Læsetid: 8 min.

Verdens vildeste kasino

14. oktober 1998

Torsdag den 24. september reddede den amerikanske forbundsbank og 14 forretningsbanker en nødstedt hedgefond fra at krakke. Her er historien om, hvordan nogle af verdens dygtigste finansfolk, matematikere og to nobelpristagere blev grebet af spekulationsfeberen og rystede det globale finanssystem

Glem Las Vegas og Monte Carlo. Verdens vildeste kasino i de sidste fire år har været hedgefonden, Long Term Capital Management Fund i Greenwich, New York.
Herfra har velhavere og verdens førende finansfolk satset hundredevis af milliarder af dollar på det globale finansmarked, siden LTCM blev stiftet i 1994 af John W. Meriwether - 'pokerspilleren', der i 80'erne var kendt som den dygtigste og dristigste obligationshandler i finanshuset Salomon Brothers.
Fondens resultater - en forrentning på 42,8 procent i 1995, 40,8 procent i 1996 og 17,1 procent i 1997 - rygtedes som en løbeild ved cocktailparties fra New York til London, ja helt til Kina. Hedgefondenes cadillac, som LTMC blev kaldt, syntes uovervindelig.
For det var en frygtindgydende stab, som fondens chef John W. Meriwether havde samlet om sig. Det var eliten af eliten. Bl.a. to nobelpristagere i økonomi, den 57-årige Merton S. Scholes og den 54-årige Robert C. Merton, samt den tidligere viceformand for den amerikanske forbundsbank, den 52-årige David W. Mullins.
Sidstnævntes credentials er det kun de færreste, der vil beklikke. I 1987 var han som Harvard-professor med i det ekspertpanel, der undersøgte aktiekrakket den sorte mandag i oktober, og hvordan man skulle undgå lignende krak i fremtiden.
Og da LTMC samtidig havde hyret nogle af de dyreste og mest avancerede matematikere på Wall Street, kunne ingenting gå galt. Troede man.

Alle ville være med
Fonden spekulerede i stor stil for hundredevis af milliarder af dollar, og risikoen for at tabe penge var marginal, troede man. Det gik forrygende, og årsresultaterne i 1995-1997 talte sit tydelige sprog.
Alle ville være med, og en del velhavere betalte den beskedne sum af 10 millioner dollar i indskud. Og verdens førende banker, herunder Merrill Lynch, Goldman Sachs, Morgan Stanley Dean Witter, Travelers Group, Union Bank of Switzerland (UBS) ING-Bank og Dresdner Bank, skød penge i Meriwethers fond i det håb om at få en flot forrentning af kapitalen.
Hos Merrill Lynch valgte man at give en præmie til 122 chefer og ledende medarbejdere: De fik lov til personligt at bruge en del af deres ledelseshonorar til investeringer via den eksklusive klub i Long Term Capital Management.
Bestyrelsesformanden hos Merrill Lynch, David Komansky førte an og satsede personligt 800.000 dollar på sin tillid til, at LTCM-pengemaskinen ville forrente hans rigdom mangefold.
Selv Kinas og Italiens centralbanker bad LTCM-folkene om at investere for sig.
Den italienske centralbank var med fra fondens grundlæggelse. Man tog et greb i landets valutareserver og investerede 100 mio. dollar i LTCM, der bl.a. satsede store beløb på, at rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer ville indsnævres.
Man ydede derudover et fordelagtigt lån til fonden på 150 mio. dollar. I den forbindelse havde LTCM en del 'politisk' kredit at trække på. En af dens medarbejdere var økonomiprofessoren, Alberto Giovannini, som indtil 1994 havde været ansat i den italienske centralbank.

Meriwethers kasino
I forhold til de store hedgefonde på markedet, som eksempelvis George Soros Quantum-fond, er LTCM ikke en gigant. Men John Meriwether har som de dristigste gamblere ved spillebordene i Las Vegas satset stort for lånte penge.
Investorerne havde skudt omkring fire mia. dollar ind i LTCM og med den kapital som 'sikkerhed' lånte Meriwether og nobelprisøkonomerne omkring 120 mia. dollar. Det var det første skridt til at realisere løftestangsprincippet (se hosstående artikel).
Dernæst gik man ud på finansmarkedet og spekulerede i renteforskelle på statsobligationer, renteforskelle på tyske og danske realkreditobligationer, højrisikable værdipapirer i Rusland og Asien - you name it.
Intet fedtspilleri fra Meriwethers side. LTCM havde i august måned kastet sig ud i spekulative finansarrangementer til en samlet værdi af omkring 1.200 mia. dollar - det svarer til en femtedel af den samlede verdenshandel på årsbasis. Hvor mange hedgefonde aldrig satser mere end fire gange sin egenkapital, så havde Meriwether i sensommeren kastet sig ud i operationer til en værdi af 300 gange egenkapitalen.
Så længe spekulationerne lykkedes, gik det strygende for Meriwethers team. Men da Ruslands regering den 17. august lod rublen flyde og opgav at overholde sine gældsforpligtelser skred jorden under 'pokerspilleren': Long Term Capital Management tabte 1,8 mia. dollar og med et slag var 44 procent af egenkapitalen udraderet.
Det tvang fonden til hurtigt at likvidere en masse andre positioner på det globale marked, men situationen blev forværret i takt med at investorer fra hele verden begyndte at 'dumpe' aktier fra Rusland til Asien og Latinamerika.
Samtidig blev LTCM's forventninger på obligationsmarkedet slået omkuld. Man havde f.eks. satset penge på, at renten på europæiske statsobligationer ville nærme sig hinanden inden den 1. januar 1999 og euroens indførsel.

Festen sluttede
Alt gik efter bogen indtil Ruslands kollaps, og investorerne flygtede tilbage til 'sikre havne' og købte tyske obligationer. På samme måde tabte LTCM store penge på at have spekuleret i, at danske realkreditobligationer var undervurderet i forhold til tyske, men da den danske rente pludselig steg et halvt procentpoint, forsvandt LTCM's forventninger som dug for solen.
Alt lå i ruiner for John Meriwether, og LTCM vaklede ind i september måned på konkursens rand.
Festen i kasinoet var slut. Nu ventede en bitter oprydning, der sidenhen sendte de involverede bankers aktier på en rutsjetur. Og UBS' ledelse måtte fornylig træde tilbage, fordi banken tabte ikke mindre end 696 mio. dollar i LTCM. Og man spillede med i Meriwethers kasino, selv om det var i strid med interne retningslinier i UBS om kun at placere penge i hedgefonde, der maksimalt satser 30 gange egenkapitalen.

Redningsnettet
Den 23. september tilbød den langsigtede Wall Street investor, Warren Buffett, sammen med to andre investorer at købe LTCM - og alle dens forpligtelser - for 250 mio. dollar og derudover skyde fire mia. dollar ind i fonden.
Men tilbuddet, som bl.a. ville betyde fyring af John Meriwether, blev afvist. LTCM's ejergruppe brød sig heller ikke om at sælge fonden til Buffett-gruppen for kun fem procent af det beløb, som de selv i sin tid havde skudt ind i LTCM.
Derfor søgte man i stedet om redningshjælp hos den amerikanske forbundsbank, og LTCM-partner David W. Mullins gode forbindelser blev hurtigt aktiveret.
Hjælpen kom dagen efter - torsdag den 24. september. Forbundsbanken i New York overtalte 14 af verdens førende forretningsbanker - herunder flere af de banker, der i forvejen havde penge på højkant i LTCM - til at strikke en redningspakke på 3,6 mia. dollar sammen.
Formanden for bankkomiteen i den amerikanske kongres, James Leach har skarpt kritiseret beslutningen, og krævet en skrappere regulering af hedgefonde.
"Interventionen kommer på et tidspunkt, hvor vores regering har prædiket overfor udenlandske regeringer, særligt de asiatiske, at den eneste måde at modernisere på er at lade de svage institutioner bryde sammen og støtte sig til markedsmekanismen," sagde han.
Og Jeff Faux, der er økonom i Economic Policy Institute, har sagt, at det ikke er rimeligt, at man redder millionær-spekulanter, mens regeringen vender ryggen til konkursramte virksomheder, der beskæftiger lavbetalte arbejdere.
Den amerikanske forbundsbank-chef Alan Greenspan har afvist kritikken og sagt, at man har ikke brugt skatteydernes penge. Federal Reserve har tværtimod koordineret en aktion finansieret af de 14 banker involveret i aktionen.

Hedgefond-boblen
Det var finanssystemets stabilitet, der angiveligt stod på spil:
"Hvis fonden var blevet likvideret, så kunne vi have risikeret en kreditkrise for andre låntagere," sagde Greenspan for små to uger siden ved en høring i Kongressen.
Et LTCM-kollaps kunne ifølge ham "have påført markedsdeltagere betydelig skade, og det kunne potentielt have handicappet mange landes økonomier, inklusive vores egen."
Siden redningsaktionen for tre uger siden har LTMC foreløbig kun tabt 120 mio. dollar - men kun tiden kan vise, om Meriwethers hedgefond overlever. Imens spørger beslutningstagere overalt i verden, hvordan det kunne gå så galt for "the best and brightest".
Måske lige netop derfor. At de havde for meget succes, og blev revet med af den spekulative bølge på finansmarkedet, der indtil juli måned i år sendte aktiekurserne op i historiske rekordhøjder og skabte et finansielt boom uden dækning i realøkonomien.
William McDonough, der er chef for forbundsbankens New York-afdeling mener, at successen ganske enkelt steg LTMC-folkene til hovedet: "Hybris havde gjort dem klar til et sammenbrud, men det var de ekstraordinære begivenheder i august på det globale marked, der væltede dem."
Og kommentator ved avisen The Sunday Times, William Rees-Mogg - der i 1991 udsendte en bog The Great Reckoning om at redde stumperne efter det 'kommende finanskrak' - mener, at hedgefondens nedtur er et klassisk eksempel på en spekulativ og manisk boble, der brister.
Han mener slet og ret, at krisen i 1998 vil blive husket som "Hedgefonds boblen".

FAKTA
Hedge-fonde løfter store penge
De såkaldte hedgefonde administrerer i dag 200 mia. dollars.
I ly af 90'ernes økonomiske boom har de stort set uregulerede hedgefonde oplevet en eksplosiv vækst.
I 1992, hvor finansmanden George Soros' Quantum fond blev verdensberømt efter at have tvunget det britiske pund i knæ, havde hedge-fondene på verdensplan ikke mere end godt 30 mia. dollar i aktiver. Men her seks år senere administrerer hedgefondene, ifølge analysefirmaet Hennessee Group, 200 mia. dollar.
Det er typisk velhavere, investeringsbanker og finansinstitutioner, der har skudt penge i de mellem 3.500 og 4.000 hedgefonde i verden i håbet om at få mangfoldiggjort deres egen rigdom.
Investorer må ofte af med en million dollar for løse adgangsbillet til en hedgefond og nyde godt af fondens rådgivning, ekspertise, computerstyrede overvågning af markedet etc.
I USA er det kun folk med en nettoformue på en million dollar og en årsindkomst på mindst 200.000 dollar i de sidste to år, der kan få lov til at spille i hedgefondene.
At hedge har traditionelt betydet, at dække sig ind, at helgardere sig eller i sport at vædde på begge parter - men den forsigtighed har mange hedgefonde forlængst kastet overbord.

Thatcher rådgiver
En af de største hedgefonde i verden, Julian Robertsons Tiger fond, der bl.a. bruger den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher som rådgiver, administrerer omkring 20 mia. dollar i kapital. Denne fond satser i reglen ikke mere end fire gange egenkapitalen og den er således ikke mere spekulativ end George Soros Quantum-fond.
Men andre fonde er ekstremt spekulative og John Meriwethers Long Term Capital Management har kastet sig ud i finansspekulationer, der er op til 300 gange større end den indskudte kapital.
De spekulative hedgefonde har optaget store lån til at spekulere i kurs- og renteudviklingen på verdensmarkedet ved at anvende de sofistikerede finansinstrumenter, de såkaldte derivater.
Dette løftestangsprincip har mangedoblet hedgefondenes vægt og styrke på markedet, og de er i stand til at skabe store kursbevægelser på markedet.
Det er blevet skønnet, at hedgefondene for lånte penge har kunnet løfte for mellem 4.000 og 8.000 mia. dollars terminskontrakter på verdensmarkedet, selv om de i princippet kun råder over en egenkapital på omkring 200 mia. dollar. bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu