enkelte gange sætter Haanings selvbevidsthed over teksten. Med andre ord forekommer ikke alle blomsterne lige velanbragte.
I et enkelt tilfælde, uanset det velfungerende noteapparat side for side, er det end ikke særligt overbevisende. Forfatterens overordnede og angivelige hensigt med bogen er at levere et underbygget bidrag til forståelse af nutidsnaturerkendelsens afhængighed af det kristne tankegods, vor unægtelig betydningsfulde verdensdels grundlag. Det lader sig høre.
I sandhed betyder de lange historiske linier mere end postulerede, sensationelle spring.
Ligeledes har Haaning ret i at det europæiske natursyns historie fortrinsvis skal søges i Europas kristne åndsbaggrund frem for i fremmede kulturer, som det har været på mode, forstår man. Om dette indlysende synspunkt i dén (eller samme) grad har været anfægtet, som forfatteren synes at mene, kan imidlertid diskuteres.
Periodens filosof over alle filosoffer, René Descartes, er med på en epilog. Denne grundlægger af moderne filosofi fødtes i 1596 - fire år før Bruno mødte sin skæbne i Rom. Descartes selv døde 1650 af det modsatte - reverenter talt af kulde som gæst hos dronning Christina i Stockholm - og satte punktum for perioden og renæssanceafsnittet i naturfilosofien.
Den fysisk svagelige multifilosof, som tvivlede på alt, tænkte og derfor eksisterede, samt beviste Guds eksistens antropologisk såvel som ontologisk, forventedes kvalificeret at oplyse den videbegærlige, særprægede kvindelige monark. Hver morgen, før fanden fik sko på, og ilden ordentlig fat i kaminerne, mødte Descartes pligttro op på det kolde, mørke slot.
Vellykket
Den forfinede franskmand, der også må have døjet med den svenske mad, fandt ikke desto mindre sit åndelige fristed ved det tolerante hof i Stockholm. Også han frygtede inkvisitionen i syd, som fortsat havde sit greb om tingene og ikke uden videre ville tillade folk at se, hvad de så.
Også Descartes lader sig bevæge rundt i landene af sikkerhedsgrunde - men først og sidst af nysgerrighed.
"[Jeg] besluttede mig til ikke at dyrke anden videnskab end den, der kunne findes i mig selv eller i verdens store bog. Derfor tilbragte jeg [...] min ungdom med at rejse."
Spørger man om Aksel Haanings ambition er opfyldt, som han formulerer denne i sit forord - at "konfrontere vor tids dominerende naturopfattelse med nogle af de naturfilosofiske strømninger, der gik umiddelbart forud" - er svaret et ubetinget, rungende ja.
Haaning har skrevet en vigtig, i lange passager pragtfuld bog, som man hellere end gerne vender tilbage til. Et flot værk det store tema værdig.
Yderligere kritiske bemærkninger gælder kun illustrationerne, som godt kunne have været mere gavmilde. Renæssancens billeder er ofte synonyme med tidens naturiagttagelse. Flere og bedre af dem havde hjulpet på fordøjelsen.
*Aksel Haaning: Naturens lys - Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance 1250-1650. 454 s. ill. 395 kr. C.A. Reitzels Forlag
